Hvis der er nogen af jer der er i tvivl om hvor Randers sygehus er. Så spør’ i bare. Vi har været her 5 gange i februar måned. 

For lige at spole tiden lidt tilbage så startede det hele, i denne omgang, med et halvhjertet forsøg på at lave et barn. Så vi havde absolut ikke regnet med at der ville komme en graviditet ud af det. Men der kom sgu ingen menstruation. De første tests var dog lidt utydelige, så hvad betyder det nu? 

Den 10. februar prøvede Camilla en test af et andet mærke, for det kunne jo være….. Sørme så om det ikke gav et helt tydligt resultat. Det var meget overraskende, meget angstprovokerende og meget dejligt. Angsten lå i hvad der skete sidst der var en positiv test, men første skridt mod endnu et barn vil jo altid være en positiv test, så det er det bedste udgangspunkt ka’ man sige. 

Sammen aften begyndte Camilla så at bløde lidt og der var en del muren i maven. Med hendes historik omkring graviditet, tændte det ca. alle alarmklokker. Så dagen efter var hun ved lægen for lige at få kigget på det. Det kom der ikke rigtig noget ud af, andet end at hun blev sendt til scanning. 

Den 13. februar kørte vi til Randers. I forhold til graviditeten var det en meget tidlig scanning, så der var en meget lille chance for at der var noget at se. Alligevel går vi ind med et håb om at få et positivt svar med hjem. Ikke en skid kunne man se. Det er dog muligt at måle noget ud fra Camillas blod. Et graviditetsTal. Det ved jeg faktisk ikke om det hedder ægte, men det har vi kaldt det. Det skal skal være stigende. Så ned til afdelingen for blodprøver. Der skulle jo så selvfølgelig være en anden blodprøve at sammenligne med, så to dage senere, en lørdag, er vi tilbage i Randers.

Mandag den 17. februar ringer de til Camilla og fortæller at tallet er flot stigende. Så nu er der da lige skruet op for håbet om at der, trods et fesent forsøg, er en graviditet i gang. Det indebære så også en konstant frygt for at der skal udspille sig et scenarie som sidste gang. Så det er en rimelig led cocktail af følelser. På den ene side er det virkelig dejligt og på den anden side har jeg ikke lyst til at være væk fra Camilla og går nærmest med min telefon i hånden konstant, hvis nu hun skulle ringe mig op, som sidst. 

Den 21. februar er vi tilbage i Randers, for Camilla skal scannes igen. Denne gang skulle det være muligt at se noget og med de stigende tal i baghovedet er mavefornemmelsen god. Vi tør ikke håbe på noget, siger vi, men jeg håber da pisse meget på at alt bare er lige som det skal være. Vi har snakket om muligheden for at se hjerteblink. Det er godt nok meget tidligt, men hvor kunne det være dejligt.

Alt er så overhovedet ikke som der skal være. Der er ingen graviditet i livmoderen. 

Ikke nok med det, så snakker lægen også om at pga. en mulig infektion i underlivet, tidligere i livet er Camilla måske mere udsat for graviditeter uden for livmoderen. BUM! Sidst hun blev opereret fik vi at vide at man sagtens kunne blive gravid, kun med en æggeleder. Så den nye melding var sgu noget af en bombe. Det vil jo så sige at Camilla, hver gang vi vil forsøge at lave et barn er i stor risiko for at havne i samme situation og livsfare, som sidste gang. Så lortet en besked havde vi da slet ikke lige regnet med. For at se om der stadig er en graviditet der vokser, bliver der taget en ny blodprøve. Nu håber vi så på at graviditetsTallet er faldende, så det der før gerne skulle vokse, nu meget gerne IKKE skal vokse og faktisk helst forsvinde. 

Så Camilla bliver sendt hjem med håbet om at der i løbet weekenden sker en naturlig udskillelse. Altså i den tilstand hvor det gik helt galt sidst og Camilla var ved at ryge i svinget, skal vi nu bare ta’ hjem og holde weekend. Jamen det gør vi da bare. 

Lørdag den. 22. februar skulle jeg så lige på arbejde. Ikke skide fedt at skulle være væk fra Camilla, når jeg nu ved hvad der sker i hendes krop. Så jeg følte, sådan ca. konstant, at min telefon ringede i lommen. Det gjorde den heldigvis ikke og jeg kom hjem og kunne igen holde om hende. 

