Jeg har da godt hørt at børn kan være morSyge, det har jeg da. Men jeg har da også tænkt st det kun er engang i mellem, i korte perioder. Der var ingen der havde fortalt at perioderne (perioden) vare, ja hele tiden…
Jeg kan, sjovt nok, sagtens bruges kl. 0600 om morgenen og to-tre timer frem, mens mor sover mere (piger-mod-drengene de største rivaler i verdenshistorien). Lige så snart mor kommer op er det ikke meget der er brug for mig, eller jow det passer ikke. Jeg kan lave mad og rydde op. Det er blevet sagt flere gange af min datter på 2. “Mor leg, dar (far) ryd op”. Så helt overflødig er dog ikke.
Jeg må også godt være alene med hende, men sidst jeg var der, det var i lørdags. Måtte jeg ikke engang trøste hende, da hun slog hovedet. Hun gik væk og kaldte på mor. Det er eddermame ondt i hjertet. Jeg prøvede at forklare hende at min eneste opgave her i verden er at passe på hende og sørge for at hun er glad. Det prallede fuldstændig af på hende. Heldigvis kunne et par bøger få hende i godt humør.
Hvis selv hun får lov at vælge, så er det mor der skal alt, putte, skifte, hjælpe med tøj, børste tænder, ja alt praktisk som involvere hende selv og så alt det sjove og hyggelige også. Så vi spørger ikke så meget. Vi bestemmer og hun er som regel ret utilfreds når jeg skal hjælpe hende.
Så ja jeg elsker at stå op kl. 0600 hvor morgen, og spise morgenmad med hende, lege, putte, hygge, skifte og alt mulig for det er min time to shine!
Efter kl. 1800 er det som hovedregel kun mor der dur. Så hvis hun er pyldret om aftenen og jeps, det er hun i ny og næ😧 så er det KUN mor der holder!
Det kommer også til udtryk om natten. Hvis hun kommer over i vores seng så kravler hun STRAKS helt over til mor. Hvis det var muligt, så var hun kravlet ind i kroppen på hende. Så jeg kan hygge med med Livs røv og fødder. Ikke at det er særlig fedt for Mulla, for Liv erobre hendes hovedpude og fylder generelt nærmest hele hendes side, men der ville en udligning af favorit-forældre-rollen jo være ret så nyttig (også der).

Så Liv, hvis du læser det her. Jeg, din far, har også følelser. Det gør ondt at blive valgt fra, hver gang! Som sagt så er min altoverskyggende mission på denne jord, at passe på dig og sørge for at du har det godt og hvis du ikke giver mig lov til det, så bliver jeg simpelthen ked af det😢

Det er to måneder siden at jeg skrev om putning sidst. Den gang sov Liv i smørhullet, putning tog halvanden til to timer og der var fødder/hænder/hoved/røv i hovedet mor mor og far natten lang.

Vi fik taget os sammen til at forsøge at putte hende i sin egen seng. Ritualet var nu at hun fik læst en historie og så skulle hun sove. Det var den lille dame ikke helt tilfreds med, hun blev ulykkelig, så vi holdte hende i hånden (med ‘vi’ mener jeg på skift, vi puttede ikke begge to samtidig, bare lige for en ordens skyld)
Så vi holdt i hånd, hvilket er super træls når hun ligger i en tremmeseng og ens arm kun lige akkurat kan nå derned. Men hvad gør man ikke for sin eget kød og blod…..

Det gik fint, hun faldt forholdsvis hurtigt i søvn, når det var mig der puttede. Af en eller anden grund tog/tager det vanvittig lang tid når Mulla putter og kun semi-lang tid når jeg putter. Så den tjans fik jeg.

Næste kapitel i denne putteFortælling skulle være at vi ikke skulle holde i hånden mere. Hvilket, ikke så overraskende, var enormt upopulært. Selvom jeg sad præcis det samme sted som før, på den skønne, grønne IKEA-klapstol, som jo heldigvis er helt perfekt at sidde på i timevis. Det tog et par omgange at vende sig af med hånden og så var vi klar til næste kapitel.

