Fertilitetsbehandling, det skal vi til at snakke om!

• for vi er åbenbart rigtig mange der har været igennem det. Lige som at ingen fortæller om de graviditeter der går galt, så er der ingen der fortæller om at de har været i fertilitetsbehandling. Så bliver det jo ved med at være tabubelagt og det er da helt skævt når der nu er mange der oplever det. 

Så her kommer vores historie. 

I et par af mine tidligere blogindlæg har jeg skrevet om grunden til at vi nu er igang med fertilitetsbehandling. Men den historie kort er: Mulla blev gravid i slutningen af sidste år. Den sad så fast i æggelederen og den sprang. Det resulterede i at Mulla mistede rigtig meget blod, inde i maven og var tæt på at stille træskoene. En tur med ambulance, en operation og en overnatning på Randers sygehus. Kom hun hjem igen dog uden højre æggeleder. Det sker tit at en graviditet sætter sig det forkerte sted, langt de fleste går bare til af sig selv. 

Heldigvis var der jo en æggeleder tilbage. Og i starten af 2020 blev Mulla gravid igen. Grundet hendes historik blev hun fulgt tættere af hospitalet, hvilket var ret heldigt for det viste sig at den igen sad i æggelederen. Så for at undgå flere ture med ambulance så blev æggeleder nr. 2 også taget ud. Ja så er det slut med at lave børn på naturlig vis. 

Så er det jo heldigt at man kan få hjælp til at lave børn. Spørgsmålet var så, om vi overhovedet ville ha’ hjælp. Det havde egentlig altid været planen (ønsket) at vi gerne ville have 2 børn. Nu skulle den plan lige op til revidering. 

Var Mulla klar på at der skulle rumsteres mere med hendes underliv? 

Vi har det jo sådan set også rigtig godt som et 3-kløver. 

Der er mange fordele ved at have 1 barn. 

Det er sgu også så besværligt at skulle starte forfra med spædbarn og bleer. 

Og ja vi kommer ikke uden om at økonomien spillede en rolle i overvejelserne. For med et barn i forvejen er alt behandling selvbetalt. 

Vi kommer frem til at vi gerne vil prøve. Vi vil virkelig gerne have et barn mere og frygten for at komme til at fortryde det senere hen, hvis ikke vi prøvede, gjorde at vi tog kontakt til en klinik. 

Første “møde” med Aagaard Klinik blev onsdag den 29. juli. Her fik vi en meget fin forklaring af forløbet. Den behandling som passer til os er kunstig befrugtning (IVF). Så Mullas æg og min sæd hældes i samme kop og så håber man på at de finder hinanden, hvor efter der opsættes et befrugtet æg i livmoderen. Vi vælger at købe en pakke med 3 forsøg. For på den måde at have god tid og forhåbentlig mere ro på. Den pakke koster 42.000. Herudover kommer så udgifter til hormonbehandlingen. 

Der er mange trin i sådan en behandling og rigtig mange gange Mulla skal stikke nåle i maven på sig selv. Men først er det hjem og vente på at Mulla får menstruation. 

“Havde nogen fortalt mig, for 10 år siden, at en dag vil dit humør og din følelsesmæssige tilstand blive påvirket, ja nærmest styret af, blødningerne i en kvindes underliv. Havde jeg nok tænkt at de ikke skulle ha’ spist de lyserøde piller”

Blødningen kom og så var det tilbage til klinikken, fredag den 7. august. Det fede ved selv at betale for behandlingen er at der ikke arbejdes med ventetid. Mulla blev scannet og hendes æggestokke så fuldstændig ud som de skulle. Jeg skulle levere mit livs første sædprøve, for min kvalitet skulle bedømmes. Jeg fik udleveret en lille (meget lille) kop og blev vist ind til gokke-rummet. Jeg lukkede den tunge, lydtætte dør bag mig og står så i et lille rum med en stol og et fjernsyn. Frækt! Fjernsynet virkede ikke, men så er det jo godt at jeg har telefon med. Jeg var godt nok spændt på om jeg så’n kunne levere under pres. Det viste sig heldigvis at det kan jeg godt. Det sværeste ved det var at ramme den meget lille kop. Låget på og så ud og aflevere koppen igen. Jeg følte mig sgu lidt beskidt så det var en anelse underligt at tage derfra og direkte ud på arbejde. De ringede senere samme dag og fortalte at prøven var normal, dog var der en for høj koncentration af hvide blodlegemer i. Det kunne skyldes en infektion i kroppen, det kunne også skyldes at det var for lang tid siden jeg sidst havde haft udløsning. Så jeg skulle lige ind til en kontrolTest. Det passede så med at både Mulla og jeg skulle ind den efterfølgende fredag. Mulla skulle scannes for at se om hormonbehandlingen gjorde hvad den skulle. For ja der var hun startet på at stikke sig selv i maven. Hvilket hun simpelthen bare lige klarede uden problemer og det er eddermame grænseoverskridende at skulle stikke nåle i maven på sig selv. Ja jeg prøvede det selvfølgelig og det var ikke nemt. 