Mandag den. 24. februar vender vi så tilbage til Randers. Sidste gang blev vi fortalt om de mulige scenarier der ville være, hvis ikke der var sket en naturlig udskillelse. Der var noget med medicin eller en kikkertoperation. Camilla bliver nu scannet igen. Stadig ingen ting i livmoderen, men heller ikke muligt at se noget andre steder. Heller ingen tegn på blødningen eller andet farligt. Så egentlig er lægen ved at sende os hjem med samme besked som sidst, men vi vil gerne ha’ at der sker noget. Så vi sætter os og får en snak med den læge der scannede hende. Den tilbageværende æggeleder er højst sandsynligt beskadiget på en eller anden måde. Så risikoen for at et fremtidigt forsøg på graviditet vil ende uden for livmoderen igen, er stor. Hvilket vil betyde at hvert forsøg vil være forbundet med frygten for at der skal ske noget med Camilla. Børn er dejlige, men ikke den risiko og den frygt værd. 

I løbet af weekenden havde vi snakket tingene og mulighederne igennem. Så en fremtid med ét barn var lige pludselig en reel fremtidsplan. Vi har selvfølgelig også snakket om at få hjælp til at blive gravid. Det kunne også være en mulighed. Men vil vi det? Det skal vi ha’ snakket igennem. Grundigt. Når der er kommet styr på det her og der er kommet ro på. 

Det blev derfor besluttet at Camilla skulle kikkertopereres, for at få et ordentlig kig på den æggeleder og få bedømt om den var værd at bevare. Hvis graviditeten sad der på eller der på anden måde var tegn på skade, så skulle den ud. 

“Mød op i morgen kl. 0730, så ser vi hvornår der bliver tid til dig”. Det er så tirsdag den 25. februar. 5 gang på hospital på 14 dage. 

Tasken var pakket til en hel dag i et venteværelse. Camilla er fastende og klar. Vi havde en klar forventning om at vi skulle vente læææænge på at der vil blive tid. 

Men, nogle gange har man lov at være heldig. En time gik der, så blev hun hentet og kørt til operation. 

I skrivende stund sidder jeg alene på stue 14 på afdelingen for kvindesygdomme og barsel sengeafsnit og der har lige været en sygeplejerske og fortælle at jeg, om en halv time, må gå ned på opvågningen. Mine hænder bliver helt kolde. Jeg ved ikke om der er blevet fjernet noget eller ej. Det er egentlig heller ikke så vigtigt. Bare at Camilla har det godt. 

Sidst hun blev kørt væk til operation gik alt virkelig hurtigt og alt var meget hektisk. Alt var usikkert og ventetiden var frygtelig. Det er ikke rart at vide at Camilla har været i narkose og blevet opereret, men denne gang er det vores egen beslutning og alt er foregået stille og roligt. 

Det er total nervepirrende at træde ind på opvågningen. Sidste gang var Camilla helt bleg og meget afkræftet/træt og stemningen var helt i bund, fordi der var blevet fjernet en æggeleder. Denne gang kom jeg ind til en smilende Camilla med farve i kinderne (altså Camila havde farve i kinderne). Hun var igang med af spise og drikke og var helt vågen. Hun ved ikke hvad der er sket, men det havde været en rigtig god oplevelse. Det havde faktisk nærmest været hyggeligt inden hun forsvandt til narkoseLand. Efter en time på opvågningen blev hun flyttet tilbage på stue 14. Kort tid efter kom lægen. Da de kom ind kunne de tydligt se af der sad en graviditet på æggelederen og det var helt i rette tid at de kom ind, for den var fandeme ved at briste igen. Lige som sidst!! Så det bekræftede da lige, at det var den rette beslutning at få den operation trumfet igennem. Så nu er det lort væk! Sammen med risikoen for at der sker noget lignende igen med Camilla. 

Det er fantastisk at operationen er gået så godt. Det er en helt anderledes oplevelse end sidst. Allerede nu, en time efter operationen er hun oppe og gå og lægen siger at hun må ta’ hjem når Camilla føler for det. 

Det er fantastisk at der nu er ro på.

Og

Det er fuldstændig fantastisk at vi har Liv. Alt det her ville ha’ været helt igennem forfærdeligt hvis hun ikke var her!

