Sygdom og vurdering af det.

Liv har været syg, med opkast, siden natten til fredag. Fredag blev hun hjemme fra vuggestue, selvom humøret var godt og ikke de store svaghedstegn, men efter som at hun havde kastet op om natten, syntes vi ikke at hun skulle afsted. Så vi blev hjemme og hyggede. Hun spiste fint og hun ville gerne have sild til frokost, så det fik hun. Jeg tog ikke hensyn til en eventuel svag mave. Hele fredag gik det fint, men hun spiste ikke så meget aftensmad. Det gik helt perfekt med at falde i søvn og hun sov godt…. indtil kl. 22 hvor ALT indhold fra mavsen kom op igen, i hendes seng, på gulvet og på hendes mor.
Følte jeg mig som en lort, efter som at jeg bare havde fyldt almindelig og ikke særlig skånsom mad i hende hele dagen? Ja det kan du da lige tro jeg gjorde.
Da hun var kommet sig over chokket efter bræk-fontænen var humøret helt i top. Det var helt tydeligt at det lettede. Efter et bad faldt hun hurtigt i søvn igen.

Lørdag stod den på masse af vand og skænekost. Natten til søndag gik helt perfekt. Der var total ro på og hun sov hele natten i sin egen seng.

Søndag var humøret næsten oppe på normal igen. Vi var på nogle småTure og energien var også oppe igen. Maven havde ikke brokket sig, men for at det hele ikke skal blive for godt så kom der lige en hoste snigende. Hendes historik omkring hoste er at hun har haft falsk strubehoste to gange den her vinter. Så lige så snart der kommer lidt hoste ind over frygter vi at det resultere i en uge med meget afbrudt søvn for os alle tre. Men natten er gået uden de hosteAfbrydelser. Så mandag hed den vuggestue igen.

Mandag morgen.
I dag er der dømt vuggestue. Liv er lidt pylret lige efter hun vågnede, men det er hun ofte inden hun får noget morgenmad, så det var ikke usædvanligt. Hun hostede lidt, men det kunne lige så vel være morgenHoste. Vi laver morgenmad, men hun spiser ikke meget mere end tre skefulde og det er en skarp indikator for at der er noget galt. Hendes hoste bliver også ved. Men humøret fejler ikke noget, så jeg tænker stadig at hun skal i vuggestue. Vi tager et dejligt langt og varmt bad. Hårvasken plejer at være yderst udfordrende for hende og den gode stemning, men i dag viser hun ikke andet end overskud og håret bliver vasket uden sure miner.
Til gengæld er hendes næse begyndt at løbe. “Jeg har notnæde” siger hun og det kan jeg kun bekræfte og tørre den.

Vurdering:

Mulla er taget tidligt afsted på arbejde, så jeg står alene med vurderingen og det gør det sandelig ikke nemmere, når vi plejer at være to om det og når det er lidt tvivlsomt om hun er Liv er frisk nok til en dag i vuggestue.

Men…

Hun viser stort overskud, men hoster og snotter. Hun er i godt humør, men spiser ikke rigtig noget. Det er sgu da ikke nemt at vurdere om det er egnet til vuggestue eller om det er nødvendigt at blive hjemme.

Til trods for at vi står helt frisk fra bad, med rent tøj på og jeg har sat hår, ja det sker sjældent, så bliver vurderingen at vi bliver hjemme. Jeg syntes det er bedst at det er mig der står med beslutningen og ikke det skønne personale i hendes vuggestue.

Så vi bliver hjemme. Jeg tænker hun skal have noget mad, for uden det er der jo ingen helt. Et sikkert hit er altid en marmelademad. Så jeg servere en yderst velsmurt mad foran fjerneren. Men her bliver jeg bekræftiget i at det var en god beslutning at blive hjemme.

Dette billede er taget efter 15 min. med serveringen foran hende:

Dette billede er taget efter 30 min. efter første billede.

En kvart mad på 45 min. Liv er helt sikkert ikke på toppen. Godt vi blev hjemme.

DrilleLiv
Liv har i hendes 2,5+ årige liv været meget observerende, lyttende og ja nok mest medløbende. Det er det vi har oplevet herhjemme og det er i mere udpræget grad det de har oplevet i vuggestuen. Liv har ikke gjort noget specielt stor væsen af sig selv, ikke stillet de store krav og altid været god til at gøre hvad der bliver sagt. Hvilket jo er dejligt. Alt hendes observation og opmærksomhed på hvad andre gør, har givet hende et veludviklet sprog. Hvilket er fantastisk.

