Hvis der er nogen af jer der er i tvivl om hvor Randers sygehus er. Så spør’ i bare. Vi har været her 5 gange i februar måned. 

For lige at spole tiden lidt tilbage så startede det hele, i denne omgang, med et halvhjertet forsøg på at lave et barn. Så vi havde absolut ikke regnet med at der ville komme en graviditet ud af det. Men der kom sgu ingen menstruation. De første tests var dog lidt utydelige, så hvad betyder det nu? 

Den 10. februar prøvede Camilla en test af et andet mærke, for det kunne jo være….. Sørme så om det ikke gav et helt tydligt resultat. Det var meget overraskende, meget angstprovokerende og meget dejligt. Angsten lå i hvad der skete sidst der var en positiv test, men første skridt mod endnu et barn vil jo altid være en positiv test, så det er det bedste udgangspunkt ka’ man sige. 

Sammen aften begyndte Camilla så at bløde lidt og der var en del muren i maven. Med hendes historik omkring graviditet, tændte det ca. alle alarmklokker. Så dagen efter var hun ved lægen for lige at få kigget på det. Det kom der ikke rigtig noget ud af, andet end at hun blev sendt til scanning. 

Den 13. februar kørte vi til Randers. I forhold til graviditeten var det en meget tidlig scanning, så der var en meget lille chance for at der var noget at se. Alligevel går vi ind med et håb om at få et positivt svar med hjem. Ikke en skid kunne man se. Det er dog muligt at måle noget ud fra Camillas blod. Et graviditetsTal. Det ved jeg faktisk ikke om det hedder ægte, men det har vi kaldt det. Det skal skal være stigende. Så ned til afdelingen for blodprøver. Der skulle jo så selvfølgelig være en anden blodprøve at sammenligne med, så to dage senere, en lørdag, er vi tilbage i Randers.

Mandag den 17. februar ringer de til Camilla og fortæller at tallet er flot stigende. Så nu er der da lige skruet op for håbet om at der, trods et fesent forsøg, er en graviditet i gang. Det indebære så også en konstant frygt for at der skal udspille sig et scenarie som sidste gang. Så det er en rimelig led cocktail af følelser. På den ene side er det virkelig dejligt og på den anden side har jeg ikke lyst til at være væk fra Camilla og går nærmest med min telefon i hånden konstant, hvis nu hun skulle ringe mig op, som sidst. 

Den 21. februar er vi tilbage i Randers, for Camilla skal scannes igen. Denne gang skulle det være muligt at se noget og med de stigende tal i baghovedet er mavefornemmelsen god. Vi tør ikke håbe på noget, siger vi, men jeg håber da pisse meget på at alt bare er lige som det skal være. Vi har snakket om muligheden for at se hjerteblink. Det er godt nok meget tidligt, men hvor kunne det være dejligt.

Alt er så overhovedet ikke som der skal være. Der er ingen graviditet i livmoderen. 

Ikke nok med det, så snakker lægen også om at pga. en mulig infektion i underlivet, tidligere i livet er Camilla måske mere udsat for graviditeter uden for livmoderen. BUM! Sidst hun blev opereret fik vi at vide at man sagtens kunne blive gravid, kun med en æggeleder. Så den nye melding var sgu noget af en bombe. Det vil jo så sige at Camilla, hver gang vi vil forsøge at lave et barn er i stor risiko for at havne i samme situation og livsfare, som sidste gang. Så lortet en besked havde vi da slet ikke lige regnet med. For at se om der stadig er en graviditet der vokser, bliver der taget en ny blodprøve. Nu håber vi så på at graviditetsTallet er faldende, så det der før gerne skulle vokse, nu meget gerne IKKE skal vokse og faktisk helst forsvinde. 

Så Camilla bliver sendt hjem med håbet om at der i løbet weekenden sker en naturlig udskillelse. Altså i den tilstand hvor det gik helt galt sidst og Camilla var ved at ryge i svinget, skal vi nu bare ta’ hjem og holde weekend. Jamen det gør vi da bare. 

