– for jeg var i den heldige situation at jeg havde sommerferie de første halvanden måned af Livs liv.

Jeg er så utrolig glad for at jeg kunne være med, helt tæt på, hele tiden, i så lang tid af Livs første levetid.
Det var absolut det vildeste der skete i mit liv da vi blev forældre, så jeg ville bare gerne være der hele tiden og aldrig forlade vores lille babyBoble. For ja vi levede i vores egen lille boble og det var fantastisk. Jeg var den der skiftede ble og Mulla var den der gav mad. Sådan var det alle døgnets timer. Hvis jeg kunne så havde jeg også giver hende mad, men selvom der er lidt manBoob at spore, så giver de ikke meget næring.

Mulla kæmpede med at få amningen til at køre og det var ikke nemt, faktisk decideret træls. Så alt hvad jeg kunne aflaste, det gjorde jeg.

Som skrevet, så havde kom Liv til verden i min første og eneste lange sommerferie på pædagogstudiet. Ja det havde vi jo planlagt, så ingen overraskelse der (eller var der noget med at det tog os næsten et år, før Mulla blev gravid? Det husker jeg ikke).
Men jeg havde ferie halvanden måned efter fødslen og det var absolut det bedste. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle ha’ kunne nøjes med 2 uger (2 UGER!!!) som mange fædre har. Der havde vi jo dårligt fundet ud af hvordan det var at være hjemme i lejligheden som familie. De første to uger handler kun om at have besøg. Der var ingen tid til at være alene i vores lille, nye, helt egen familie.

En anden ting omkring besøg, som jeg da ikke syntes er særlig fed. Er at jeg, som troede at jeg var sej, åben og ja-kom-endelig-på-besøg-og-se-vores-skønne-unge-overskuds-agtig, mere var så’n, skrid-og-lad-os-være-alene-beskytter-agtig. Der havde jeg det virkelig svært med. Men det er en anden historie.

Det var skønt at have god tid. Jeg havde mulighed for at være der for Mulla og være der for Liv. Så vi sammen kunne finde ud af, hvad i alverden det vil sige at få et barn. For selvom at jeg syntes jeg havde godt styr på børn, efter flere år som pædagogmedhjælper, så kunne det stikkes skrådt op, for det kan ikke sammenlignes. Jeg var mega hård til at skifte ble, for det havde jeg gjort masser af gange….. på 9 måneder gamle børn (som det yngste). Et nyfødt barn er jo lige så skrøbelig som glas. Det var der ingen der havde sagt. De tynde ben, som er lige ved at blive trukket fra hinanden (sådan føltes det i hvert fald, Liv gik ikke i stykker). Det var godt nok en vildt oplevelse.

Vi havde god tid. Nogle dage havde vi slet ikke besøg.
God tid til at sidde/ligge og kigge på Liv. Det var uden tvivl det vi brugte mest tid på i de første par måneder. Kigge på det barn som Mulla havde lavet inde i maven. Det barn som er en blanding af Mulla og jeg. Det barn som vi, resten af vores liv, skal passe på og lære alt.
Igen en skræmmende tanke, som der nok kunne skrives et helt andet indlæg omkring. Alle de ting som Liv skal lære. Alle de ting som vi, som mor og far, skal lære hende for at hun kan begå sig som menneske. Det er jo vanvittigt. Men det er en anden historie.

Halvanden måned havde vi i vore boble, inden jeg startede i skole. Jeg siger ikke at halvanden måned var nok, slet ikke. Jeg havde på ingen tænkelig måde lyst til at tage i skole og vide at mine to tøser var derhjemme, uden mig. For det var det eneste sted jeg ville være. Tilbage i babyboblen. Hvor alt handlede om at lære at være familie, overøse Liv med kærlighed og ikke mindst hjælpe/aflaste Mulla. Ja det manglede da bare. Mulla skabte et barn i kroppen. Skabte samtidig et vanddepot på godt 15 kg. Slæbte rundt på det. Fik flået maven op. Kæmpede med amningen for at gøre det bedste for Liv. Alt dette i mens jeg stod på sidelinjen og klappede. Så halvanden måneds far-støtte på fuld tid, var kun på sin plads.

Anbefaling herfra til kommende fædre. Hold fri/barsel så længe som du overhovedet kan!

En god tid gået kommer aldrig skidt tilbage. (Har nogen vist sagt engang, men det er passer.)

Fra Thailand til Trøjborg!

