Allerede fra den første gang vi så vores hus, syntes jeg at det, på flere måder, mindede om det hus min farmor og farfar boede i. Allerede her må jeg komme med en rettelse for det var farmor og bedstefar Niels. Jeg ved ikke hvorfor, men farfar har altid hedder bedstefar Niels, og ja det blev altid sagt med Niels. De var, for de er døde, nogle skønne mennesker. Jeg har en ok dårlig hukommelse, så det er ikke meget jeg kan huske, men lige med de to står minderne rimelig klare. Stemningen i deres hus, duften i deres hus, ting man spiste og drak i deres hus. Bedstefar Niels røg pibe, så duften af pibetobak og røg er virkelig nostalgisk for mig (og derfor har jeg en pibe, med røg, printet i armen). Når vi var hjemme hos farmor og bedstefar Niels fik vi tyggegummi, fra den lille træ-æske med låg. Fryseren var altid fyldt med is fra hjem-is, husker specielt isbåden. Farmor lavede millionbøf og hun lavede de bedste syltede rødbeder, jeg hidtil har smagt! Engang spiste jeg så mange at jeg tissede rødt….

De havde en, så vidt jeg husker, en stor samling af de små smølfefigurer. De ægte fra Schleich, ikke så’n noget billig kopi (derfor har jeg en gammelSmølf printet i armen). 

Bedstefar Niels, manglede det halve af sin fod, så han havde avis i træskoen. Foden havde han mistet i en arbejdsulykke, på sit job, på Ceres bryggeriet (nærmest det sted hvor jeg læste til pædagog). Han havde tatoveringer. På hånden havde han i stjerne (den har jeg printet i armen).

Nåh det jeg egentlig ville sige var, at vi jo så nu bor i et hus, som minder om deres hus og det er ikke bare mig der syntes det, det er blevet bekræftet af andre i familien. At vi bor i det hus er i sig selv fuldstændig fantastisk! 

Lige siden vi flyttede ind hat jeg ønsket af vores hus skulle have et navn. I går blev det så døbt, ikke at der var en større begivenhed forbundet med det, desværre. Det skulle der da ha’ været….. men nu hedder det HYTTEN. Det gør det pga. #LiviHytten, som jo på en eller anden måde er blevet vores online identitet og der hvor Liv spreder smil og god stemning (det har jeg fået tilbagemeldinger på, også fra folk der ikke er i familien og som derfor ikke skal sige det!)

Da jeg var ved at sætte skiltet fast på huset, igår, kom min far forbi og syntes jo det var fint at det skulle hedde det samme som farmor og bedstefars Niels’ hus og han gik ud fra at jeg vidste at deres hus havde heddet det. Situationen er den at det anede jeg ikke. Deres HYTTEN, brændte nemlig ned en nytårsaften inden jeg kom til verden. Så det er helt tilfældigt og af helt andre og mere socialMedieAgtige årsager at vores hus hedder HYTTEN. Men det er jo fuldstændig magisk, på grænsen til rørende og absolut ment-to-be!

Jeg mangler lige piben…

Jeg bliver i hvertfald helt glad og varm inden i.