Så skal vi bare lige ha’ besluttet om vi skal lave et barn på et laboratorie eller om vi skal forblive som et trekløver. Men det er pisse ligemeget lige nu….

 

PS. Min kone er sejere end din kone og så’n er det!

– min bare røv!

Har du tænkt dig at læse det her indlæg, skal du vide at det er langt. Det starter rigtig godt, bliver så noget rigtig rigtig lort, men jeg lover at det ender godt. 

27. oktober 2019, Rønbjerg Feriecenter

Nu er der gået en uge siden testen endelig var positiv. Det er simpelthen så skønt. For så er ventetiden forbi. Eller det er i hvert fald slut med at vente på at Mulla kan kalde sig gravid.

For et halvt års tid siden besluttede vi os for at nu var vi klar til et barn mere. Og så har vi hver måned, på det rette tidspunkt, gjort hvad der skal til for at lave børn. De første par måneder er det skønt, for det ville være for vildt hvis den var der i første omgang. Men hold nu op hvor bliver romantikken pillet af det, når det måned efter måned bliver noget vi skal huske at gøre og “nu er det nu”. Og hey! Det er ikke fordi at jeg ikke kan li’ at bolle, for det er sgu ret vild med, men når selve agten egentlig kommer i anden række, fordi det der i virkeligheden betyder noget er om der kommer en menstruation eller ej, 14 dage efter, så syntes jeg toppen af romantikken lige bliver hugget af. Det er 14 dage der bare skal overstås, så hurtigt som muligt. Hver gang tænker jeg, “den her gang er den der sgu”. Vente, vente, vente og splat, igen kom den. Den uvished og den ventetid, den er jeg simpelthen dårlig til at håndtere. Når nu beslutningen er taget, så må det lissom bare gerne lykkedes med det samme. 

Ser man på vores statistik for tidligere forsøg på lavning af børn, ser den ud på fuldstændig samme måde som denne gang. Der tog det også ca. et år. 

(Jeg ved godt at der er MANGE der prøver MEGET længere tid end det og nogle det aldrig lykkedes for. Og der må frustrationen være fuldstændig uudholdelig. Det tør jeg slet ikke tænke på! Men jeg skriver helt egoistisk og navlepillerisk)

Så da Mulla for en uge siden kom ind i soveværelset, efter et morgenBesøg på pinden, eller med pinden, og sagde at der var 2 streger. Så var det simpelthen så utrolig skønt! 

Fun fact: Mulla har haft en teori (eller hørt et sted) om at kvinder er mest frugtbare én gang om året. Så hvis det skulle passe så var det også nu hun skulle blive gravid. Så ved I det tøser. Vi har sommerBarn nr. 2 på vej. 

Nu var der så de 2 streger på den pinde. Første gang var det super hemmeligt. Her anden gang vi, jeg bare rigtig gerne fortælle det til alle. Grunden til at det var hemmeligt første gang, var at det jo kan gå galt, any day. Det kan det selvfølgelig også her anden gang, men der er lidt mere ro på. Og tænk lige på hvor fint det kunne være, hvis nu at der gik noget galt, at man så havde en masse dejlige mennesker at dele den sorg med. Plus at det bare er utrolig dejligt. Derfor syntes jeg at alle skal vide det, MEN! så er der jo bare lige den lille detalje at der er en lille dame inde i billedet. En lille dame der glæder sig absurd meget til at blive storesøster. På den ene side vil jeg gerne have at hun skal vide det nu, for alt går jo nok som det skal, men hvis nu. Så kunne hun jo skånes for det tab. Men igen, det kunne også være en sorg vi kunne komme igennem sammen. 

Beslutningen er derfor blevet at vores nærmeste, voksne, må vide det, men det er hemmeligt for Liv, til 12 ugers scanningen er overstået og alt er lige som det skal være. 

Nårh ja så er der lige en ting mere der fylder og lige krydre det hele endnu mere. Mullas mor var tvilling, og det er vist noget med at det er arveligt. Shit jeg håber der kun er en! Ellers er der nok et polsk nonneKloster der vil købe det ene.

Apropros ventetid. Så er det jo overhovedet ikke slut med det pis. Nu har ventetiden bare fået et andet fokus. Nu venter vi på første scanning. Uvisheden fortsætter! Der er faktisk ikke andet end ventetid, uvished og frustration over ventetid og uvished i det her graviditets-halløj. For mig. Nu har jeg jo lissom gjort hvad jeg kunne. Der er lidt mere på spil for Mulla som hygger sig med kvalme, træthed, hovedpine og træthed. Så jeg burde lukke, men nu er det jo mig der har bloggen. Så I må høre på mit piv her. 

