Indkald uden faglighed, men VANVITTIG sjovt!

Som nogle måske ved, så er jeg i praktik nu, pædagogPraktik. I den sidste uge har vi været på indkald, altså i skole for at lære noget nyt og brugbart i forhold til vores praktik og virke som pædagoger. Derfor var det list svært at se meningen med at vi skulle bruge en hele uge, som vi arbejder ekstra for at sparer op til, på at arrangere en fest til dem der lige er dimitteret som pædagoger (mig om 1 år!!!!).
Det fede ved hele introduktionen til det her indkald, var at det var dejligt at se at skolen tænker/agerer lidt lige som jeg. Man får en god ide og fører det ud i livet og efterfølgende får flettet noget teori og en super god begrundelse på, så det passer ind i uddannelsens verden. Så er jeg da ikke helt forkert på den.

Men jeg mødte ind på skolen i mandags og vidste ikke rigtig hvad der skulle ske, ingen vidste det. Der var en summen i krogene, en summen der var meget præget af en nej-hat-det-er-åndsvagt-det-her stemning. Vi har lige nået at være en lille måned i praktikken og nu skal vi bruge en uge på det her.

Gruppeinddelingen var klar inden i mandags, så vi gik egentlig bare ud i grupperne og begyndte at finde på sjove ideer.
Vi skulle bare lave underholdning og show der vare ca. 4 timer. Det skulle være stort, nytænkende, flot og sjovt. Så det var jo lige til at gå til… eller…

Jeg meldte mig til at være konfer….. konfirenc…. konfren…. vært. En medstuderende og jeg skulle være værter og styrer showet i de 4 timer det stod på. Straks begyndte vi at tænke over hvad der skulle siges. Jeg begyndte at skrive ned hver gang jeg fik en sjov tanke. Vittigheder, det er sgu svært at skrive. Tænk sjovt, skriv det ned, NU! det er godt jeg ikke skal være stand-upper.

Mandag, tirsdag og onsdag gik med at prøve at tænke sjove tanker og prøve at planlægge hvad man skal sige på scenen, men vi gik hele tiden i stå, for det er ikke til at øve, før man står på scenen. Så vi måtte bare håbe på at vores impro-evner og vores ping-pong med hinanden bare kørte der-ud-af så snart vi trådte op på scenen.

Torsdag formiddag (showet var torsdag kl. 18) havde vi “generalprøve”. Hvilket mere virkede som en fælles øver, det var første gang vi alle var samlet igen siden mandag og “generalprøven” var mest karakteriseret ved pauser, om-tagninger og rettelser. Det tog lang tid og jeg gik der fra med håbet om at dem der skulle se det, var stive og dermed super nemme at underholde.

Klokken blev 18, alle havde gjort hvad de kunne for at blive klar. Til trods for at vi havde fået at vide at vi ikke måtte drikke alkohol inden showet er jeg rimelig sikker på at størstedelen af os havde drukket i hvert fald en genstand inden vi gik i gang. Jeg havde vist fået de første 4.

Hold fast jeg var spændt, jeg kunne slet ikke sidde ned og jeg kunne ikke stå stille. Jeg gik på toilet ca. hver femte minut. 300 mennesker sad og ventede og jeg skulle som det første danse introdans (i bedste zulu-award-intro-stil), sammen med min medvært.

Jeg kan ikke engang huske om jeg dansede rigtigt, det gjorde jeg nok ikke. Men reaktionen fra salen var vanvittig! De sad så tæt på at jeg var ved at sparke en dame i hovedet under dansen og de var bare på, lige fra starten. Råb og skrig og skrål. Det var vildt.

Stemningen i salen var helt oppe under loftet og vores show gik fuldstændig efter planen, hvilket er utroligt efter den “generalprøve” vi havde. Alle var så pisse seje! Musikken var helt vildt god, det bedste husorkester jeg nogensinde har haft i ryggen! (og eneste og sikkert også sidste) Men det var en kæmpe fornøjelse at blive spillet på scenen af så lækkert et band!

4 timer senere, var det slut og det sluttede på den bedste og vildeste vis, med en scene fuld af glade dimittender og endnu flere stående, hoppende, syngende i salen. Det var helt vildt!

Bagefter var jeg fuldstændig udmattet i kroppen, men hovedet var helt oppe og kører!

Fra på mandag hedder den børnehave igen. Det er total antiklimaks efter den her oplevelse. Vi har som hold lavet noget helt unikt sammen, det er fandeme samskabelse fra alle øverste hylde. Det er rystet os sammen. Jeg har snakket med, haft det vildt sjovt og festet med nye mennesker, og med gode gamle banditter! Så jeg har egentlig bare mest lyst til at skulle i skole i morgen og snakke om det vi lavede i ugen der er gået.

Nu skal jeg nok stoppe med at snakke mere om det show! Det var bare så fårking fedt at være en del af!

Hverdagen, børnehaven og klatrestativet kalder….