Lørdag den. 22. februar skulle jeg så lige på arbejde. Ikke skide fedt at skulle være væk fra Camilla, når jeg nu ved hvad der sker i hendes krop. Så jeg følte, sådan ca. konstant, at min telefon ringede i lommen. Det gjorde den heldigvis ikke og jeg kom hjem og kunne igen holde om hende. 

Mandag den. 24. februar vender vi så tilbage til Randers. Sidste gang blev vi fortalt om de mulige scenarier der ville være, hvis ikke der var sket en naturlig udskillelse. Der var noget med medicin eller en kikkertoperation. Camilla bliver nu scannet igen. Stadig ingen ting i livmoderen, men heller ikke muligt at se noget andre steder. Heller ingen tegn på blødningen eller andet farligt. Så egentlig er lægen ved at sende os hjem med samme besked som sidst, men vi vil gerne ha’ at der sker noget. Så vi sætter os og får en snak med den læge der scannede hende. Den tilbageværende æggeleder er højst sandsynligt beskadiget på en eller anden måde. Så risikoen for at et fremtidigt forsøg på graviditet vil ende uden for livmoderen igen, er stor. Hvilket vil betyde at hvert forsøg vil være forbundet med frygten for at der skal ske noget med Camilla. Børn er dejlige, men ikke den risiko og den frygt værd. 

I løbet af weekenden havde vi snakket tingene og mulighederne igennem. Så en fremtid med ét barn var lige pludselig en reel fremtidsplan. Vi har selvfølgelig også snakket om at få hjælp til at blive gravid. Det kunne også være en mulighed. Men vil vi det? Det skal vi ha’ snakket igennem. Grundigt. Når der er kommet styr på det her og der er kommet ro på. 

Det blev derfor besluttet at Camilla skulle kikkertopereres, for at få et ordentlig kig på den æggeleder og få bedømt om den var værd at bevare. Hvis graviditeten sad der på eller der på anden måde var tegn på skade, så skulle den ud. 

“Mød op i morgen kl. 0730, så ser vi hvornår der bliver tid til dig”. Det er så tirsdag den 25. februar. 5 gang på hospital på 14 dage. 

Tasken var pakket til en hel dag i et venteværelse. Camilla er fastende og klar. Vi havde en klar forventning om at vi skulle vente læææænge på at der vil blive tid. 

Men, nogle gange har man lov at være heldig. En time gik der, så blev hun hentet og kørt til operation. 

I skrivende stund sidder jeg alene på stue 14 på afdelingen for kvindesygdomme og barsel sengeafsnit og der har lige været en sygeplejerske og fortælle at jeg, om en halv time, må gå ned på opvågningen. Mine hænder bliver helt kolde. Jeg ved ikke om der er blevet fjernet noget eller ej. Det er egentlig heller ikke så vigtigt. Bare at Camilla har det godt. 

Sidst hun blev kørt væk til operation gik alt virkelig hurtigt og alt var meget hektisk. Alt var usikkert og ventetiden var frygtelig. Det er ikke rart at vide at Camilla har været i narkose og blevet opereret, men denne gang er det vores egen beslutning og alt er foregået stille og roligt. 

Det er total nervepirrende at træde ind på opvågningen. Sidste gang var Camilla helt bleg og meget afkræftet/træt og stemningen var helt i bund, fordi der var blevet fjernet en æggeleder. Denne gang kom jeg ind til en smilende Camilla med farve i kinderne (altså Camila havde farve i kinderne). Hun var igang med af spise og drikke og var helt vågen. Hun ved ikke hvad der er sket, men det havde været en rigtig god oplevelse. Det havde faktisk nærmest været hyggeligt inden hun forsvandt til narkoseLand. Efter en time på opvågningen blev hun flyttet tilbage på stue 14. Kort tid efter kom lægen. Da de kom ind kunne de tydligt se af der sad en graviditet på æggelederen og det var helt i rette tid at de kom ind, for den var fandeme ved at briste igen. Lige som sidst!! Så det bekræftede da lige, at det var den rette beslutning at få den operation trumfet igennem. Så nu er det lort væk! Sammen med risikoen for at der sker noget lignende igen med Camilla. 

