Jeg har nu sat mig ned for at skrive om det vi skriver om. Ja det virker da egentlig lidt dumt, men det er simpelthen det jeg har lyst til at lave her en fredag aften kl. 19.00.
Vi, i Team ANJO (#nemt), skriver bachelor om børn og stress. Det første du tænker er måske, der er da ingen børn der har stress, det er kun noget voksne har. Så’n er der nemlig mange der tænker. Men der er verden så løjerligt indrettet at børnene gør som deres forældre og andre voksne de har tæt kontakt med, heriblandt pædagoger. Så når mor og far har travlt, så har lille EigilMus også travlt. Problemet med det, eller et af de mange problemer der er med det, er at lille EigilMus har ikke lært at navigere i så høj en fart og har ikke fået nogle kompetencer til at håndtere det pres det er at følge med mor og far. Når de voksne (her skulle nok i teorien stå ‘os’ voksne, men så længe jeg studere, forbeholder jeg mig retten til at forblive ikke-helt-ægte-voksen) bliver for pressede i hverdagen, kan de holde en fridag, eller gå ind til chefen og sige “jeg skal lige ha’ lidt hjælp” eller måske, vigtigst af alt, de kan se at det kun handler om en kortere periode, så letter presset igen. Dette er ikke muligt for et barn. Det der med tidsfornemmelse er ikke ligefrem en af børnenes spidskompetencer. Samtidig kræver det at kunne mærke i sin krop, hvad der gør at den ikke har det som den plejer. Dette kommer tit til udtryk i “ondt i maven”.
En klog mand sagde en gang at jo tættere barnet pegede på sin navle, når det skulle vise hvor den havde ondt, desto større var sandsynligheden for at det var noget psykisk der var tale om.
PædagogBlik
Men børn kan godt blive stresset og det er de voksnes opgave at opspore det og modvirke det. Det kræver tætte relationer både til børnene og til forældrene. Jo større kendskab du har til et barn, desto nemmere er det at observere om der sker en adfærdsændring. Jo tættere relation du har til barnet, desto større er chancen for at det kommer til dig hvis der er noget det ikke selv kan finde ud af.
De største grunde til at et barn bliver presset, ligger derhjemme. Hvis der sker store omvæltninger derhjemme er der stor sandsynlighed for at det påvirker barnet og derfor er det vigtigt at have et godt samarbejde med forældrene, så der bliver talt åbent om disse ting.
Der er fuld knald på i en børnehave. Når lille EigilMus kommer om morgenen er han fuld af energi og så skal der leges og det er lige indtil at de pædagogiske aktiviteter går i gang. Så er der frokost”pause”. At sidde og spise i en “lille” gruppe på 6-7 børn og en voksen er ikke en pause. Når maden er slugt er det direkte på legepladsen, for nu skal de voksne satme ha’ pause. Så hele institutionen ud på legern sammen med to voksne. Og nu kunne det da egentlig godt være at der var nogle af børnene der kunne trænge til en lille pause. Der er selvfølgelig nogle der selv tager sig den frihed at sætte sig for sig selv, eller på anden måde tager en pause, men der er mange der ikke gør. Der er som oftest bare ikke lige folk til at gå fra med en mindre gruppe, fordi at bemandingen om eftermiddagen bliver dårligere allerede far kl. 12 ca. Så hvis ikke der er nogle der har lært lille EigilMus at det er okay at være træt og tage en pause, ja så køre han da på for fuld Rebekka hele dagen! Oven i den høje fart, så bliver lille EigilMus testet og skal præstere godt i motoriktest og sprogtest og han skal være god til at lege med de andre og han skal kunne lyne sin jakke og han skal spise pænt og endda være stille mens han gør det. Han skal være god til at synge, gå pænt og vente på tur, hvilket måske er det mest nedern og svære – at vente!
Så bliver han hentet af sin far kl 16.30 og så skal de satte hygge for nu har de ikke set hinanden siden den halve time i morges fra 0600-0630. Her kunne der nemt opstå den kæmpe fejltagelse at for at kunne hygge sig og have det sjovt med lille EigilMus, så kræver det at der sker noget, at de foretager sig noget. Det er bare rigtig meget forkert. Både far og lille EigilMus har lige godt af at lave ingenting. Det samme gælder weekenderne. Leg behøver ikke foregå i Leos Legeland. Lille EigilMus vil bare rigtig gerne være sammen med sin far og mor.
Det er ikke fordi jeg, med dette skriv, påstår at vi her i familien er pragteksemplarer på hvordan det skal gøres. Vi har alt for mange planer i weekenderne. Men vi stræber efter så få planer som muligt og ja det er en prioriteringssag og den er skide svær.
Som en anden klog mand sagde engang “monkey see, monkey do”. Så hvis du, som voksen, selv tonser rundt og altid har fart på, så får dit barn det også. Dit barn har bare ikke selv valgt det.
Det var vores bachelor i en kort udgave, hej!