Skrevet den 10. november. 

I dag er den den 8. november. Altså ca. 2 uger efter jeg skrev første del af min babyDagbog. Da jeg skrev første gang regnede jeg selvfølgelig med at det bare var den spæde start på en lang og lykkelig graviditet. Men den lykkelige graviditet fik en meget drastisk og dramatisk afslutning for 2 dage siden. 

Det kan du læse mere om her, hvis du har lyst. 

I tirsdags, den 5. november fik Camilla ondt i maven. Men vi havde en ide om at så længe der ikke var en blødning, var der ingen fare for at det havde noget med graviditeten at gøre. 

Onsdag morgen var Camilla, stået op, gået i bad og var så småt på vej på arbejde. Det endte dog med at hun blev hjemme, da hun stadig havde “bølger” af ondt i maven. Jeg tog på arbejde. Kl. 10 ringer hun til mig og grædende siger at jeg skal komme hjem. Jeg smider alt hvad har i hænderne og drøner hjem. Dørene var låste og mine nøgler havde jeg glemt på Mosegården. Jeg bankede på, men der skete ingenting. Heldigvis har vi en nøgle et hemmeligt sted, så jeg kunne komme ind. Camilla lå på sofaen med voldsomme smerter i maven. Så voldsomme at hun ikke kunne flytte sig. Hun havde tidligere på dagen ringet og fået en tid ved lægen, samme eftermiddag. Det kunne hun absolut ikke vente på. Så jeg ringede for at få rykket det frem. Vi kunne komme med det samme. Dette krævede jo så at hun kom op og stå og ud i bilen. Første forsøg med at komme op endte med at hun måtte lægge sig ned i sofaen igen pga. svimmelhed. Det krævede lige en pause, før hun havde mod på at prøve igen. Andet forsøg kom vi lidt længere væk fra sofaen. Jeg bakkede med armene rundt om Camilla som havde armene på mine skuldre. Pludselig knækker Camilla i hendes knæ og livet forsvinder fra hendes ansigt. Jeg ligger hende ned og råber hende ind i hovedet og rusker i hende. Fy for satan jeg var bange! Det syn, af min livløse kone, kommer til at hjemsøge mig længe. Der gik ikke mere end 30 sekunder før hun var tilbage, men jeg havde telefonen oppe af lommen og havde tastet 112, for første gang nogensinde. Helt panikken fik jeg sagt alt muligt meget hurtigt, inden der kom lidt ro på mig og jeg fik forklaret det hele. Note til næste gang, husk at fortælle adressen som det første. Lige her i ventetiden, kan jeg da passende lige ringe til mit arbejde og fortælle hvad der sker. Jeg ringer op og føler mig egentlig rimelig fattet, men lige så snart der kommer hul igennem, går jeg i sort og får ikke fremstammet meget mere en “Camilla og ambulance”. Heldigvis fornemmes alvoren/panikken i den anden ende så jeg behøver ikke sige mere. 

15 minutter efter var der en ambulance, en lægebil og 4 mænd som undersøgte, scannede og målte Camilla. De kunne ikke rigtig se noget andet end at hendes blodtryk røg op og ned. Lægen ville gerne have hende en tur ind på hospitalet. Camilla kom på båre og ind i ambulancen som trillede stille og roligt, uden blink og ballade, så jeg kunne køre bagefter den hele vejen. En frygtelig køretur. Camilla i ambulancen og mig alene, uvidende og stortudende i bilen bagved. 

Det var direkte til akutmodtagelsen, jeg fik parkeret bilen, “1 times parkering husk det Jonas!” Jeg løb efter ambulancen og var ved Camilla lige så snart at hun kom ud af ambulancen. Vi kørte op på en stue og nu gik det stærkt. Der skete rigtig mange ting meget hurtigt. Der kom rigtig mange forskellige mennesker ind for af scanne og undersøge Camilla. Noget af det gjorde vanvittig ondt på Camilla. Der var en der skulle øve at ligge drop, der var en læge som skulle forestille sig at guide hende i det, det blev ringet efter en akut tid til operation, der blev ringet efter blod, som skulle komme hurtigt, scanningerne viste ikke noget, men Camilla fik skiftet tøj til operationstøj. Mens alt det her skete forsøgte jeg ikke at stå i vejen, samtidig med at jeg gerne ville holde om Camilla og være der for hende. Det kan ikke rigtig lade sig gøre. Det var hele tiden frem og tilbage, imellem hende og mit “gemmested” imellem en stol og en vindueskarm. 

