Første afsnit af historien om vores fertilitetsbehandling sluttede af med at Camilla fik sat et befrugtet æg op i livmoderen. Så skulle det gå ti dage og så skulle det være muligt at måle en eventuel graviditet i blodet. Altså Camillas blod. Så det var venteFase nr. 1.
Altså der er jo faktisk ikke andet end ventetid i det graviditets show. Ventetid og usikkerhed. Med en historik der byder på to mislykkedes graviditeter, hvor den ene nærmest havde taget livet af Camilla, så er den usikkerheden så absolut også krydret med en vis nervøsitet.
10 dage gik der. Blodprøven viste lige præcis det vi gerne ville ha’. Første delmål var veloverstået.
Så skulle vi vente til uge 7, indtil første scanning. VenteFase nr. 2. Pisse træls ventetid. Igen. Så for at gøre det ekstra fed for Camilla, blev der lige smidt en voldsom kvalme oven i hatten.
Scanning der bare så gerne skal vise hjerteblink! Og fandeme om den ikke gjorde det. Andet delmål overstået på bedste vis! Og med dette mål nået skulle vi også hjem og fortælle Liv at hun skulle være storesøster. Det var vi eddermame spændte på! Hun reagerede fuldstændig som forventet. Med et vin og jubel. Og dagen efter vidste hele børnehaven det! Det var så dejligt at dele det med hende og ikke holde det skjult længere.
Nu var vi sådan set færdige hos klinikken, men som det sidste jordemoderen sagde til scanningen, hvis nu der opstår en tvivl, så bestiller I bare en tid til en ekstra scanning. Ellers var næste skridt nakkefoldscanning i Randers.
Der gik så ikke meget mere end 14 dage, stadig med mega kvalme, lidt bræk og meget lidt mad, tilCamilla altså. Jeg stod jo bare der på sidelinjen og kan ikke gøre en skid. Selvom jeg så inderligt gerne ville ha’ holdt den kvalme for hende! Men små 2 uger gik der og så kom der en blødning. Midt i Djurs sommerland. Det skal jeg lige love for tog toppen af den gode halloweenStemning.
Så søndag skriver Camilla til klinikken og sørme om der ikke bliver svaret samme dag. Der er en tid allerede mandag formiddag. Se det er fordelen ved at betale 45.000 kroner for et barn. For ja vi havde jo betalt for 3 forsøg og de arbejder ikke lige med tilbagebetaling af ubrugte skud.
Men pisse nervøse drager vi atter til Skejby mandag formiddag. Alt er fuldstændig perfekt. Endda kan man se en kæmpe udvikling fra første scanning, hvor det jo faktisk bare var en bønne med noget blink i, til nu hvor man kunne se både arme, ben og hovede. Vanvittigt.
Så nu var vi, forhåbentlig, færdige med den klinik.
Vente, vente, vente. Kvalme, kvalme, en lille blødning, kvalme og en lille blødning igen. Fed tid, god stemning. Så endelig kom dagen!
I går, mandag den. 9. november var vi i Randers, til nakkefoldsscanning. Alt så fuldstændig perfekt ud. Der lå en lille skid og sprællede og 10. maj kommer der et laboratorieBarn ud til os.
Det er simpelthen bare pisse fedt!
Fertilitetsbehandling, det skal vi til at snakke om!
for vi er åbenbart rigtig mange der har været igennem det. Lige som at ingen fortæller om de graviditeter der går galt, så er der ingen der fortæller om at de har været i fertilitetsbehandling. Så bliver det jo ved med at være tabubelagt og det er da helt skævt når der nu er mange der oplever det.
Så her kommer vores historie.
I et par af mine tidligere blogindlæg har jeg skrevet om grunden til at vi nu er igang med fertilitetsbehandling. Men den historie kort er: Mulla blev gravid i slutningen af sidste år. Den sad så fast i æggelederen og den sprang. Det resulterede i at Mulla mistede rigtig meget blod, inde i maven og var tæt på at stille træskoene. En tur med ambulance, en operation og en overnatning på Randers sygehus. Kom hun hjem igen dog uden højre æggeleder. Det sker tit at en graviditet sætter sig det forkerte sted, langt de fleste går bare til af sig selv.