Jeg skulle nu bevæge mig langsom længere væk efter godnathistorien. Det blev til at jeg lagde mig i vores seng, klods op at hovedenden af Livs seng. Det gik fint, bortset fra at det til tider også tog to timer for mig at få hende til at sove. Hvilket er forholdsvis frustrerende og udmattende, når man ligger stille i et halvmørkt rum (vores mørklægningsgardiner er fine, bortset fra de 10 cm. mellemrum der er imellem dem) og bare ikke vil sove, men helst ind i stuen og bare få lidt ud af min aften. Det så også krydret med at der ligger en lille trold og kigger op bag sengerenden hvert 3 minut. Det tester da lige min tolerance, det gør det da.

Så der skulle ske noget nyt, efter at vi i alt for lang tid har brugt ca. to timer på at sidde/ligge i soveværelset, hver aften.
Det har hele tiden været planen at vi ritualet skulle være læsning, så godnat og så går vi bare ud af soveværelset. Det har bare været så svært at tage sig sammen til, for vi var begge overbeviste om at det kom til at kræve skrig og skrål! Hvilket jo er det sidste vi har lyst til at udsætte bette Liv for.

I tirsdag, tog Mulla mod til sig og prøvede at starte et nyt kapitel i den uendelige PutteFortælling. Der blev læst, sagt godnat og så gik Mulla lidt rundt i soveværelset og lagde tøj sammen. Inden hun til sidst gik ud… Begge stod vi der, helt spændte og ventede på skriget….. der var helt stille. Når vi kiggede ind, kigge Liv op fra sengen, hun fik at vide hun skulle ligge sig ned, ikke et ord.

Begynderheld, tænkte vi. Det kommer ikke til at gå så fint i morgen. Det gjorde det. Jeg læste, sagde godnat og gik. Det tager stadig lang tid for hende at falde i søvn, men hun ligger stille, siger ikke et ord og falder så til sidst i søvn.

Så står vi her og tænker: “Hvorfor fanden er vi ikke begyndt på det noget før?” Men fedt det er det.
Hun putter sig selv, sover i sin egen seng hele natten og vågner kl. 0600, hver morgen, plus minus 5 minutter. Vækkeuret bliver i slidt op her i hytten.

Putning – bare prøv det!

Det er sommer, der er i hvert fald mange der er eller skal på sommerferie. I dag er vejret endda også sommeragtigt. Kombinationen af den kommende sommerferie og det gode vejr gør en total glad i låget.

Sommerferien er også en fremragende undskyldning for at give en sommerferie gave og et kæmpe stort tak til de mennesker der passer på vores børn, i mange timer, hver dag.

Det er ikke meningen at der skal købes dyre sager, eller at det skal være noget personligt, spændende eller unikt. Det er mere tanken der tæller og her passer set faktisk. Normalt er det en dårlig undskyldning for at have glemt at købe en rigtig gave. Lige nøjagtig her er det faktisk sandt.

Det er sjældent at der bliver sagt tak for omsorg, overskud, gode ideer, sjove tiltag, store smil eller godt humør, når hverdagen bare køre der-ud-af. Jeg får det i hvert fald ikke sagt. Der er jeg mere optaget af at høre hvordan min lille

Liv har haft det og om hun har gjort noget skørt og gagget.

Så nu er muligheden der. En sommerhilsen. Køb en plade chokolade, en flaske vin, en blomst eller bare skriv et kort. Skriv hvorfor I sætter pris på det de gør. Skriv TAK. Det betyder ikke meget for os som forældre, men det betyder helt utrolig meget at få den lille tanke, som personale.

Men du arbejder jo selv i en institution Jonas. Ja det gør jeg og derfor ved jeg hvor meget det betyder at få et tak!

Jeg siger det bare. Det er så lidt der skal til og det betyder så utrolig meget for modtagerne.

Som nogle måske ved, så er jeg i praktik nu, pædagogPraktik. I den sidste uge har vi været på indkald, altså i skole for at lære noget nyt og brugbart i forhold til vores praktik og virke som pædagoger. Derfor var det list svært at se meningen med at vi skulle bruge en hele uge, som vi arbejder ekstra for at sparer op til, på at arrangere en fest til dem der lige er dimitteret som pædagoger (mig om 1 år!!!!).
Det fede ved hele introduktionen til det her indkald, var at det var dejligt at se at skolen tænker/agerer lidt lige som jeg. Man får en god ide og fører det ud i livet og efterfølgende får flettet noget teori og en super god begrundelse på, så det passer ind i uddannelsens verden. Så er jeg da ikke helt forkert på den.