Så blev der ringet fra operationsstuen at de var klar. Der kom en og hentede Camilla og kørte hende afsted, jeg måtte følge med, lidt af vejen, til vi mødte en sløret glasdør hvor der stod INGEN ADGANG. “Så kan du bare sætte dig i venteværelset, så kommer jeg hen til dig når det er overstået” sagde en kittelklædt dame til mig. “Vi ses på den anden side Camilla” og så forsvandt hun bag den slørede dør. 

Alt det her, fra ankomsten med ambulance til at Camilla kørte til operation, tog en time, for det passede med den ene times gratis parkering. Så det første jeg gjorde var at flytte bilen i p-hus. Jeg skyndte mig som bare pokker, for jeg anede ikke hvor længe den operation ville ta’. Det var ofte et lille indgreb (ikke at jeg ved hvad det betyder). Så jeg var hurtigt tilbage i venteværelset ved akutModtagelsen. 

Jeg ringede til min mor, for hun skulle, i forvejen, hente Liv. Jeg havde troet af jeg, på denne dag, skulle have fortalt min mor at Camilla var gravid. Det fik jeg da også gjort, men også at den ikke var der alligevel. Men der var styr på Liv, heldigvis! Jeg ringede også til Camillas far. Jeg turde nærmest ikke gå på toilet, for hvis nu kittelDamen kom i mens. Jeg har aldrig stirret så intenst på en dør, som her. Jeg holdet øje med den dør jeg forventede at damen ville komme ud af. Hver gang den åbnede var jeg klar. Den åbnede rigtig mange gange. Nogle gange åbnede den endda uden at der kom mennesker igennem. Fuck automatiske døre! Jeg var så træt at jeg prøvede at hvile øjnene, men hver gang døren åbnede gjorde mine øjne det samme. 

Den første time gik stærkt. 

Jeg kunne ikke engang samle mig om facebook/Instagram. 

Efter 2 timer kom hun. Fandeme ikke engang igennem den dør jeg havde nedstirret. 

Alt var gået som der skulle, en graviditet uden for livmoderen, en æggeleder blev fjernet og grunden til at det tog så lang tid, var at de skulle fjerne 2,5 liter blod, som var rendt ud inde i Camilla. 2,5 liter blod. Det er nærmest halvdelen af det hele. Fy for satan. Så Camilla havde også fået noget blod. Hun skulle lige en tur forbi intensiv (jeg ved faktisk ikke hvorfor) inden hun kom på opvågningen, så jeg skulle lige vente yderligere en halv time, før jeg så kunne spørge en receptionsDame om hvor hun var henne. Jeg ventede næsten en halv time og fik så at vide at hun var på opvågningen. Så afsted med mig. På vejen ringede min telefon. Det var simpelthen en sygeplejerske fra opvågningen, som ville fortælle mig at jeg kunne komme over til min kone. 

ENDELIG, efter 2,5 times ventetid, var jeg ved Camilla igen. For fanden det var dejligt!

Her var den sødeste sygeplejerske, som ikke skulle tage sig af andre end Camilla. Der var fornem service, med mad og drikke til os begge og ubegrænsede mængder af morfin og saltvand til Camilla. 

Efter et par timer, med en masse gråd, en masse snak og en lille lur til Camilla fik hun endnu en køretur, denne gang til egen stue. Nu var det ved at blive klart for os at Camilla ikke kom med hjem igen samme dag. Det var nok egentlig klart nok, men håbet var der hele tiden. Og tanken om at jeg skulle efterlade hende var ikke til at bære. 

Nårh ja, hvilken afdeling, på et helt hospital, skal man placerer en dame der lige har mistet en graviditet? Barselafdelingen selvfølgelig. Blandt plakater om amning og barnets første tid og nyfødte babyer på stuerne ved siden af. Oplagt valg!