Heldigvis var der jo en æggeleder tilbage. Og i starten af 2020 blev Mulla gravid igen. Grundet hendes historik blev hun fulgt tættere af hospitalet, hvilket var ret heldigt for det viste sig at den igen sad i æggelederen. Så for at undgå flere ture med ambulance så blev æggeleder nr. 2 også taget ud. Ja så er det slut med at lave børn på naturlig vis.
Så er det jo heldigt at man kan få hjælp til at lave børn. Spørgsmålet var så, om vi overhovedet ville ha’ hjælp. Det havde egentlig altid været planen (ønsket) at vi gerne ville have 2 børn. Nu skulle den plan lige op til revidering.
Var Mulla klar på at der skulle rumsteres mere med hendes underliv?
Vi har det jo sådan set også rigtig godt som et 3-kløver.
Der er mange fordele ved at have 1 barn.
Det er sgu også så besværligt at skulle starte forfra med spædbarn og bleer.
Og ja vi kommer ikke uden om at økonomien spillede en rolle i overvejelserne. For med et barn i forvejen er alt behandling selvbetalt.
Vi kommer frem til at vi gerne vil prøve. Vi vil virkelig gerne have et barn mere og frygten for at komme til at fortryde det senere hen, hvis ikke vi prøvede, gjorde at vi tog kontakt til en klinik.
Første “møde” med Aagaard Klinik blev onsdag den 29. juli. Her fik vi en meget fin forklaring af forløbet. Den behandling som passer til os er kunstig befrugtning (IVF). Så Mullas æg og min sæd hældes i samme kop og så håber man på at de finder hinanden, hvor efter der opsættes et befrugtet æg i livmoderen. Vi vælger at købe en pakke med 3 forsøg. For på den måde at have god tid og forhåbentlig mere ro på. Den pakke koster 42.000. Herudover kommer så udgifter til hormonbehandlingen.
Der er mange trin i sådan en behandling og rigtig mange gange Mulla skal stikke nåle i maven på sig selv. Men først er det hjem og vente på at Mulla får menstruation.
“Havde nogen fortalt mig, for 10 år siden, at en dag vil dit humør og din følelsesmæssige tilstand blive påvirket, ja nærmest styret af, blødningerne i en kvindes underliv. Havde jeg nok tænkt at de ikke skulle ha’ spist de lyserøde piller”
Blødningen kom og så var det tilbage til klinikken, fredag den 7. august. Det fede ved selv at betale for behandlingen er at der ikke arbejdes med ventetid. Mulla blev scannet og hendes æggestokke så fuldstændig ud som de skulle. Jeg skulle levere mit livs første sædprøve, for min kvalitet skulle bedømmes. Jeg fik udleveret en lille (meget lille) kop og blev vist ind til gokke-rummet. Jeg lukkede den tunge, lydtætte dør bag mig og står så i et lille rum med en stol og et fjernsyn. Frækt! Fjernsynet virkede ikke, men så er det jo godt at jeg har telefon med. Jeg var godt nok spændt på om jeg så’n kunne levere under pres. Det viste sig heldigvis at det kan jeg godt. Det sværeste ved det var at ramme den meget lille kop. Låget på og så ud og aflevere koppen igen. Jeg følte mig sgu lidt beskidt så det var en anelse underligt at tage derfra og direkte ud på arbejde. De ringede senere samme dag og fortalte at prøven var normal, dog var der en for høj koncentration af hvide blodlegemer i. Det kunne skyldes en infektion i kroppen, det kunne også skyldes at det var for lang tid siden jeg sidst havde haft udløsning. Så jeg skulle lige ind til en kontrolTest. Det passede så med at både Mulla og jeg skulle ind den efterfølgende fredag. Mulla skulle scannes for at se om hormonbehandlingen gjorde hvad den skulle. For ja der var hun startet på at stikke sig selv i maven. Hvilket hun simpelthen bare lige klarede uden problemer og det er eddermame grænseoverskridende at skulle stikke nåle i maven på sig selv. Ja jeg prøvede det selvfølgelig og det var ikke nemt.
