– for jeg var i den heldige situation at jeg havde sommerferie de første halvanden måned af Livs liv.

Jeg er så utrolig glad for at jeg kunne være med, helt tæt på, hele tiden, i så lang tid af Livs første levetid.
Det var absolut det vildeste der skete i mit liv da vi blev forældre, så jeg ville bare gerne være der hele tiden og aldrig forlade vores lille babyBoble. For ja vi levede i vores egen lille boble og det var fantastisk. Jeg var den der skiftede ble og Mulla var den der gav mad. Sådan var det alle døgnets timer. Hvis jeg kunne så havde jeg også giver hende mad, men selvom der er lidt manBoob at spore, så giver de ikke meget næring.

Mulla kæmpede med at få amningen til at køre og det var ikke nemt, faktisk decideret træls. Så alt hvad jeg kunne aflaste, det gjorde jeg.

Som skrevet, så havde kom Liv til verden i min første og eneste lange sommerferie på pædagogstudiet. Ja det havde vi jo planlagt, så ingen overraskelse der (eller var der noget med at det tog os næsten et år, før Mulla blev gravid? Det husker jeg ikke).
Men jeg havde ferie halvanden måned efter fødslen og det var absolut det bedste. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle ha’ kunne nøjes med 2 uger (2 UGER!!!) som mange fædre har. Der havde vi jo dårligt fundet ud af hvordan det var at være hjemme i lejligheden som familie. De første to uger handler kun om at have besøg. Der var ingen tid til at være alene i vores lille, nye, helt egen familie.

En anden ting omkring besøg, som jeg da ikke syntes er særlig fed. Er at jeg, som troede at jeg var sej, åben og ja-kom-endelig-på-besøg-og-se-vores-skønne-unge-overskuds-agtig, mere var så’n, skrid-og-lad-os-være-alene-beskytter-agtig. Der havde jeg det virkelig svært med. Men det er en anden historie.

Det var skønt at have god tid. Jeg havde mulighed for at være der for Mulla og være der for Liv. Så vi sammen kunne finde ud af, hvad i alverden det vil sige at få et barn. For selvom at jeg syntes jeg havde godt styr på børn, efter flere år som pædagogmedhjælper, så kunne det stikkes skrådt op, for det kan ikke sammenlignes. Jeg var mega hård til at skifte ble, for det havde jeg gjort masser af gange….. på 9 måneder gamle børn (som det yngste). Et nyfødt barn er jo lige så skrøbelig som glas. Det var der ingen der havde sagt. De tynde ben, som er lige ved at blive trukket fra hinanden (sådan føltes det i hvert fald, Liv gik ikke i stykker). Det var godt nok en vildt oplevelse.

Vi havde god tid. Nogle dage havde vi slet ikke besøg.
God tid til at sidde/ligge og kigge på Liv. Det var uden tvivl det vi brugte mest tid på i de første par måneder. Kigge på det barn som Mulla havde lavet inde i maven. Det barn som er en blanding af Mulla og jeg. Det barn som vi, resten af vores liv, skal passe på og lære alt.
Igen en skræmmende tanke, som der nok kunne skrives et helt andet indlæg omkring. Alle de ting som Liv skal lære. Alle de ting som vi, som mor og far, skal lære hende for at hun kan begå sig som menneske. Det er jo vanvittigt. Men det er en anden historie.

Halvanden måned havde vi i vore boble, inden jeg startede i skole. Jeg siger ikke at halvanden måned var nok, slet ikke. Jeg havde på ingen tænkelig måde lyst til at tage i skole og vide at mine to tøser var derhjemme, uden mig. For det var det eneste sted jeg ville være. Tilbage i babyboblen. Hvor alt handlede om at lære at være familie, overøse Liv med kærlighed og ikke mindst hjælpe/aflaste Mulla. Ja det manglede da bare. Mulla skabte et barn i kroppen. Skabte samtidig et vanddepot på godt 15 kg. Slæbte rundt på det. Fik flået maven op. Kæmpede med amningen for at gøre det bedste for Liv. Alt dette i mens jeg stod på sidelinjen og klappede. Så halvanden måneds far-støtte på fuld tid, var kun på sin plads.

Anbefaling herfra til kommende fædre. Hold fri/barsel så længe som du overhovedet kan!

En god tid gået kommer aldrig skidt tilbage. (Har nogen vist sagt engang, men det er passer.)

– når hun har spist makrel. For jeg kan ikke udstå lugten af det. Efter flere år i daginstitution med makrel i madpakker, som fører til makrel på, total ukontrollerbare, fingre, som fører til makrel på deres og mit tøj, som resulterer i dårlig lugt resten af dagen! Er jeg ret presset over at Liv er vild med det.