Der hvor hun har sat sig mest på tværs er i overgange til noget nyt. Fra leg til tandbørstning bl.a. For når Liv leger, så leger hun intensivt og det er ikke populært når det bliver afbrudt. Vi prøver alt hvad vi kan med at forberede hende på overgangen, men nogle gange knækker filmen.

MEN inden for de sidste par måneder er der begyndt at komme lidt kant på. Jeg tror hendes udviklingsproces er kommet til det punkt der hedder ‘Kvalifikation af drilleEvner’. Hvilket bl.a. indebærer at række tunge. Hvilket er et svært punkt, ikke for hende med for hendes mor og far. Vi har jo tusind gange øvet at række tunge og leget lege hvor vi alle rækker tunge. Der er dog en væsentlig forskel fra de gange hvor vi har fjollet med det og til Livs nye måde at række tunge på. Forskellen er blikket i hendes øjne. Der var ingen tvivl om hvad de øjne betød. De betød “jeg skal lige se hvad mor og far gør når jeg gør sådan her”. Det var en ret underlig oplevelse, for det var noget helt nyt.

Så vi er begyndt at snakke om at drille og hvad det gør ved andre at blive drillet.

Egne holdninger
Udover at hendes drilleGen er under udvikling arbejder hun også kraftigt på at danne sine egne meninger og ikke mindst at stå ved de holdninger. Det er i særdeleshed noget der udfordre os, for det kræver at vi bliver skarpe i vores holdninger. Holdninger til ALT. Det er jo som sådan fint nok. Men når vi lige pludselig skal tage stilling på et splitsekund bliver det ret udfordrende. For det handler om at holde fast i den holdning, for der er absolut ingen grund til at Liv får den opfattelse at det virker at spille ulykkelig eller bare stille sig modsat os. For det er decideret skide irriterende. Altså det er irriterende når hun går i mod os bare for at teste/udfordre os. Vi er kæmpe fans af at hun arbejder på at danne egne holdninger og meninger. Disse meninger må meget gerne være anderledes end vores, for hun begynder jo helt klart at kunne mærke/tyde/tolke hvad hun selv har brug for og lyst til. Det irriterrende kommer, som sagt, når det handler om at teste os og ja det jeg ved da godt at det er fordi hun undersøger rigtigt og forkert og der er en masse læring om følelser i det. Det gør det dog ikke mindre udfordrende (læs: irriternede).

Når det så er sagt (skrevet) så er det rigtig godt at der begynder at komme lidt kant på, for det er vigtigt at hun udvikler evnen til at mærke efter hvad hun selv vil og kunne sige fra.
Det mest udfordrende er nok egentlig at vi ikke har været vant til det.
Det er simpelthen kommet bag på os at vi er ved at få et til selvstændigt menneske i hytten.

Okay, hvor mange læsere tror I man skal have på sin blog før man får sponsoreret et hus???
Hvis du ved det så skriv endelig til mig🙏🏼

Vi drømmer så vanvittig meget om at komme i et hus. Få et sted og bo hvor der er direkte adgang ud til en have. Et sted hvor der er plads til at løbe rundt i ring, indendørs 😱 Et sted hvor der er vægplads nok til at vi kan se væggen. Et sted med et badeværelse hvor vi ikke skal trække maven ind for at komme forbi hinanden. Et sted med hvor vi ikke kan høre når overboen “hopper i sengen”. Ja tænk sig at vi engang får et hus hvor vi får vores egen vaskemaskine. Det vil jo rent faktisk betyde at vi bare kunne vaske tøj når der var behov for det og ikke når vasketøjskurven kastede op ud over hele gulvet, grundet forstoppelse. Det ville også betyde at vores valg af neutral vaskemiddel, ville komme til sin ret og at Livs tøj ikke kommer til at lugte af HubbaBubba Tyggegummi.
Noget andet vildt der vil følge med et hus, ville være retten til at spille høj musik og danse rundt i stuen kl. 7 om morgenen alle ugens 7 dage.

Et hus vil vigtigst af alt betyde at vi ikke længere skal “lukke Liv inde” i vores lille lejlighed hver eneste dag. Lige så snart vi er på besøg ved mennesker der bor i ægte huse, er det så tydeligt at de, hvor meget hun trives, med det mere plads at lege på. Samtidig med at det er så meget nemmere at komme ud. For Liv kan virkelig godt li’ at være ude og vi elsker at være ude med hende! Det er bare mere omstændigt at komme ud når vi bor i lejlighed. “Bor I ikke kun på 1. sal, med Steen Billes torv, praktisk talt, som baghave?” Jo det gør vi faktisk, men i forhold til at lukke døren op og bum så står man ude, så er der langt ud her. Det er heller ikke fordi vi ikke er ude, men det kunne blive til så meget mere.