Efter en uge med en slags behandling og Mulla havde vænnet sig til den slags sprøjte, så blev den lige taget et step op med et nyt produkt og en ny sprøjte som rent faktisk ligner en ægte sprøjte. Den første lignede mere en sprittusch, dog med en nål i enden. Men det klarede hun fandeme også bare uden pis. Ja jeg syntes hun er fårking sej!
Fredag den 14. vender vi tilbage til Aagaard og scanning og onani. Mulla ser perfekt ud. Der er total gang i ægproduktionen. I forhold til mig så viser den nye prøve at det nok bare var for længe siden jeg sidst havde haft udløsning. Så ingen infektion bare et sløvt sexliv.
Tirsdag den 18. er Mulla inde til endnu en scanning og hun er nu klar til næste skridt og det er udtagning af æg. Så hun får en tid torsdag kl. 0845. Der skal så lige kickstartes en ægløsning. Derfor får Mulla en ny sprøjte (som forhåbentlig er den sidste sprøjte), som skal tages 36 timer inden æggene skal ud. Derfor skal sprøjten i maveskindet tirsdag aften kl. 21, med en margen på 5 min.
Torsdag den 20. vender vi tilbage. Jeg får udleveret koppen og nu gælder det sgu. Nu skal der leveres den endelige klat. Kan jeg levere under sådan et pres! Ja, det kunne jeg godt.
Ægudtagning forgår med den længste kanyle jeg i mit liv har set. Nok 25 cm. Den skal så om og prikke hul på hver ægblære for så at suge den væske ud der er i hver. Den væske har samme farve som æblejuice og man kan overhovedet ikke se noget som helst æg deri. Hver sprøjte med ægVæske kom direkte ind på laboratoriet ud via en skærm kunne vi følge med i arbejdet derinde. Plus at hende der sad med det, sad lige på den anden side af væggen så vi kunne høre hvad hun sagde. “Her er æg nummer 1. Her har vi så æg nr. 2.” Det blev så til 9 stk. der blev suget ud.
Æg og sæd blev så blandet i samme skål og fredag vil de ringe og fortælle om der var sket nogen befrugtning.
Fredag den 21. ringer de og fortæller at 3 af æggene var beskadiget. Men ud af de 6 tilbageværende æg var der 5 befrugtede æg. Så det er da et fremragende udgangspunkt.
Så det var så vores første omgang laboratorieSex. Drøn romantisk.
I skrivende stund, lørdag kl. 0830, har de lige ringet igen fra Aagaard og fortalt at alle 5 befrugtede æg har delt sig (noget med celledeling, som jeg ikke lige forstå, men som er pisse godt!). Hvilket jo bare giver et endnu bedre udgangspunkt. Man kan sige at ind til nu går det så’n set som det skal.
På tirsdag har Mulla så en tid hos Aagaard. Her skal der så sættes et æg op i Mullas livmoder. Derefter skal der gå 10 dage før at der forhåbentlig kan måles en graviditet.
Obs. til jer der møder os: Liv ved ikke noget om det her endnu. Så snart vi ved at der er en graviditet igang, så bliver hun en del af det.
Min datter på 4 og jeg har nu været på 21 naturTure, i 2020. Derfor har jeg valgt at samle vores bedste ture og tips i denne lille “TurGuide”.
Vores første tur gik ud i skoven for at finde spor efter dyr. Der er nærmest garanti for at finde hjorteLorte. Tager man ud i en skov med nåletræer er der også mulighed for at finde grankogler der er blevet spist af egern.