Men udover det, så kan jeg love jer for at jeg kysser på Liv og jeg kysser hende lige midt på munden. Jeg kysser hende også alle mulige andre steder, over hele hendes lille skønne, bløde krop! Jeg kysser hende fordi det er dejligt! Fordi jeg elsker hende! Fordi det er et tegn på omsorg, kærlighed, hygge, tryghed, nærvær, tosomhed og fordi det bare er dejligt!
Jeg kan faktisk ikke se hvorfor man ikke skulle gøre det.
Jeg er 30 år gammel og jeg kysser stadigvæk min egen mor på munden engang imellem, for sådan har vi altid gjort og det hun er stadigvæk min mor.
Jeg kysser selvfølgelig også på min Mulla. Det er heldigvis de kys jeg får flest af. For det er kærestekys. Det er på en måde stadig et kys, men der ligger meget og noget andet bag de kærestekys.

Jeg er heldigvis i den priviligerede situation at jeg er i stand til at veksle imellem flere forskellige kysseSituationer. Jeg kysser simpelthen også min bedste ven engang imellem, når vi er fulde, bevares. Men det er stadig en kærlighedserklæring, bare på et andet niveau.
Kys er forskellige, men dejlige. Nogle betyder hele verden og andre ikke så meget.
Men jeg har tænkt mig at kysse Liv så længe hun syntes det er hyggeligt.

Men Hey. Det er ikke kun Mulla og jeg der kysser på Liv. Hele familien kysser på Liv og jeg bliver så glad hver gang hun kysser andre, for det er et tegn på tryghed. Det er nemlig ikke fordi at hun kysser på alle. Hun kan godt sige fra. Så hun kysser dem hun gerne vil kysse på og det er familien og det er vennerne oppe i vuggern. Hun skal bare gi’ den gas!

Når nu vi snakker om kys (ja ja, det er mig selv der skriver) så – kys i daginstitutionerne derude – pædagoger og børn imellem.
Kram alt hvad du kan komme til! Kys er ikke som sådan nødvendigt syntes jeg, men det skal da ikke forbydes. Nogle gange kan det være et kys på panden der skal til for at få barnet til at falde til ro. Jeg har ikke selv praktiseret det, men jeg vil absolut syntes det var i orden hvis der var en der kyssede Liv på panden, på kinden, hvis hun var ulykkelig. Men et kys på munden er ikke noget der høre hjemme imellem pædagoger og børn.

Men kys dine børn – smadder dem ind i kærlighed! Kys på børn bliver først forkert, når det bliver fejltolket i et voksenhoved der er skruet forkert sammen.

img_5506

Endnu en tilståelse!

Lige så vigtigt det er at holde fri, tage sig tid til at lege og ha’ fokus på de små ting, sammen med sit barn. Lige så vigtigt er det at tage sig tid til at tage på dage og være kæresteagtig med sin kone.
Tilståelse nummer to kommer her: jeg er sgu blevet en dårligere kæreste efter jeg er blevet far.

Heldigvis har jeg fået verdens dejligste kone!

Da jeg lukkede børnehaven i dag kl. 1630 og cyklede hjem. Tænkte jeg på;
– hvad skal vi ha’ af fredagsSlik?
– Hvordan får jeg overtalt Mulla til at se Vild Med Dans og ikke Alle Mod 1?
– Hvordan mon det går med putning i aften?
– Og hvad fa…. skal vi ha’ til aftensmad?

Inde i køkkenet står Liv og Mulla er ved at lave mad. Fedt tænker jeg, så er der da styr på det.
Liv snakker om noget med at Moster Sissel og Bedstefar kommer. Jeg tænker de kommer og spiser med.

Men så viser det sig sgu at Mulla har arrangeret at vi skal på date. En højhellig fredag, ud af det blå.
Ind af døren kommer bedstefar. Lidt efter kommer Moster Sissel. Så er Liv i hvert fald i trygge hænder😍

Jeg får meget sparsom information omkring aftenens forløb. Vi skal spise på Cafe Faust kl. 1745 og vi skal være et andet sted kl. 20.
Min første tanke er YES!!!! Det er verdens bedste ide. Det har vi brug for!
Næste tanke, hvad hulan skal vi kl. 20?
På cykelturen ned mod byen, får jeg hints til hvad vi skal. Mit første gæt var biffen – nej. Så tænkte jeg Comedy Zoo, for der har vi nogle gode (læs; fantastiske) kontakter, men det blev også er nej. Næste ledetråd var Musikhuset (men ikke Comedy Zoo) og så var jeg helt blank. Jeg er ikke super opdateret på Musikhusets program.
Men efter flere og flere hints var det åbenlyse svar til sidst. Alter Ego med Carsten Bang. Se bare, verdens dejligste kone.