Efter en uge med en slags behandling og Mulla havde vænnet sig til den slags sprøjte, så blev den lige taget et step op med et nyt produkt og en ny sprøjte som rent faktisk ligner en ægte sprøjte. Den første lignede mere en sprittusch, dog med en nål i enden. Men det klarede hun fandeme også bare uden pis. Ja jeg syntes hun er fårking sej!

Fredag den 14. vender vi tilbage til Aagaard og scanning og onani. Mulla ser perfekt ud. Der er total gang i ægproduktionen. I forhold til mig så viser den nye prøve at det nok bare var for længe siden jeg sidst havde haft udløsning. Så ingen infektion bare et sløvt sexliv. 

Tirsdag den 18. er Mulla inde til endnu en scanning og hun er nu klar til næste skridt og det er udtagning af æg. Så hun får en tid torsdag kl. 0845. Der skal så lige kickstartes en ægløsning. Derfor får Mulla en ny sprøjte (som forhåbentlig er den sidste sprøjte), som skal tages 36 timer inden æggene skal ud. Derfor skal sprøjten i maveskindet tirsdag aften kl. 21, med en margen på 5 min. 

Torsdag den 20. vender vi tilbage. Jeg får udleveret koppen og nu gælder det sgu. Nu skal der leveres den endelige klat. Kan jeg levere under sådan et pres! Ja, det kunne jeg godt. 

Ægudtagning forgår med den længste kanyle jeg i mit liv har set. Nok 25 cm. Den skal så om og prikke hul på hver ægblære for så at suge den væske ud der er i hver. Den væske har samme farve som æblejuice og man kan overhovedet ikke se noget som helst æg deri. Hver sprøjte med ægVæske kom direkte ind på laboratoriet ud via en skærm kunne vi følge med i arbejdet derinde. Plus at hende der sad med det, sad lige på den anden side af væggen så vi kunne høre hvad hun sagde. “Her er æg nummer 1. Her har vi så æg nr. 2.” Det blev så til 9 stk. der blev suget ud. 

Æg og sæd blev så blandet i samme skål og fredag vil de ringe og fortælle om der var sket nogen befrugtning. 

Fredag den 21. ringer de og fortæller at 3 af æggene var beskadiget. Men ud af de 6 tilbageværende æg var der 5 befrugtede æg. Så det er da et fremragende udgangspunkt. 

Så det var så vores første omgang laboratorieSex. Drøn romantisk.

I skrivende stund, lørdag kl. 0830, har de lige ringet igen fra Aagaard og fortalt at alle 5 befrugtede æg har delt sig (noget med celledeling, som jeg ikke lige forstå, men som er pisse godt!). Hvilket jo bare giver et endnu bedre udgangspunkt. Man kan sige at ind til nu går det så’n set som det skal. 

På tirsdag har Mulla så en tid hos Aagaard. Her skal der så sættes et æg op i Mullas livmoder. Derefter skal der gå 10 dage før at der forhåbentlig kan måles en graviditet. 

Obs. til jer der møder os: Liv ved ikke noget om det her endnu. Så snart vi ved at der er en graviditet igang, så bliver hun en del af det. 

Inden jeg blev far havde jeg et klart billede af hvordan det skulle gå:

Vi havde snakket en masse om fødslen inden, så den havde vi styr på. Mulla er pisse sej, så den fødsel klarer hun bare i stiv arm. Til fødselsforberedelserne sagde de godt nok at ingen fødsler er ens, og det var vi helt indforståede med, men det gælder jo ikke os. Det er de andre.

Så da vi nærmede os terminen og Mulla var til en undersøgelse, igen, pga. for højt blodtryk. Fik hun at vide at hun skulle blive på Skejby og hun skulle have sæt-fødslen-igang-piller. Da hun fik de første piller, tænkte vi “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.”
Det blev vi ikke lige.
Der blev spist flere piller og flere piller og hver gang tænkte vi “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.”

4 dage med piller og ventetid på en lille stue på Skejby skulle der gå, før der skete noget nyt. “YES!!” Der kunne lige præcis prikkes hul, så vandet gik, eller det gjorde det ikke rigtig. Hvilket jeg også havde et klart billede af. Pludselig en dag skulle Mulla stå og råbe efter mig, “Jonas! Vandet er gået! Vi skal afsted!” Fuldstændig som på film. Den gemmer vi også lige til næste gang.
Men der blev prikket hul og vi tænkte “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.” Denne gang var det så faktisk rigtig nok, MEN. Vi lagde os til at sove søndag aften, alt var godt. Kl. 04.00 vågner vi ved at Mulla fryser helt vildt. Jeg ligger mig op til hende for at varme hende, men det hjælper ikke, hun ryster. Jeg går ud efter en sygeplejerske, som ret hurtigt konstatere at hun skal op på fødegangen, for der skal snart ske noget. Mulla har høj feber og de er bekymrede for Liv. Vi får en fødestue og Mulla har det ikke godt. Der kommer en jordmoder og siger hej. Den næste tid kommer og går folk, for de skal lige finde ud af hvad der skal ske. Jordmoderen fortæller os om kejsersnit, som kunne blive aktuelt. Mulla har hele vejen igennem haft lyst til at føde selv, men i den tilstand hun var i på dette tidspunkt, var det bare et spørgsmål om at komme ovenpå. Så huhej og vi får at vide at Liv skal ud med kejsersnit. Det var sådan set rart at de tog beslutningen for os. Så var der ligsom ikke noget at rafle om.