Ellers er alle små huller i jorden, potentielle musehuller og alle større huller kunne jo være rævegrave. Det handler om at se muligheder og ikke begrænsninger. Bare man ikke lyver 😉
Når nu man er på sporJagt er det jo oplagt at kigge efter fodspor. Da der er garanti for hjorteLorte er det nok ikke så underligt at fodspor fra hjorte også er rimelig nemme at finde. Det kræver selvfølgelig at man ved hvordan de ser ud. Der findes bøger med dyrespor (god til turTasken).
For at gøre sporJagten mere visuel og for at kunne tage noget med hjem fra jagten, har jeg købt noget modelGips. Det er en pulver, som skal blandes op med vand, og et nip salt (så størkner det hurtigere). Blandingen kan så hældes ned i en fodaftryk, eller lign. Og bum så har man et bevis man kan tage med hjem.
Efter et par ture i skoven. Tog vi en tur på stranden. Fandt muslinger, kastede sten i vandet og undersøgte hvad stranden ellers kunne byde på.
En kæmpe anbefaling skal lyde til at tage på regnvejrsTur. Ude i skoven er der mange vandpytter. Ta’ ud og hop i dem. De voksne skal også gøre det!
Her kommer jeg så lige med et par anbefalinger til mulige destinationer:
Sletterhage Fyr: området byder på et græsareal, hvor vi fandt et kranie fra et rådyr og mange harelorte. Og så er der selfølgelig stranden. Den er fyldt med sten (sjovt nok, men her er der kun sten), som er rigtig gode at tage med hjem og male på. Derudover er der, et lille stykke fra fyret, et kæmpe betonRør, helt nede ved vandet, som man kan gå igennem og man kan kravle op på. Det er også muligt af sove i dette rør, hvis man ikke vil hjem igen.
TingHulen, Mols Bjerge: et fedt område med et varieret terræn. Der er flere muligheder i forhold til at parkere mere eller mindre tæt på. Første gang vi var der var jeg nød til at bruges Google Maps for at finde det, men gåturen der hen var så flot. Vi så skovfirben og det skulle være et godt sted at spotte en hugorm, det er dog ikke lykkedes for os. Vi havde en naturBankoPlade med. Det er en rigtig god motivation for at gå og for at undersøge, for at finde de rigtige ting.
Bonusinfo: Tinghulen blev i gamle dage brugt som samlingspunkt for 3 sogne. Hvor taleren stod i bunden og snakkede og hulens udformning gjorde det muligt for alle tilskuere at høre hvad vedkommende sagde.
Den Italienske Sti, Mols Bjerge: en afmærket rute på 3,4 km i skiftende natur. Det er en gåtur i blandt vilde heste og køer, samt en masse enebærbuske. Ruten er afmærket med røde prikker som kan være en god motivationsfaktor, hvis man overlader opgaven med at finde dem til ungerne. Vi sluttede vores tur af med at rode i ko- og hestelort (med pinde) for at undersøge hvad der gemmer sig af insekter i sådan noget lort. Der var rigtig mange fluer, men og en del røde møgbiller, de er flotte!
Jernhatten: Er et område der byder på en sti igennem en skov fyldt med helt specielle træer. Jeg ved ikke hvad der er for nogle, men stammerne snor sig på mystisk vis ud over det hele. Udover det gemmer skoven på en del huler. Et perfekt sted af søge læ til madPakkeSpisningen. Stien fører op på toppen af Jernhatten, som er en meget høj bakke. På toppen kan man se ud over havet, for lige ved foden af “bjerget” ligger stranden. Via en trappe, på 225 trin, kan man gå fra toppen og ned på stranden. Det er ikke en lang gåtur, men en tur der rummer flere forskellige ting.
Afslutningsvis kommer der et tip. I vores turTaske ligger der altid, udover snacks, plaster, vådservietter og en kniv, altid 3 bøger. To gange Lademanns Naturfører (købt på den blå avis). Den ene er et fugleatlas og den anden hedder dyr og vækster. Den sidste bog hedder SANK og er om spiselige planter. På den måde kan vi altid finde viden om og navne på det vi ser. Jeg er nemlig slet ingen haj til det med natur, men jeg vil rigtig gerne lære en masse om den.