Cafe Faust tilbød tid til at sidde og snakke, sidde at kigge på hinanden, sidde og nyde at være sammen, uden at opmærksomheden var på Liv. Ja Liv er det bedste i hele verden, uden sammenligning, men for ind i hule hankat det er også vigtigt at være sammen med Mulla helt uforstyrret!
Cafe Faust bød så også på Zinfandel og oksemørbrad 😍 hvilket bestemt ikke gjorde stemningen dårligere.

Carsten Bang diskede op med to timers hygge stand up. Der bar præg af hverdagsfortællinger vi alle kunne genkende, men som blev leveret med en spids vinkel som gjorde det top underholdende! Men vigtigst af alt var det to timer hvor vi kunne sidde tæt arm i arm (hvilket selvfølgelig er svært på lang afstand) og grine sammen. Mulla og mig!❤️

En virkelig fantastisk overraskelse og en lige så fantastisk aften. Den bliver så kun bedre når vi kommer hjem og høre at alt er gået godt hjemme i hytten (#LiviHytten, find det på Instagram). Det er altid spændende når Liv skal passes. Det er aldrig gået dårligt, men det er stadig spændende 😬

Alt er godt 🙏🏼

Den perfekte afslutning på denne aften, var ikke lige en mulighed, så nu sidder jeg her, alene, i stuen og skriver blog og drikker rom, til lyden af ungdommen der kaster op på Nordre Ringgade.

Husk at ta’ dig tid til at være kæresteAgtig. Hvis nu begge parter gør hvad de kan for at huske det, så sker der jo engang imellem noget så dejligt som det Mulla har udsat mig for i aften!

TAK!

(Billedet er ikke fra i dag, men hun er sgu da dejlig!!!)

“Du er jo ikke helt ung, så hvad har du egentlig lavet før?” spurgte min vejleder mig. Så det kommer lige her til jer alle.

For 10 år siden blev jeg student fra HF på Aarhus Akademi. Det bedste der kom ud af to år på HF var at det var her jeg mødte Mulla. Så det har ført til barn og ægteskab. Den havde jeg sgu ikke set komme da jeg for 10 år siden, sendte en tegning over til hende i en psykologi time, hvorpå der stod. Når du nu alligevel ikke skal noget på fredag, så kom til ned og hør det her musik (kan ikke huske sted og musik). Men det virkede sgu!

Efter HF, i 2007, tog jeg i Beredskabsstyrelsen for at aftjene min værnepligt. Det gjorde jeg helt frivilligt, med tanke om at blive brandmand og på den måde gøre en forskel. Det var helt vildt godt at være der. Fantastisk at blive udfordret i brandende huse og et vanvittig godt sammenhold man blev en del af. Det var faktisk så godt at jeg meldte mig til at blive videreuddannet til befalingsmand og blev udvalgt til det. Så min værnepligtstid stoppede en måned før resten af holdet, for så at starte på uddannelse. Dette resulterede i at jeg kom til kasernen i Thisted og skulle arbejde her i 6 måneder som underviser af værnepligtige. Der var ikke, slet ikke, det samme sammenhold blandt befalingsmændene og det var nok det der betød mest for mig. Jeg faldt aldrig rigtig til, ikke i rollen som underviser og heller ikke i flokken af befalingsmænd. Det var et halvt år med spændende oplevelser og udfordringer, men det var slet ikke mig.

Men jeg kom hjem med et stort kørekort. Som gav mig job ved Falck Hjælpemiddel. For dem kørte jeg rundt med hjælpemidler til institutioner og private, i lastbil, i Aarhus Kommune, i to år.

Efter to år i lastbil skulle jeg finde på noget andet. Jeg søgte ind som falckredder, to gange, uden held. Så hvad gør man så. Jeg ville gerne lave noget kreativt, så i 2011 startede jeg på Multimediedesign og 2 år efter afsluttede jeg den. Hvad man ikke lige får at vide inden man starter er at den som sådan ikke regnes for en dyt i den virkelige verden, og der er utrolig meget hjemmesidekodning i den. Det lærte jeg aldrig. Så der var ikke meget fremtid i det. Ærlig talt kunne jeg heller ikke se mig selv siddende ved en computer resten af livet. Men jeg kom derfra med kendskab til nogle computerprogrammer (photoshop/illustrator) som jeg har brugt en dele efterfølgende.

Hvad gør man så…?

Jeg fik job som pædagogmedhjælper og var, henover de to efterfølgende år, i en børnehave, SFO, vuggestue og en anden børnehave. Her gik det lige så langsomt op for mig at jeg skulle læse til pædagog. Jeg har nok, i virkeligheden, altid vist at jeg var god til at arbejde med børn, og jeg har det rigtig godt i daginstitution. Problemet har bare været at både min mor og min bonusmor er pædagoger, så jeg skulle satme ikke også være det. Men det er bare lige præcis det jeg skal være.