Heldigvis fyldte den mistede graviditet ikke en fløjtene fis ved os. Det handlede lige pludselig om Camillas liv. Hun var i farer! Det var der ingen af os der lige havde set komme. Vi er godt klar over risikoen for at miste et barn, men fandeme da ikke at Camilla kunne komme i livsfare! Så vi var bare taknemlige for at hun var i live. 

Jeg havde løbende kontakt med min mor, selvom jeg ikke kunne tage fra Camilla, havde jeg ustyrlig meget lyst til at komme hjem og holde om Liv. Jeg havde ikke lyst til at Camilla skulle være alene og der var stadig ikke kommet en læge for at fortælle hvad der egentlig var sket. Heldigvis var jeg også i løbende kontakt med Camillas far. Som smed hvad han havde i hænderne for at komme til Randers. Omkring kl. 21 kom lægen for at fortælle om Camillas indgreb og om muligheden for igen at blive gravid, kun med en æggeleder. Hvilket man heldigvis godt kan. 

Jeg drønede til Hornslet, for at få Liv med hjem. Hun sov, jeg løftede hende ud i bilen, hun sov hele turen hjem. Jeg løftede hende op i seng. Hun vågnede lige op, fik sin jakke af. Jeg tog min jakke af og vi lå, med resten af tøjet på, og holdte om hinanden. Jeg græd, for hvor var det dog  fantastisk at vi har hende og mor! Vi sov så’n hele natten.

Torsdag havde jeg fået fri.

Da vi vågnede fortalte jeg Liv hvad der var sket. Alt undtagen at Camilla havde været gravid. Vi spiste morgenmad og kørte til Randers. Allerede her om morgenen, en times tid efter at Liv havde fået at vide hvad der var sket, siger hun “jeg var bange for at hun ikke skulle være min mor mere”. Så afsted med os. Hen til mor!

Jeg havde en klar forventning om at vi lige skulle være der et par timer og så ha’ Camilla med hjem. Kl. 0900 var vi på stue 20. Kl. 1500 havde lægen, ENDELIG, været forbi for at fortælle absolut intet nyt, andet end at “du må godt ta’ hjem”. 

Lidt efter Liv og jeg var kommet om morgenen havde en sygeplejerske sagt at lægen nok kom i løbet af formiddagen. Så det var super. 

Men fuck det, Camilla kom med hjem. Det var sådan set det vigtigste. 

Da Liv skal sove, torsdag aften, vil hun absolut ikke sove alene. Og ligemeget hvad vi siger er hun helt opløst i gråd. Så det ender med at vi går i seng, alle 3, kl. 19.30. Det er helt sikkert godt for os alle 3 at komme tidligt i seng og det er fuldstændig fantastisk at ligge sammen med begge mine tøser. Det har vi gjort, så’n ca. hver nat i 4 år, men den her gang er det bare ekstra skønt!

Kl. 0200 vågner Liv og græder. Hun vil gerne ligge helt tæt på Camilla, i hendes arm, med pga. ondt i maven, er det ikke muligt og det er svært at finde ud af. Efter et par timer, hvor vi får snakket det hele igennem og Liv og mig aftaler at hun skal med mig på Mosegården om fredagen, i stedet for i sin egen børnehave, kommer der ro på og Liv finder en måde hvorpå hun kan ligge og kramme Camillas arm. Vi falder i søvn alle 3. 

Fredag er Liv med på Mosegården. En meget underlig dag, som starter med at jeg lige har en samtale med et hold nye forældre. Velkommen tilbage til virkeligheden. Imens er Liv sammen med min kollega som hun heldigvis kender rigtig godt, så det var hun helt tryg ved. De får også snakket det hele igennem. Igen siger Liv at hun var bange for at Camilla ikke skulle være hendes mor mere. 

Senere på dagen fortæller jeg, den samme kollega, om hele forløbet. Liv er med på sidelinjen og efter lidt tid, siger hun, “jeg bliver altså ked af det når I snakker om det”. Hold nu kæft hvor er hun sej. Ikke nok med af hun er så bevidst om hvad der er sket, hun formår også at sætte ord på det og gøre udtryk for hendes følelser, endda inden de kommer. 

Liv skulle ha’ været i biografen med sin farfar og bedstemor, men hun ville hellere være hjemme ved os, så vi aflyste, så Liv kunne blive hjemme og agerer sygeplejerske for sin mor. 