Det vigtigste, overhovedet, hvis du gerne vil ud i naturen med dine unger er at du selv har lysten til være ude og være undersøgende sammen med dem. Så ta’ noget tøj på som må blive beskidt, så du kan komme helt ned i børnehøjde!
Jeg håber, hvis du har læst så langt, at det kunne give lidt inspitation til at komme ud på tur med ungerne. For det er vanvittig hyggeligt!
Hvis der er nogen af jer der er i tvivl om hvor Randers sygehus er. Så spør’ i bare. Vi har været her 5 gange i februar måned.
For lige at spole tiden lidt tilbage så startede det hele, i denne omgang, med et halvhjertet forsøg på at lave et barn. Så vi havde absolut ikke regnet med at der ville komme en graviditet ud af det. Men der kom sgu ingen menstruation. De første tests var dog lidt utydelige, så hvad betyder det nu?
Den 10. februar prøvede Camilla en test af et andet mærke, for det kunne jo være….. Sørme så om det ikke gav et helt tydligt resultat. Det var meget overraskende, meget angstprovokerende og meget dejligt. Angsten lå i hvad der skete sidst der var en positiv test, men første skridt mod endnu et barn vil jo altid være en positiv test, så det er det bedste udgangspunkt ka’ man sige.
Sammen aften begyndte Camilla så at bløde lidt og der var en del muren i maven. Med hendes historik omkring graviditet, tændte det ca. alle alarmklokker. Så dagen efter var hun ved lægen for lige at få kigget på det. Det kom der ikke rigtig noget ud af, andet end at hun blev sendt til scanning.
Den 13. februar kørte vi til Randers. I forhold til graviditeten var det en meget tidlig scanning, så der var en meget lille chance for at der var noget at se. Alligevel går vi ind med et håb om at få et positivt svar med hjem. Ikke en skid kunne man se. Det er dog muligt at måle noget ud fra Camillas blod. Et graviditetsTal. Det ved jeg faktisk ikke om det hedder ægte, men det har vi kaldt det. Det skal skal være stigende. Så ned til afdelingen for blodprøver. Der skulle jo så selvfølgelig være en anden blodprøve at sammenligne med, så to dage senere, en lørdag, er vi tilbage i Randers.
Mandag den 17. februar ringer de til Camilla og fortæller at tallet er flot stigende. Så nu er der da lige skruet op for håbet om at der, trods et fesent forsøg, er en graviditet i gang. Det indebære så også en konstant frygt for at der skal udspille sig et scenarie som sidste gang. Så det er en rimelig led cocktail af følelser. På den ene side er det virkelig dejligt og på den anden side har jeg ikke lyst til at være væk fra Camilla og går nærmest med min telefon i hånden konstant, hvis nu hun skulle ringe mig op, som sidst.
Den 21. februar er vi tilbage i Randers, for Camilla skal scannes igen. Denne gang skulle det være muligt at se noget og med de stigende tal i baghovedet er mavefornemmelsen god. Vi tør ikke håbe på noget, siger vi, men jeg håber da pisse meget på at alt bare er lige som det skal være. Vi har snakket om muligheden for at se hjerteblink. Det er godt nok meget tidligt, men hvor kunne det være dejligt.
Alt er så overhovedet ikke som der skal være. Der er ingen graviditet i livmoderen.
Ikke nok med det, så snakker lægen også om at pga. en mulig infektion i underlivet, tidligere i livet er Camilla måske mere udsat for graviditeter uden for livmoderen. BUM! Sidst hun blev opereret fik vi at vide at man sagtens kunne blive gravid, kun med en æggeleder. Så den nye melding var sgu noget af en bombe. Det vil jo så sige at Camilla, hver gang vi vil forsøge at lave et barn er i stor risiko for at havne i samme situation og livsfare, som sidste gang. Så lortet en besked havde vi da slet ikke lige regnet med. For at se om der stadig er en graviditet der vokser, bliver der taget en ny blodprøve. Nu håber vi så på at graviditetsTallet er faldende, så det der før gerne skulle vokse, nu meget gerne IKKE skal vokse og faktisk helst forsvinde.