Jeg prøver at komme i tanke om ting, hvor vi som familie skiller os bare lidt ud fra andre og som kunne gøre min blog værd at læse. Det er så’n set lidt svært, for vi er nok rimelig meget som alle andre…

Men i søndags snakkede jeg med en alkoholiker, som sluttede samtalen af med at sige “husk kærligheden!” (Jeg svarede “ja det skal jeg nok” og han var færdig af grin, ja der fangede jeg ikke lige joken, men det gjorde han)

Men kærligheden.

Det fik mig til at tænke på MullaMor. Som jeg er så ualmindelig heldig, at være gift med. “Hvordan blev I egentlig gift” spørger alle (læs; ingen)
“Jow, nu skal du høre.”
Først skulle jeg jo fri til hende. Det var der ingen tvivl om. Det havde vi snakket om. Men hvordan hulan gør man lige det. Det skal være romantisk, det skal være noget særligt, det skal være et smukt sted, det skal involvere blomster, der skal være en lille æske med en ring og der skal være tænkt over det.
Der fejlede jeg på alle punkter på nær at der var en lille æske med en ring, men der fejlede jeg så egentlig også. Fejlede er måske lidt voldsomt at sige, men den sad sgu ikke lige i skabet.

Jeg ville så gerne fri til Mulla og jeg havde ikke råd til at købe en ring. Hvad gør jeg så? Jeg låner da bare en af min mor. Det gjorde jeg så i påsken 2015.
Så nu var der en ring, til låns. Nu skulle jeg bare finde den rette anledning.

Sammen aften jeg er kommet hjem fra min mor, skal vi til at spise. Mulla sidder ved spisebordet, fjernsynet kører (ja vi så fjerner mens vi spiste, #DetVildeLivFørLiv). Jeg står i køkkenet og kan ikke tænke på andet end den åndsvage ring. Den brænder simpelthen i lommen på mig.
Til sidst beslutter jeg mig for, det handler ikke om tid og sted, det handler om kærligheden og så skal det bare gøres. Jeg råber til Mulla om hun ikke vil slukke fjernsynet, jeg går ind til hende og hopper på knæ. Hun siger ja og så ser vi resten af Den Store Bagedyst.

Det store bryllup skal så stå. Engang. Når der er penge til det.
Vi var enige om at vi ikke ville være forlovede længe og vi var også enige om at vi gerne ville holde en kæmpe fest med alt hvad det indebære. Det hang bare overhovedet ikke sammen med de penge vi havde.
Hvad gør man så, hvis man ikke vil på rådhuset. Det var der meget snak om og vi endte med at tage til Thailand i marts 2016 og blive gift på stranden.
Mulla arrangerede turen, Liv og jeg fulgte med. Liv var 9 måneder gammel så det værste ved at tage en ugen til Thailand var flyvningen. Det var langt og tænkt nu hvis Liv skreg hele vejen. Hvad ville de andre passagerer så ikke tænke.
Men det gik super fint. Mulla og jeg sov ikke i de døgn vi rejste, så vi var lidt pressede, men Liv klarede det godt! Det fede ved at rejse med en baby i Thailand er bla. at vi blev guidet, ja faktisk eskorteret uden om alt kø i lufthavnene af super skønt personale.

Det skal lige siges at der var ingen i Danmark der vidste at vi skulle giftes i Thailand.

Vi var afsted i en uge og gik All in, for alle de penge vi havde sparet om til bryllup. Så vi boede fantastisk, men egen adgang til pool på et vanvittig dejligt hotel.

Dagen kom hvor vi skulle giftes. Vi blev hentet på hotellet og kørt ud til et hus ved stranden, White Sand Beach. Her skulle Mulla have lagt make up, inden ceremonien.
Ind kommer en ladyBoy, med sådan en jeg-vil-ikke-ha-smog-i-lungerne-maske på og som ikke kunne tale engelsk. Der var straks en der blev lidt nervøs. Nervøs for at vedkommende vil ende med at ligne noget der var løgn.
Men Mulla blev virkelig smuk!
Med i bryllupspakken var der også en fotograf, så alt blev dokumenteret.

Vi gik ned på stranden, hvor der var sat en lille pavillon op, hvor præsten stod klar. Vejen hen til præsten blev banet af blomster, blomster og atter blomster. Det var så corny og så for meget, men det var fantastisk og det var den helt rigtige måde at blive gift på! Jeg havde Liv på armen under hele showet, præsten var nogenlunde til engelsk og der var champagne efterfølgende, så alt var perfekt.

Vores bryllupsmiddagen blev indtaget i sofaen på hotelværelset, i form af roomservice, da vi jo havde en lille dame med, som skulle sove.