Weekenden bar også præg af at vi alle var fuldstændig flade for energi. Jeg var gået i en form for beskyttelsesTilstand og gjort alt hvad jeg kunne for at familien fungerede, onsdag og torsdag havde jeg nærmest ikke spist noget, for alt fokus var på Camilla som skulle hjælpes og plejes og Liv som skulle have det bedst muligt. Ja det er da rimelig fesent af pive over træthed når ens kone kæmper med at komme sig efter operation, men, igen, nu er det jo mig der er blogger’n her i Hytten. 

MEN

Fy for den lede hvor er vi heldige! Heldige fordi at Camilla, trods stor tvivl, ringede mig hjem fra arbejde. Heldige fordi vi har et velfungerende sundhedsvæsen og pisse hamrende heldige fordi Camilla stadig er hos os!

 

Hvorfor dele denne historie?

Fordi der er mange graviditeter der ikke går godt og dem skal vi da også fortælle om. Det er ikke kun en dans på roser at lave børn. Det kan gå galt på mange måder og åbenbart også blive livstruende. Heldigvis er det fuldstændig fantastisk når det går godt!

Vi skal være rollemodeller for vores børn

De ser hvad vi gør og de ser på os hele tiden. 

Alt hvad de skal lære, skal de lære fra folk omkring dem og de har mange mennesker omkring dem hver dag. Det er dog os forældre, vores børn, spejler sig mest i. Selvom der er nær familie, dygtige pædagoger og andre tætte omsorgspersoner i tæt relation til børnene er det os som forældre der bliver kopieret mest, for ikke at sige fuldstændig. Barnets grundlæggende udstyrspakke kommer i hvert fald hjemmefra, så kan det godt være at der bliver fyldt noget ekstraudstyr på i daginstitutionen, som fx en vanvittig fascination af Elsa, et enormt kendskab til MGP eller nogle meget fine “forbudte” ord. Dette er dog alt sammen ligegyldigt fyld som ikke ændre og ikke kan ændre på, det fundament der er dannet hjemme fra. 

Med et stærkt fundament kommer en evne til at kunne navigere i alle de indtryk der smasker ind i hovedet på barnet hver dag. Samtidig med en evne til at kunne stole nok på sig selv til at kunne sige nej. Måden barnet indgår i en relation på afhænger af de personlige karaktertræk de har fået med hjemmefra. Det er klart at det er nemmere at øve relationsdannelsen i en daginstitution, for der er flere jævnaldrende. Men den vil altid falde tilbage på os som forældre, i forhold til hvordan vores barn formår at træde ind i et nyt bekendtskab. Det er som sådan lige meget hvad det handler om, så vil barnets adfærd altid bygge på hvad vi som forældre har givet dem med i rygsækken (her snakker jeg i metaforer).

Så derfor…. eller det jeg egentlig vil skrive…. det kommer sig af…. 

Det vi forældre gør, det gør vores børn. Det vi giver dem, det tager de med sig. Det vi siger det tror de på. Værst af alt, de ser og forstår mere end vi tror de gør, 

“det er jo bare er barn”. 

Det kan godt være at de ikke forstår ordene, men de aflæser og afkoder stemninger lynhurtig.

Altså, hvis vi er positive, så er barnet det også. Det er fandeme vigtigt at vi ikke får sendt nogle forkerte signaler og følelser over i vores børn. 

Aflevere vi vores barn i institution og vi selv er usikre på om det er en god ide, ja så bliver det med stor sandsynlighed en svær aflevering. Går vi derimod ind i institutionen med en klar overbevisning om at det er perfekt, så opsnapper barnet denne klarhed og bliver derfor klar over at alt er lige som det skal være. 

Syntes man det er synd for sit barn når der er skiftedag i skilsmisseFamilien og måske endda får det sagt højt, så kommer der højst sandsynligt en reaktion fra barnet. Er man derimod helt afklaret med det, så kan denne klarhed helt sikkert hjælpe barnet til en lettere overgang. 

Og selvfølgelig er man presset over skilsmisse-skifte-dag og det er da nogen gange rigtig træls at aflevere barnet i institution, men så er det vi må være voksen og i det mindste fremstå stærk, fattet og sikker, indtil vi er kommet ud i bilen. Så må der tudes. Jeg har også gjort det, tudet i bilen efter at have afleveret Liv i børnehave. Men overfor vores børn skal vi stå ved!