Vi køre over til en operationsstue, som minder om noget fra et rumskib og hvor jeg følte mig SÅ malplaceret. Og så skete der noget magisk på den anden side af det grønne gardin og så kom der et vræl og der kom Liv flyvende.

Efter Mulla var kommet sig over det værste bedøvelse og vi fik en stue for os selv, så tænkte vi at alt var godt. Så vi fik besøg og Liv blev vist frem og det kør’ bare dagen igennem. Som det nu kan køre med et spædbarn. Jeg ville væge den påstand at jeg har rimelig godt styr på små børn. Det er jo bare noget fuldstændig andet når det er ens eget og når det er så lille. For nyfødte børn er godt nok små!

Men under alle omstændigheder syntes vi at det gik godt. Om aftenen, på Livs fødselsdag, kommer en sygeplejerske ind og ser til os. Hun konstatere, til vores store overraskelse, at Liv trækker vejret for hurtigt. Det havde vi da aldrig selv kunne ha’ set. Der bliver taget en blodprøve som skal måle Livs infektionstal, så venter vi lige til næste morgen med svar  på det. Vores første vat med Liv i vores liv var fantastisk!

Næste morgen, kommer svaret på blodprøven, som viser at Livs infektionstal er tårnhøjt, så hun bliver “taget fra os” (sådan føles det) og indlagt på børneafdelingen. Her må vi opholde os så meget vi vil, men vi kan ikke sove der. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg græd og græd og græd. Jeg var pisse bange og det føltes som om at Liv blev taget fra os, efter ikke engang 24 timer.
Så Liv lå i sin krybbe i den ene ende af Skejby og vi havde værelse i den anden ende (igen sådan føles det). Mulla kunne ikke gå så langt efter snittet i maven så hun fik en kørestol og så racede vi ellers frem og tilbage når vi skulle over og ha’ noget at spise og så hurtigt tilbage igen. I kan stadig se hjulspinsmærkerne på gangene. Der var fart på.

Hvor den første nat med Liv var skøn, var nat nummer to FRYGTELIG!

Ikke nok med at hun lå på børneafdelingen, væk fra os. Så havde hun en slange i næsen og et permanent drop i hånden, som resulterede i en boksehandske. Så hun så virkelig syg og indlagt ud. (Det lille pus)

HELDIGVIS! blev det kun til en nat og så var hun testet igennem og hendes små hæle var gennemhullet af blodprøver. Rygmarvsprøve skulle hun også ha’ taget. Der blev vi opfordret til at gå. SKRÆKKELIGT, men helt sikkert godt at vi ikke var der (lykkelig uvidende!)

Liv skulle have antibiotika i en uge herefter, så vi fik os en uges sommerferie på hotel Skejby Hospital. Det er som sådan ikke et sted jeg vil anbefale som sommerdestination.

Efter 14 dage på hospitalet, glædede vi os til at komme hjem. Men det var godt nok også skræmmende, for så var der ingen rød snor man kunne trække for at få hjælp. Alligevel var det fantastisk da Liv fik sidste sprøjte og vi var fri.

Jeg har ALDRIG kørt så forsigtigt og aldrig har det taget så lang tid at køre fra Skejby til Trøjborg. Men hjem kom vi og det var virkelig specielt. Det var dejligt endelig at være hjemme og det var skræmmende at være alene med et nyt lille menneske. Ved I godt at man bare bliver lukket ud fra hospitalet, uden nogen form for kontrol af ens evner til at tage vare på et andet menneske. Det er vanvittigt! Men heldigvis er der stadig liv i Liv.

Så en ting (og kun en ting) er helt sikkert:

• INTET ER/GÅR/BLIVER SOM MAN FORVENTER!

Til aller sidst skal jeg lige sige, at det kan godt være at personalet på fødegangen og på Skejby Hospital generelt, er presset helt i bund pga. besparelser, men det var virkelig ikke noget vi mærkede til. Vi var som sagt på hospitalet i 14 dage, på 5 forskellige afdelinger, og alle vi mødte var smilende, glade og havde overskud til os og til lidt sjov. Vi følte os virkelig taget godt af og det var, trods alt det helt rigtige sted for os at være, på det tidspunkt. Vi skulle være der hvor der var de mest kompetente mennesker til at passe på Mulla og Liv og det føltes sådan!

Så en meget forsinket men MEGET dybfølt tak til alle de mennesker, på Skejby Sygehus, der passede på mine to tøser. Det kan godt være at de var ved at smelte sammen af stress, men det var absolut ikke noget vi mærkede til. TAK!