En lille krølle på denne smukke historie er så lige at brylluppet på stranden ikke officielt gælder for noget som helst. Så vi var nød til lige at tage en tur på rådhus og ordne papirerne, men så kunne dem der ikke var super henrykte over at være gået glip af vores bryllup også få lidt med.

Rådhuset blev Ebeltoft Rådhus, fordi det bare er vildt hyggeligt og så spiste vi frokost på Mellem Jyder bagefter.

Men for os er det brylluppet på stranden der tæller❤️

Hvad gør alle jer med børn når man har brugt den første sygedag???

Liv (og os🙏🏼) er så heldig at have sin Moster som vi kan vække kl. 0630 om morgenen og så springer hun, nærmest, direkte på cyklen og drøner til Trøjborg.

For vi var sgu på den.

Heldigvis er det sjældent at Liv er syg. De gange hun før har været det har det ikke været over flere dage.

Hvad gør man??

Men jeg havde tidligt fri idag, kl. 12. Da jeg kommer hjem kan jeg høre at Liv og Moster er ved at putte i soveværelset. Det lyder enormt hyggeligt. Der bliver sunget og grinet inden der bliver stille. Moster kommer ud, moster tager hjem. Liv har sovet ca. 30 min, Liv vågner og jeg ligger mig ind til hende.

Med Liv på armen (Liv som miniSke) og med min hånd på hendes bryst falder vi begge i søvn og sover en time på den måde.

det var fantastisk at ligge der er putte. Det var fantastisk at vågne i Den Skønne Ske. Liv er virkelig varm, men hun er også meget putteAgtig, hvilket hun ellers ikke er så meget for tiden. Så det er selvfølgelig virkelig synd for hende at hun er syg, men det er også vanvittig hyggeligt at putte. Det er faktisk det bedst jeg ved. Når hun ligger på min mave og bare ligger og holder om mig. Så føler jeg mig rigtig beskytter/farAgtig😍

Så jeg stiler nu efter, at når jeg er færdiguddannet, finder jeg et job hvor jeg har fri senest kl 12 hver dag så jeg kan komme hjem og sove til middag med vores barn/børn!

PS. Hvis I vil se mange flere billeder af vores Liv så kan I finde os på Instagram på @livihytten

Der er så mange gode ordspil når man har er barn der hedder Liv. Det værste ved det er at det ligger et voldsomt pres på vores næste barn. Hvilket navn rummer lige så mange ordspil😱?

Barnets første sygedag (det er godt det ikke bliver tager bogstaveligt! Hvad skulle man så gøre når den er brugt?)

Liv har i løbet af weekenden, fået sig en noget larmende vejrtrækning og en træls hoste (og nogle, mere, trætte forældre).
Så Liv og jeg er blevet hjemme, så hun kunne blive lyttet på af en læge.

Liv har næsten lige skiftet læge, så det er kun anden gang i dette lægehus. Liv skiftede læge pga. at hendes sidste læge fik skræmt hende fra sans og samling, så bare vi nævnede lægen blev hun ked af det. Lægen fik også æren af alle de første vacciner, som Liv har fået igennem de første par år (ikke flere end andre børn, men det er også rigeligt). Med alle de stik i Livs lækre lår, havde lægen også alle odds imod sig, for at opbygge en god relation. Men hun gjorde heller intet for det. Tværtimod. Hun var virkelig dårlig til små børn. Der var ikke meget fis og ballade, det var bare business. Hvilket resulterede i en fuldstændig ulykkelig Liv, bare hun så lægen.
Så det er altid spændende at tage Liv med til læge.

Livs første møde med den nye læge var et hit og hun fik en giraf med hjem, så da jeg fortalte hende, i morges, at hun skulle til lægen i dag, var hun klar. “Læs Barbapapa” sagde hun, det var der i venteværelset. Ja det kunne jeg knap nok huske.
“Måske mig få et dyr”, det kunne jeg så ikke love hende, for vi skulle til åben konsultation. Der var derfor ingen garanti for hvilken læge vi kom ind til.

