Fra Thailand til Trøjborg!

Jeg prøver at komme i tanke om ting, hvor vi som familie skiller os bare lidt ud fra andre og som kunne gøre min blog værd at læse. Det er så’n set lidt svært, for vi er nok rimelig meget som alle andre…

Men i søndags snakkede jeg med en alkoholiker, som sluttede samtalen af med at sige “husk kærligheden!” (Jeg svarede “ja det skal jeg nok” og han var færdig af grin, ja der fangede jeg ikke lige joken, men det gjorde han)

Men kærligheden.

Det fik mig til at tænke på MullaMor. Som jeg er så ualmindelig heldig, at være gift med. “Hvordan blev I egentlig gift” spørger alle (læs; ingen)
“Jow, nu skal du høre.”
Først skulle jeg jo fri til hende. Det var der ingen tvivl om. Det havde vi snakket om. Men hvordan hulan gør man lige det. Det skal være romantisk, det skal være noget særligt, det skal være et smukt sted, det skal involvere blomster, der skal være en lille æske med en ring og der skal være tænkt over det.
Der fejlede jeg på alle punkter på nær at der var en lille æske med en ring, men der fejlede jeg så egentlig også. Fejlede er måske lidt voldsomt at sige, men den sad sgu ikke lige i skabet.

Jeg ville så gerne fri til Mulla og jeg havde ikke råd til at købe en ring. Hvad gør jeg så? Jeg låner da bare en af min mor. Det gjorde jeg så i påsken 2015.
Så nu var der en ring, til låns. Nu skulle jeg bare finde den rette anledning.

Sammen aften jeg er kommet hjem fra min mor, skal vi til at spise. Mulla sidder ved spisebordet, fjernsynet kører (ja vi så fjerner mens vi spiste, #DetVildeLivFørLiv). Jeg står i køkkenet og kan ikke tænke på andet end den åndsvage ring. Den brænder simpelthen i lommen på mig.
Til sidst beslutter jeg mig for, det handler ikke om tid og sted, det handler om kærligheden og så skal det bare gøres. Jeg råber til Mulla om hun ikke vil slukke fjernsynet, jeg går ind til hende og hopper på knæ. Hun siger ja og så ser vi resten af Den Store Bagedyst.

Det store bryllup skal så stå. Engang. Når der er penge til det.
Vi var enige om at vi ikke ville være forlovede længe og vi var også enige om at vi gerne ville holde en kæmpe fest med alt hvad det indebære. Det hang bare overhovedet ikke sammen med de penge vi havde.
Hvad gør man så, hvis man ikke vil på rådhuset. Det var der meget snak om og vi endte med at tage til Thailand i marts 2016 og blive gift på stranden.
Mulla arrangerede turen, Liv og jeg fulgte med. Liv var 9 måneder gammel så det værste ved at tage en ugen til Thailand var flyvningen. Det var langt og tænkt nu hvis Liv skreg hele vejen. Hvad ville de andre passagerer så ikke tænke.
Men det gik super fint. Mulla og jeg sov ikke i de døgn vi rejste, så vi var lidt pressede, men Liv klarede det godt! Det fede ved at rejse med en baby i Thailand er bla. at vi blev guidet, ja faktisk eskorteret uden om alt kø i lufthavnene af super skønt personale.

Det skal lige siges at der var ingen i Danmark der vidste at vi skulle giftes i Thailand.

Vi var afsted i en uge og gik All in, for alle de penge vi havde sparet om til bryllup. Så vi boede fantastisk, men egen adgang til pool på et vanvittig dejligt hotel.

Dagen kom hvor vi skulle giftes. Vi blev hentet på hotellet og kørt ud til et hus ved stranden, White Sand Beach. Her skulle Mulla have lagt make up, inden ceremonien.
Ind kommer en ladyBoy, med sådan en jeg-vil-ikke-ha-smog-i-lungerne-maske på og som ikke kunne tale engelsk. Der var straks en der blev lidt nervøs. Nervøs for at vedkommende vil ende med at ligne noget der var løgn.
Men Mulla blev virkelig smuk!
Med i bryllupspakken var der også en fotograf, så alt blev dokumenteret.

Vi gik ned på stranden, hvor der var sat en lille pavillon op, hvor præsten stod klar. Vejen hen til præsten blev banet af blomster, blomster og atter blomster. Det var så corny og så for meget, men det var fantastisk og det var den helt rigtige måde at blive gift på! Jeg havde Liv på armen under hele showet, præsten var nogenlunde til engelsk og der var champagne efterfølgende, så alt var perfekt.

Vores bryllupsmiddagen blev indtaget i sofaen på hotelværelset, i form af roomservice, da vi jo havde en lille dame med, som skulle sove.

En lille krølle på denne smukke historie er så lige at brylluppet på stranden ikke officielt gælder for noget som helst. Så vi var nød til lige at tage en tur på rådhus og ordne papirerne, men så kunne dem der ikke var super henrykte over at være gået glip af vores bryllup også få lidt med.

Rådhuset blev Ebeltoft Rådhus, fordi det bare er vildt hyggeligt og så spiste vi frokost på Mellem Jyder bagefter.

Men for os er det brylluppet på stranden der tæller❤️