Det værste ved de her husdrømme er at det er mig og mit studie der står i vejen for det. Så længe jeg er på SU er der ikke noget hus. Det er heldigvis til at se en ende på det studieHalløj, men når vi har hungret efter hus i laaang tid allerede så føles det som om der er laaangt til enden.

Så når det bliver juni og jeg får et job, så er vi dem der er skredet. Helst til Ryomgård i et parcelhus med charme og som er forholdsvis indflytningsklar, for gør-det-selv-typerne er vi desværre ikke.

Så sig til hvis høre noget….

#LiviRyom

Hvorfor kunne nogle nok tænke. Hvorfor spamer han nu endnu mere med det barn….???

Jeg har bare sådan på fornemmelsen at Liv skaber glæde igennem alle billederne og videoerne. Hvis det er tilfældet så er det jo fantastisk. Jeg/vi syntes jo, sjovt nok, at hun er skide sjov og dejlig, og jeg kan derfor ikke lade være med at dokumentere det. Og hvorfor så ikke dele det med dem der gerne vil kigge med.

Liv har ret godt styr på det der med at snakke, men der er enkelte bogstaver som hun ikke har overvundet endnu. Det første der drillede var ‘F’, så jeg hed dar i laaang tid. Nu har hun knækket den kode, nu er det så ‘S’ hun ikke kan klare og det er svært ikke at udnytte engang imellem. Som det kan ses i den seneste video på facebook og instagram.

Men hvorfor en facebookside, jo det er fordi at så kan selv vælge om man vil følge med i alle billederne og videoerne. Så skal man aktivt gå ind og vælge det til med et ‘syntes godt om’. Så rammer det ikke alle mine venner, men kun dem der er interesserede i det.

Så hvis du gerne vil følge med i hvad vi går og laver så find ‘Liv i Hytten’ på facebook og @livihytten på instagram. Der er daglige opdateringer om den lille dame. Som nu er ved at være så vant til, at hendes åndsvage far altid tager billeder af hende, at hun poserer for kameraet.

Det går sådan set bare ud på at få jer til at smile…..

For 14 dage siden skrev jeg indlægget “MidtvejsOptur”. Jeg har stadig optur over min træning. Det er fårking fedt at komme afsted, allerede det at møde op er sejt! Det er optur at træne uden for. I går foregik det i snevejr. Hvornår jeg sidst har smidt mig ned i sneen, på maven, for at lave rygbøjninger? Det er sjovt du spørger, for det er nemt at svare på. Det har jeg aldrig gjort!

Den helt store optur kommer så når jeg er på vej hjem igen efter træning. Der har jeg det simpelthen bare så lækkert i mavsen.

Men det er bestemt ikke det hele ved det her sundhedsShow jeg syntes der er lige optursAgtigt.

De sidste to uger har jeg været svært presset over ikke at snacke noget om aftenen når jeg ligger på sofaen. Jeg kunne æde alt chokolade i verden. Jeg har overvejet at finde på alternativer til søde sager. Men jeg er noget splittet inden i over at lave ting der smager lækkert, men ikke så usundt. For i virkeligheden skal jeg jo bare ikke spise noget. Det kæmper jeg en del med.

Det værste ved ikke at spise snolder og det mest demotiverende omkring opretholdelse at dette, er at min vægt har stået stille i små to uger. Det skal dog lige siges at jeg i dag er kommet under de 95 kg. som har været holdepladsen læææænge. Sandheden er jo så at jeg ikke rigtig har nogen ide om hvor hurtigt det skal/kan gå med at smide de kilo og måske skulle jeg ikke gå så meget op i det tal, men det er sgu så dejligt når det endelig bliver mindre.

Noget andet der bestemt ikke er særlig optursAgtigt er at jeg har total slappe arme. Jeg går et lille skridt ned af mandighedsTrappen hver gang der skal laves armstrækkere til træning og jeg bare må konstatere at jeg kun kan ta’ dem på knæene. MEN jeg har taget sagen i egen hånd og efter anbefaling fra en BootCamp træner, købt en DoorGym, så nu hænger jeg og dingler i køkkendøren. For de slappe arme kan min selvtillid og, i forvejen sparsomme, mandighed slet ikke arbejde med.

Jeg savner rundstykker med ost og marmelade. Jeg savner chokolade, ikke det der 70%’s fis, men noget der faktisk smager godt!

Men hey, det er MEGA optur at være igang. Det er optur at føle mig sund. Det er TOTAL MEGA optur at mærke at træningen virker og det er nogle super gode timer jeg har i naturen med frisk luft og sved på panden (og ca. alle andre steder også).

Der starter en ny BootCamp den 11. marts. Jeg er med i Risskov igen og jeg syntes ganske enkelt du skulle komme og være med!