Jeg holdte ikke barsel

– for jeg var i den heldige situation at jeg havde sommerferie de første halvanden måned af Livs liv.

Jeg er så utrolig glad for at jeg kunne være med, helt tæt på, hele tiden, i så lang tid af Livs første levetid.
Det var absolut det vildeste der skete i mit liv da vi blev forældre, så jeg ville bare gerne være der hele tiden og aldrig forlade vores lille babyBoble. For ja vi levede i vores egen lille boble og det var fantastisk. Jeg var den der skiftede ble og Mulla var den der gav mad. Sådan var det alle døgnets timer. Hvis jeg kunne så havde jeg også giver hende mad, men selvom der er lidt manBoob at spore, så giver de ikke meget næring.

Mulla kæmpede med at få amningen til at køre og det var ikke nemt, faktisk decideret træls. Så alt hvad jeg kunne aflaste, det gjorde jeg.

Som skrevet, så havde kom Liv til verden i min første og eneste lange sommerferie på pædagogstudiet. Ja det havde vi jo planlagt, så ingen overraskelse der (eller var der noget med at det tog os næsten et år, før Mulla blev gravid? Det husker jeg ikke).
Men jeg havde ferie halvanden måned efter fødslen og det var absolut det bedste. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle ha’ kunne nøjes med 2 uger (2 UGER!!!) som mange fædre har. Der havde vi jo dårligt fundet ud af hvordan det var at være hjemme i lejligheden som familie. De første to uger handler kun om at have besøg. Der var ingen tid til at være alene i vores lille, nye, helt egen familie.

En anden ting omkring besøg, som jeg da ikke syntes er særlig fed. Er at jeg, som troede at jeg var sej, åben og ja-kom-endelig-på-besøg-og-se-vores-skønne-unge-overskuds-agtig, mere var så’n, skrid-og-lad-os-være-alene-beskytter-agtig. Der havde jeg det virkelig svært med. Men det er en anden historie.

Det var skønt at have god tid. Jeg havde mulighed for at være der for Mulla og være der for Liv. Så vi sammen kunne finde ud af, hvad i alverden det vil sige at få et barn. For selvom at jeg syntes jeg havde godt styr på børn, efter flere år som pædagogmedhjælper, så kunne det stikkes skrådt op, for det kan ikke sammenlignes. Jeg var mega hård til at skifte ble, for det havde jeg gjort masser af gange….. på 9 måneder gamle børn (som det yngste). Et nyfødt barn er jo lige så skrøbelig som glas. Det var der ingen der havde sagt. De tynde ben, som er lige ved at blive trukket fra hinanden (sådan føltes det i hvert fald, Liv gik ikke i stykker). Det var godt nok en vildt oplevelse.

Vi havde god tid. Nogle dage havde vi slet ikke besøg.
God tid til at sidde/ligge og kigge på Liv. Det var uden tvivl det vi brugte mest tid på i de første par måneder. Kigge på det barn som Mulla havde lavet inde i maven. Det barn som er en blanding af Mulla og jeg. Det barn som vi, resten af vores liv, skal passe på og lære alt.
Igen en skræmmende tanke, som der nok kunne skrives et helt andet indlæg omkring. Alle de ting som Liv skal lære. Alle de ting som vi, som mor og far, skal lære hende for at hun kan begå sig som menneske. Det er jo vanvittigt. Men det er en anden historie.

Halvanden måned havde vi i vore boble, inden jeg startede i skole. Jeg siger ikke at halvanden måned var nok, slet ikke. Jeg havde på ingen tænkelig måde lyst til at tage i skole og vide at mine to tøser var derhjemme, uden mig. For det var det eneste sted jeg ville være. Tilbage i babyboblen. Hvor alt handlede om at lære at være familie, overøse Liv med kærlighed og ikke mindst hjælpe/aflaste Mulla. Ja det manglede da bare. Mulla skabte et barn i kroppen. Skabte samtidig et vanddepot på godt 15 kg. Slæbte rundt på det. Fik flået maven op. Kæmpede med amningen for at gøre det bedste for Liv. Alt dette i mens jeg stod på sidelinjen og klappede. Så halvanden måneds far-støtte på fuld tid, var kun på sin plads.

Anbefaling herfra til kommende fædre. Hold fri/barsel så længe som du overhovedet kan!

En god tid gået kommer aldrig skidt tilbage. (Har nogen vist sagt engang, men det er passer.)