Men jeg mødte ind på skolen i mandags og vidste ikke rigtig hvad der skulle ske, ingen vidste det. Der var en summen i krogene, en summen der var meget præget af en nej-hat-det-er-åndsvagt-det-her stemning. Vi har lige nået at være en lille måned i praktikken og nu skal vi bruge en uge på det her.

Gruppeinddelingen var klar inden i mandags, så vi gik egentlig bare ud i grupperne og begyndte at finde på sjove ideer.
Vi skulle bare lave underholdning og show der vare ca. 4 timer. Det skulle være stort, nytænkende, flot og sjovt. Så det var jo lige til at gå til… eller…

Jeg meldte mig til at være konfer….. konfirenc…. konfren…. vært. En medstuderende og jeg skulle være værter og styrer showet i de 4 timer det stod på. Straks begyndte vi at tænke over hvad der skulle siges. Jeg begyndte at skrive ned hver gang jeg fik en sjov tanke. Vittigheder, det er sgu svært at skrive. Tænk sjovt, skriv det ned, NU! det er godt jeg ikke skal være stand-upper.

Mandag, tirsdag og onsdag gik med at prøve at tænke sjove tanker og prøve at planlægge hvad man skal sige på scenen, men vi gik hele tiden i stå, for det er ikke til at øve, før man står på scenen. Så vi måtte bare håbe på at vores impro-evner og vores ping-pong med hinanden bare kørte der-ud-af så snart vi trådte op på scenen.

Torsdag formiddag (showet var torsdag kl. 18) havde vi “generalprøve”. Hvilket mere virkede som en fælles øver, det var første gang vi alle var samlet igen siden mandag og “generalprøven” var mest karakteriseret ved pauser, om-tagninger og rettelser. Det tog lang tid og jeg gik der fra med håbet om at dem der skulle se det, var stive og dermed super nemme at underholde.

Klokken blev 18, alle havde gjort hvad de kunne for at blive klar. Til trods for at vi havde fået at vide at vi ikke måtte drikke alkohol inden showet er jeg rimelig sikker på at størstedelen af os havde drukket i hvert fald en genstand inden vi gik i gang. Jeg havde vist fået de første 4.

Hold fast jeg var spændt, jeg kunne slet ikke sidde ned og jeg kunne ikke stå stille. Jeg gik på toilet ca. hver femte minut. 300 mennesker sad og ventede og jeg skulle som det første danse introdans (i bedste zulu-award-intro-stil), sammen med min medvært.

Jeg kan ikke engang huske om jeg dansede rigtigt, det gjorde jeg nok ikke. Men reaktionen fra salen var vanvittig! De sad så tæt på at jeg var ved at sparke en dame i hovedet under dansen og de var bare på, lige fra starten. Råb og skrig og skrål. Det var vildt.

Stemningen i salen var helt oppe under loftet og vores show gik fuldstændig efter planen, hvilket er utroligt efter den “generalprøve” vi havde. Alle var så pisse seje! Musikken var helt vildt god, det bedste husorkester jeg nogensinde har haft i ryggen! (og eneste og sikkert også sidste) Men det var en kæmpe fornøjelse at blive spillet på scenen af så lækkert et band!

4 timer senere, var det slut og det sluttede på den bedste og vildeste vis, med en scene fuld af glade dimittender og endnu flere stående, hoppende, syngende i salen. Det var helt vildt!

Bagefter var jeg fuldstændig udmattet i kroppen, men hovedet var helt oppe og kører!

Fra på mandag hedder den børnehave igen. Det er total antiklimaks efter den her oplevelse. Vi har som hold lavet noget helt unikt sammen, det er fandeme samskabelse fra alle øverste hylde. Det er rystet os sammen. Jeg har snakket med, haft det vildt sjovt og festet med nye mennesker, og med gode gamle banditter! Så jeg har egentlig bare mest lyst til at skulle i skole i morgen og snakke om det vi lavede i ugen der er gået.

Nu skal jeg nok stoppe med at snakke mere om det show! Det var bare så fårking fedt at være en del af!

Hverdagen, børnehaven og klatrestativet kalder….