Så Camilla bliver sendt hjem med håbet om at der i løbet weekenden sker en naturlig udskillelse. Altså i den tilstand hvor det gik helt galt sidst og Camilla var ved at ryge i svinget, skal vi nu bare ta’ hjem og holde weekend. Jamen det gør vi da bare.
Lørdag den. 22. februar skulle jeg så lige på arbejde. Ikke skide fedt at skulle være væk fra Camilla, når jeg nu ved hvad der sker i hendes krop. Så jeg følte, sådan ca. konstant, at min telefon ringede i lommen. Det gjorde den heldigvis ikke og jeg kom hjem og kunne igen holde om hende.
Mandag den. 24. februar vender vi så tilbage til Randers. Sidste gang blev vi fortalt om de mulige scenarier der ville være, hvis ikke der var sket en naturlig udskillelse. Der var noget med medicin eller en kikkertoperation. Camilla bliver nu scannet igen. Stadig ingen ting i livmoderen, men heller ikke muligt at se noget andre steder. Heller ingen tegn på blødningen eller andet farligt. Så egentlig er lægen ved at sende os hjem med samme besked som sidst, men vi vil gerne ha’ at der sker noget. Så vi sætter os og får en snak med den læge der scannede hende. Den tilbageværende æggeleder er højst sandsynligt beskadiget på en eller anden måde. Så risikoen for at et fremtidigt forsøg på graviditet vil ende uden for livmoderen igen, er stor. Hvilket vil betyde at hvert forsøg vil være forbundet med frygten for at der skal ske noget med Camilla. Børn er dejlige, men ikke den risiko og den frygt værd.
I løbet af weekenden havde vi snakket tingene og mulighederne igennem. Så en fremtid med ét barn var lige pludselig en reel fremtidsplan. Vi har selvfølgelig også snakket om at få hjælp til at blive gravid. Det kunne også være en mulighed. Men vil vi det? Det skal vi ha’ snakket igennem. Grundigt. Når der er kommet styr på det her og der er kommet ro på.
Det blev derfor besluttet at Camilla skulle kikkertopereres, for at få et ordentlig kig på den æggeleder og få bedømt om den var værd at bevare. Hvis graviditeten sad der på eller der på anden måde var tegn på skade, så skulle den ud.
“Mød op i morgen kl. 0730, så ser vi hvornår der bliver tid til dig”. Det er så tirsdag den 25. februar. 5 gang på hospital på 14 dage.
Tasken var pakket til en hel dag i et venteværelse. Camilla er fastende og klar. Vi havde en klar forventning om at vi skulle vente læææænge på at der vil blive tid.
Men, nogle gange har man lov at være heldig. En time gik der, så blev hun hentet og kørt til operation.
I skrivende stund sidder jeg alene på stue 14 på afdelingen for kvindesygdomme og barsel sengeafsnit og der har lige været en sygeplejerske og fortælle at jeg, om en halv time, må gå ned på opvågningen. Mine hænder bliver helt kolde. Jeg ved ikke om der er blevet fjernet noget eller ej. Det er egentlig heller ikke så vigtigt. Bare at Camilla har det godt.
Sidst hun blev kørt væk til operation gik alt virkelig hurtigt og alt var meget hektisk. Alt var usikkert og ventetiden var frygtelig. Det er ikke rart at vide at Camilla har været i narkose og blevet opereret, men denne gang er det vores egen beslutning og alt er foregået stille og roligt.
Det er total nervepirrende at træde ind på opvågningen. Sidste gang var Camilla helt bleg og meget afkræftet/træt og stemningen var helt i bund, fordi der var blevet fjernet en æggeleder. Denne gang kom jeg ind til en smilende Camilla med farve i kinderne (altså Camila havde farve i kinderne). Hun var igang med af spise og drikke og var helt vågen. Hun ved ikke hvad der er sket, men det havde været en rigtig god oplevelse. Det havde faktisk nærmest været hyggeligt inden hun forsvandt til narkoseLand. Efter en time på opvågningen blev hun flyttet tilbage på stue 14. Kort tid efter kom lægen. Da de kom ind kunne de tydligt se af der sad en graviditet på æggelederen og det var helt i rette tid at de kom ind, for den var fandeme ved at briste igen. Lige som sidst!! Så det bekræftede da lige, at det var den rette beslutning at få den operation trumfet igennem. Så nu er det lort væk! Sammen med risikoen for at der sker noget lignende igen med Camilla.