Lad os stræbe efter, altid, at aflevere vores barn med den overbevisning om at det er perfekt og at det bliver en god dag.

Det vi “smider” i institutionen, “samler” vores barn op og tager med til resten af dagen.

---

 

Jeg har lige haft en fuldstændig magisk køretur, i chokoladeBilen, hjem fra et skide hyggeligt 25 års jubilæum. 

Forklaring: for at starte bagfra så handler det om at vi har fejrer 25 års jubilæum for Livs bedstemor. 25 år som pædagog!

ChokoladeBilen er vores brune Skoda. Vi har også en lille hvid Skoda, som så er vaniljeBilen. Som jo for øvrigt er den jeg køre i til dagligt, men det kan min mandighed heldigvis sagtens klare….

Og så til den magiske køretur, udover at det var en køretur i en Skoda…. så var den magisk fordi at jeg sad på bagsædet sammen med Liv, der burde sove, men det gjorde hun så, heldigvis, ikke. 

Kort tid efter vi var begyndt at køre, spurgte hun. “Er HC. Andersen en der er klædt ud?” Og jeg forklarer at han er død, men at da han levede så var han ikke klædt ud, så gik han bare med høj hat. “Nårh som cirkusDirektøren (fra Cirkus Summarum)”. 

“Ja lige præcis. Men hvis du ser nogle i dag der ligner HC. Andersen, så er de klædt ud, men den rigtige sidder oppe i himlen og fortæller historier for din mormor”.

Liv: “hvis man er død, kan man så ikke komme tilbage?”

“Nej det kan man ikke. Så får man en gravsten og så kommer man op i himlen”

Liv: “jeg vil ikke dø”

“Nej det er der ingen af os der vil”

Liv kigger ud af vinduet og siger “se far, se alle de stjerner.” Jeg kigger ud, så vi sammen kigger på stjerner og lige der, kommer det vildeste stjerneskud jeg nogensinde har set. Jeg bliver helt begejstret og siger, “så du det Liv, det lignede fyrværkeri” og hun så det sgu. Lige der, en lørdag nat på vej hjem fra fest, en MullaMor bag rettet, en halvfuld far på bagsædet og en overtræt, lalleglad Liv. Lige der, på en landevej et sted imellem Hornslet og Mørke, så Liv sit første stjerneskud…. sammen med mig! Og krydret med en snak om døden, hvor Liv også tilføjer, “så kan det jo være vi mødes i himlen.” Ja så er det da svært ikke at blive ramt lige præcis lige der i den dybeste del af farHjertet!

Så den skyller jeg lige ned med SkibsRom, her kl. 0130.

Godnat herfra.

PS. Jeg skrev vidst at næste blog indlæg ville handle om huset, men der løg jeg så….. 

Liv går i verdens bedste vuggestue, ingen tvivl om det. Vi er fuldstændig trygge ved at aflevere hende og Liv er helt vild med at være der.
Så det er skønt at vide at Liv har det dejligt i vuggestuen mens vi andre render rundt og leger voksne.

Der er dog en ting jeg er mega meget mere vild med! Det er når Liv ikke er i vuggestue og får lov til at slappe af i hovedet og komme tættere på de mennesker der er i hendes nærmeste omgangskreds. Der er ingen tvivl om at hun nok skal få opbrugt hendes institutionsTid i løbet af de næste mange år.
Så jeg ELSKER de dage hvor Liv ikke er i vuggestue. Jeg elsker når jeg selv kan holde fri med hende og lave ingenting.

Jeg elsker, endnu mere, at Liv er så priviligeret at hun har en familie som prioriterer at være sammen med hende. Som tager en fridag, eller bruger sin fridag på at være sammen med Liv. Det er da fantastisk, ikke mindst fordi at så må der være andre der syntes at Liv er dejlig at være sammen med og det er vores største ønske. At ha’ et barn som er god til at være sammen med andre.

Det er meget vigtigt at hun trives med de mennesker der er i hendes vuggestue, det gør hun og dem ser hun, flere gange, hver uge, i lang tid. Det er endnu mere vigtigt at hun får bygget gode relationer til folk i hendes tætteste omgangskreds og det sker kun ved samværd.
Så fridag og relationsdannelse på en gang, så bliver pædagogFar simpelthen så glad.

Denne uge har Liv 3 “arbejdsdage” og 4 fridage. Det kan vi andre jo kun drømme om.

TAK!