“Liv er vores lille prinsesse”

-Har ingen nogensinde hørt mig sige. Det er meget bevidst og jeg får nærmest udslæt når nogle gør det. For mig ligger der nemlig, i det ord, gemt en fortælling om en eventyrPrinsesse, som en en lille fin sag der skal passes på og ikke selv kan klare ærterne (fin reference ik 😉 ). En prinsesse skal befries/reddes/hjælpes og har ikke meget medbestemmelse, måske sket ingen. Det er derfor, i mine øjne, et kælenavn der er forbundet med skrøbelighed og usikkerhed. Det er ikke noget jeg ønsker skal smitte af på Liv.

Det er da muligvis lige lovlig meget at ligge i det ord og det er da måske også mere et princip end det er en påstand der holder, men det er jo det fede ved at blive forældre. Så kan jeg nemlig selv bestemme hvad jeg syntes der er rigtigt og forkert for mit barn.

Liv er ikke blevet klædt i lyserødt. Liv er blevet klædt i alle farver. For lyserød er, både for Mulla og jeg, en del af prinsesseHistorien. Så det har vi helt bevidst undgået. Det kan så, til tider, være en udfordring når der skal købes tøj. Hvis man, som os, gerne vil undgå sarte lyse farver og samtidig gerne vil købe billig tøj. Så er det som om at man tit ender i drengeafdelingen i H&M. Og ja, kønsdebat eller ej, så er børnetøj delt enorm meget op i dreng og pige. Det samme gælder legetøj. Fx LEGO, der er lyserøde hylder og der er blå hylder. Der er kønsaktivisterne ikke lige kommet til endnu.

MEN lige meget hvor meget vi har gjort for at påvirke Liv i en retning der peger væk fra lyserød og prinsesser, så skal hun i morgen til fastelavn være prinssese med stor rød (heldigvis) kjole og lyserøde sko. Fordi hun selv har valgt den kjole nede i MødreHjælpen. Fordi det vigtigste er at hun selv får lov til at vælge. Og hvis hun bliver sat overfor to stykker tøj hvor det ene af dem er lyserødt, ja så vælger hun det lyserøde. Og igen, hun vælger det selv. For nu har hun selv en holdning til det og det er fuldstændig fantastisk. Det skal lige siges at det kostume hun først havde udset sig i butikken, var et dragekostume, men det røg for næsen af hende.

Jeg ønsker bare for alt i verden at Liv bliver  stærk og tror på sig selv. Jeg ønsker at hun skal blive sin helt egen og det skal ikke påvirkes af at hun bliver sat i en boks som det ene eller det andet. Det skal hun, med vores støtte og hjælp selvfølgelig, selv finde ud af. Så hun selv, engang, kan definere hvem hun er.

Så i morgen rykker vores lille prinsesse Liv ud i rød kjole og kinderrødt, for det har hun selv valgt!

Jeg er i dag blevet interviewet og i den forbindelse blev jeg spurgt om jeg kunne definere en typisk dreng og en typisk pige.

Det kan jeg sagtens gøre. Drenge er vilde, elsker fodbold og at banke hinanden. Piger er helt tosset med at lave perler, sidde stille og alt i lyserødt. Nemt.

Men lad os, fra nu af, glemme de to billeder. De gavner ikke nogen at se verden så sort/hvid. Det er da rigtig nok at de billeder passer på nogle børn, men der er så sandelig og heldigvis også børn der ikke passer ind i disse to kasser.

Jeg har været i praktik i et halvt år i en børnehave og jeg har ikke spillet fodbold en eneste gang, af den simple grund at jeg ikke gider. Det er dog heller ikke blevet efterspurgt, andet end et par gange. For en ordens skyld, må jeg her lige meddele at der faktisk var drenge i den børnehave. Jeg har gjort hvad jeg kunne, i løbet af det halve år, for at nedbryde det stereotype billede på en dreng/mand. Jeg er meget bevidst om at jeg er forbillede for de børn jeg har været sammen med det sidste halve år og derfor at jeg både slåsset og lavet perlekæder. Men det er også fordi at jeg har lyst til det. Jeg vil gerne tegne, jeg vil gerne lave perlekæder, men jeg vil også gerne lege fangeleg og “banke” dem alle sammen.

Jeg slår ikke et slag for at vi skal udviske kønnene og gå over til intetkøn og kalde folk for “hen”. Fordi der er forskel på drenge og piger, som vi ikke kan gøre noget ved. Jeg syntes bare at snakken om køn er blevet et eksempel på endnu en ting der bliver gjort “farlig”. Jeg syntes ikke vi skal være bange for at sige “hej drenge” og “hej tøser”, jeg gør det. Ellers begrænser vi os selv og tvinger os selv til, hele tiden, at skulle være varsom med hvad vi siger og hele tiden skulle passe på. Så fjerner vi naturligheden i omgangen med børnene. Det ville i hvert fald være svært for mig at navigere i.

Det jeg syntes vi skal bruge alt vores energi på er at møde børnene som de er, der hvor de er. Altså at alle skal have den samme omsorg, tilbydes de samme aktiviteter og snakkes til på samme måde.