Det er fantastisk at operationen er gået så godt. Det er en helt anderledes oplevelse end sidst. Allerede nu, en time efter operationen er hun oppe og gå og lægen siger at hun må ta’ hjem når Camilla føler for det. 

Det er fantastisk at der nu er ro på.

Og

Det er fuldstændig fantastisk at vi har Liv. Alt det her ville ha’ været helt igennem forfærdeligt hvis hun ikke var her!

Så skal vi bare lige ha’ besluttet om vi skal lave et barn på et laboratorie eller om vi skal forblive som et trekløver. Men det er pisse ligemeget lige nu….

PS. Min kone er sejere end din kone og så’n er det!

Min 2020 naturMission

Havde du snakket med mig for 5 år siden syntes jeg at natur og udeliv var en anelse opreklameret. Jeg anede ikke en skid om den natur vi har lige uden for vinduerne. Jeg grinede nok faktisk af dem der gik i fjällräv og vidste noget om fugle og planter. For hvad skulle jeg dog bruge det til? Jeg vidste jo godt hvor kød og grøntsager kom fra og det var da fint nok at gå en tur i skoven i ny og næ. 

Men så skete der det at jeg fik et job på Mosegården. Hvilket gjorde at jeg mærkede, på egen krop, hvor godt det er med frisk luft. Altså ungerne vinder vanvittig meget ved at være ude hele tiden. De bliver så rå, men de får også et kendskab til naturen og med dette kendskab får de også lysten til at passe på vores natur. Det gælder også mig. Min blomstrende (sjovt ik’) interesse for udelivet er udgangspunktet for min mission i 2020. Jeg skal have Liv med ud på tur, så meget som muligt.

Minimum 1 gang om ugen skal vi ud på tur. Det eneste krav er at vi kommer ud i naturen.

Jeg har pakket en turTaske med Lademanns Fugle atlas, Lademanns Dyr og vækster, gips til afstøbning, plastisposer til skrald og sidst, men absolut ikke mindst er der pakket snacks. Tasken er altid pakket og klar til at rykke ud.

Vi har, indtil nu, været på 6 naturTurer, og det bedste er at Liv gerne vil med. En dag hvor jeg hentede hende, en dag med heldagsRegn, var hun alligevel total klar på at komme afsted. 

Ikke nok med at hun gerne vil med på tur, så er hun begyndt at syntes det er spændende at kigge på fuglene i vores have, så for at gribe den interesse har jeg, idag, bygget et fodrebræt som kan stå ude på terrassen så det kan ses fra vores spisebord.

Mit fugleKendskab rækker ikke meget længere end til og med solsort, så her starter vi begge fra bunden og kan, sammen, opbygge et kendskab til fuglene. Eller det gælder så’n set det meste af det der er ude i naturen. Jeg har ikke meget viden omkring naturen, jeg har bare en kæmpe lyst til at være ude og til at lære mere om det. Så det er fantastisk at Liv og jeg kan lære sammen!

For jo mere vi kender vores natur desto mere har vi lyst til at passe på den!

Og jeg elsker! når Liv fortæller om noget vi har set, snakket om eller lært på én af vores turer. Eller når hun sidder og kigger ud af vinduet og pludselig “se far, der er en fugl” og rent faktisk også kan benævne hvilken fugl det er.

Sjovt ik’. At jeg kan gå fra ikke at gi’ en fjer for den natur vi har. Til at komme til at elske den og nu gøre alt for at jeg kan få videreført den begejstring over til Liv. Det er vist noget med at finde sin rette hylde. Min hylde var bare blevet gemt uden for.

#LiviNaturen