Det er fantastisk at operationen er gået så godt. Det er en helt anderledes oplevelse end sidst. Allerede nu, en time efter operationen er hun oppe og gå og lægen siger at hun må ta’ hjem når Camilla føler for det.
Det er fantastisk at der nu er ro på.
Og
Det er fuldstændig fantastisk at vi har Liv. Alt det her ville ha’ været helt igennem forfærdeligt hvis hun ikke var her!
Så skal vi bare lige ha’ besluttet om vi skal lave et barn på et laboratorie eller om vi skal forblive som et trekløver. Men det er pisse ligemeget lige nu….
PS. Min kone er sejere end din kone og så’n er det!
Havde du snakket med mig for 5 år siden syntes jeg at natur og udeliv var en anelse opreklameret. Jeg anede ikke en skid om den natur vi har lige uden for vinduerne. Jeg grinede nok faktisk af dem der gik i fjällräv og vidste noget om fugle og planter. For hvad skulle jeg dog bruge det til? Jeg vidste jo godt hvor kød og grøntsager kom fra og det var da fint nok at gå en tur i skoven i ny og næ.
Men så skete der det at jeg fik et job på Mosegården. Hvilket gjorde at jeg mærkede, på egen krop, hvor godt det er med frisk luft. Altså ungerne vinder vanvittig meget ved at være ude hele tiden. De bliver så rå, men de får også et kendskab til naturen og med dette kendskab får de også lysten til at passe på vores natur. Det gælder også mig. Min blomstrende (sjovt ik’) interesse for udelivet er udgangspunktet for min mission i 2020. Jeg skal have Liv med ud på tur, så meget som muligt.
Minimum 1 gang om ugen skal vi ud på tur. Det eneste krav er at vi kommer ud i naturen.
Jeg har pakket en turTaske med Lademanns Fugle atlas, Lademanns Dyr og vækster, gips til afstøbning, plastisposer til skrald og sidst, men absolut ikke mindst er der pakket snacks. Tasken er altid pakket og klar til at rykke ud.
Vi har, indtil nu, været på 6 naturTurer, og det bedste er at Liv gerne vil med. En dag hvor jeg hentede hende, en dag med heldagsRegn, var hun alligevel total klar på at komme afsted.
Ikke nok med at hun gerne vil med på tur, så er hun begyndt at syntes det er spændende at kigge på fuglene i vores have, så for at gribe den interesse har jeg, idag, bygget et fodrebræt som kan stå ude på terrassen så det kan ses fra vores spisebord.
Mit fugleKendskab rækker ikke meget længere end til og med solsort, så her starter vi begge fra bunden og kan, sammen, opbygge et kendskab til fuglene. Eller det gælder så’n set det meste af det der er ude i naturen. Jeg har ikke meget viden omkring naturen, jeg har bare en kæmpe lyst til at være ude og til at lære mere om det. Så det er fantastisk at Liv og jeg kan lære sammen!
For jo mere vi kender vores natur desto mere har vi lyst til at passe på den!
Og jeg elsker! når Liv fortæller om noget vi har set, snakket om eller lært på én af vores turer. Eller når hun sidder og kigger ud af vinduet og pludselig “se far, der er en fugl” og rent faktisk også kan benævne hvilken fugl det er.
Sjovt ik’. At jeg kan gå fra ikke at gi’ en fjer for den natur vi har. Til at komme til at elske den og nu gøre alt for at jeg kan få videreført den begejstring over til Liv. Det er vist noget med at finde sin rette hylde. Min hylde var bare blevet gemt uden for.