Så februar 2015 startede jeg på pædagogseminariet. Det var på Peter Sabroe, det sted jeg helst ville hen. Her ville jeg helst være fordi at eg havde hørt at det var et rigtig godt sted. Peter Sabroe er et mere kreativt sted hvor der arbejdes meget i grupper og ikke har så mange forelæsninger, hvor Jydsk Pædagogseminarium er mere teoretisk. Så det var helt perfekt. Det var også et rigtig godt halvt år vi fik der. Inden vi blev flyttet ned på VIA University College, Campus C. Der kan skrives meget om det, men det vil jeg ikke gøre.

2,5 år inde i uddannelsen og nu er vi på en uges indkald, fra vores praktik. For at stable en dimissionsfest på benene for de pædagoger der lige er dimitteret. Tænk en gang, om et år så er det os der er færdige.
Jeg glæder mig helt vildt til at det bliver mit tur og jeg kan komme ud og få et rigtigt arbejde og tjene nogle rigtige penge.

Hvis du stadig læser med, så kan du, i tilfælde af at jeg engang bliver kendt og de ringer fra Her Er Dit Liv, bare henvise dem til dette indlæg. Det sparer dem da for en del research.

På dr.dk kan man i dag læse at “ligebehandlingsnævnet slår fast, at børnehaver ikke må opdele arbejdsopgaver efter køn”.

Det var dog helt fantastisk. Det er utroligt at det er nødvendigt at der skal laves lov om det overhovedet, men det er et heldigt udfald det så har fået.
Det er en gammel diskussion at gå ind i, men ikke desto mindre aktuel, endnu. Jeg har lidt svært ved, hvor jeg skal starte, men jeg det fylder meget i hovedet på mig, så nu skriver jeg noget alligevel.

Jeg startede som medhjælper i en børnehave, kort tid efter at jeg havde set Thomas Vinterbergs film, Jagten. Det var en dårlig ide. Så blev jeg da først nervøs.

Jeg tænker meget over hvad jeg gør, når jeg er i en institution. Jeg prøver, alt hvad jeg kan, ikke at lade mig påvirke af skrækhistorierne, for jeg er ikke den klamme pædofile, som jeg føler at alt den snak om særregler, anklager mig og alle andre mænd for at være. Jeg har en masse kærlighed og jeg har nok til alle børn og det kommer til udtryk i at går i børnehøjde for at lege, jeg giver den omsorg der er nødvendig og det gælder også at tørre røv og give en krammer, for begge de ting er lige så naturlige og uskyldige.

Særregler er til for at beskytte børn og voksne. Nej de er med til at øge afstanden mellem mennesker. Jeg arbejdede engang i en SFO, hvor jeg efter noget tid fik at vide at børn der går i SFO er for gamle til at sidde på skødet, så det gør vi ikke. Den regel er lavet til mænd, det blev ikke sagt, men det er jeg sikker på. Børn i 0. 1. 0g 2. klasse er ikke for gamle til at sidde på skødet. Det er hyggeligt, det giver tryghed og det er med til at styrke relationer. Det er heldigvis det eneste jeg har oplevet og det er ingenting i forhold til hvad der ellers ar været regler om. Det er bare stadig for meget.

Artiklen fra dr.dk skrev kun om at særregler er forbudt i børnehaver, jeg håber virkelig at det også gælder vuggestuer. Mænd er for mange små børn skræmmende nok i forvejen, bare ved at være mænd. Det hjælper bestemt ikke hvis de skal holde afstand og passe på i institutionerne. Igen, det øger afstanden mellem mennesker, mænd og børn.
Sidst jeg arbejde i vuggestue, var jeg ofte alene med 4-5 børn for at lege i et puderum. Ja det er rigtig nok, alene. Det eneste der var med det, var at det var rigtig hyggeligt. Der var endda også flere gange hvor jeg skiftede ble for lukket dør, fordi at det på de tidspunkter var mest praktisk at den dør var lukket. Det eneste der var med det, var at det intensiverede lugten af lort. Når jeg fortalte om det til andre er der flere der har spurgt, “turde du godt det?” Og et klart ja skal der lyde herfra, det tør jeg godt. For hvis jeg skal lave om på den jeg er og hele tiden gå og passe på, for at være sammen med børn, så skal jeg ikke være i en institution.
Små børn skal ha’ omsorg, for det er byggestenen til godt selvværd.

Jeg er en mand, men jeg er ikke ude på noget som helst andet end at få dine børn til at grine og ha’ det dejligt!