Liv i venteværelset, resulterede i at bogHylden blev tømt og så kom der en læge ud (ikke hende vi var inde ved sidst), “Grethe!” Ingen reagerede. “Liv Greve!” Nårh ja det er os.
Med den gamle læge i baghovedet, var jeg sgu lidt spændt på hvad der nu skulle ske. Der er det heldigt at at Liv er sejere end mig. For der var bare ingenting. Lægen lyttede på hendes ryg og hendes mave, og roste Livs sommerfugleTatoveringer på mavsen.
Lægen skulle kigge Liv i munden og Liv åbner bare munden. Ikke noget pis. Jeg er imponeret!
Heldigvis fik hun lige en flodhest med på vejen ud af døren!
Turen gik så til apoteket efter astmatisk-bronkitis-spray og tilhørende maske (spacer). “Ja det bliver 20 kroner og 15 øre”. Ja bare på beløbet tak. Jeg tænkte, så må masken bare følge med når man kommer spray. Der skulle min tankestrøm så være stoppet og vi skulle være gået. Så høre jeg mig selv spørge, “følger masken bare med?” Damen bag disken; “Nårh nej. Godt du sagde det. Det bliver 360 kr.”
Følelsen af at være en ærlig mand er da dejlig, men jeg kan da ikke lade være med at tænke “så lær dog at holde din kæft Jonas!” Men selvfølgelig, hvis det virker på Liv er det jo ligemeget.

Så nu har Liv altså fået maske og medicin som hun skal have efter behov. Det skal vi fører skema over og så vende tilbage til lægen for en snak om videre forløb.

Det er ikke muligt at lave astmaTest på en toårig, derfor skal vi teste om medicinen virker.
Så måske har Liv astmatisk bronkitis (astma betyder åndenød, bronkitis betyder en irritationstilstand i luftrørene), måske har hun ikke. Lige nu sover hun middagslur og hoster hvert 10. min. Så der er i hvert fald noget der ikke er som det skal være.

Masken blev først lige testet på Dukke Hanne og efterfølgende kunne Liv sagtens klare den, helt stillesiddende i ti vejtrækniger👏🏼

– når hun har spist makrel. For jeg kan ikke udstå lugten af det. Efter flere år i daginstitution med makrel i madpakker, som fører til makrel på, total ukontrollerbare, fingre, som fører til makrel på deres og mit tøj, som resulterer i dårlig lugt resten af dagen! Er jeg ret presset over at Liv er vild med det.

Men udover det, så kan jeg love jer for at jeg kysser på Liv og jeg kysser hende lige midt på munden. Jeg kysser hende også alle mulige andre steder, over hele hendes lille skønne, bløde krop! Jeg kysser hende fordi det er dejligt! Fordi jeg elsker hende! Fordi det er et tegn på omsorg, kærlighed, hygge, tryghed, nærvær, tosomhed og fordi det bare er dejligt!
Jeg kan faktisk ikke se hvorfor man ikke skulle gøre det.
Jeg er 30 år gammel og jeg kysser stadigvæk min egen mor på munden engang imellem, for sådan har vi altid gjort og det hun er stadigvæk min mor.
Jeg kysser selvfølgelig også på min Mulla. Det er heldigvis de kys jeg får flest af. For det er kærestekys. Det er på en måde stadig et kys, men der ligger meget og noget andet bag de kærestekys.

Jeg er heldigvis i den priviligerede situation at jeg er i stand til at veksle imellem flere forskellige kysseSituationer. Jeg kysser simpelthen også min bedste ven engang imellem, når vi er fulde, bevares. Men det er stadig en kærlighedserklæring, bare på et andet niveau.
Kys er forskellige, men dejlige. Nogle betyder hele verden og andre ikke så meget.
Men jeg har tænkt mig at kysse Liv så længe hun syntes det er hyggeligt.

Men Hey. Det er ikke kun Mulla og jeg der kysser på Liv. Hele familien kysser på Liv og jeg bliver så glad hver gang hun kysser andre, for det er et tegn på tryghed. Det er nemlig ikke fordi at hun kysser på alle. Hun kan godt sige fra. Så hun kysser dem hun gerne vil kysse på og det er familien og det er vennerne oppe i vuggern. Hun skal bare gi’ den gas!

Når nu vi snakker om kys (ja ja, det er mig selv der skriver) så – kys i daginstitutionerne derude – pædagoger og børn imellem.
Kram alt hvad du kan komme til! Kys er ikke som sådan nødvendigt syntes jeg, men det skal da ikke forbydes. Nogle gange kan det være et kys på panden der skal til for at få barnet til at falde til ro. Jeg har ikke selv praktiseret det, men jeg vil absolut syntes det var i orden hvis der var en der kyssede Liv på panden, på kinden, hvis hun var ulykkelig. Men et kys på munden er ikke noget der høre hjemme imellem pædagoger og børn.

Men kys dine børn – smadder dem ind i kærlighed! Kys på børn bliver først forkert, når det bliver fejltolket i et voksenhoved der er skruet forkert sammen.

img_5506