“Liv er vores lille prinsesse”

-Har ingen nogensinde hørt mig sige. Det er meget bevidst og jeg får nærmest udslæt når nogle gør det. For mig ligger der nemlig, i det ord, gemt en fortælling om en eventyrPrinsesse, som en en lille fin sag der skal passes på og ikke selv kan klare ærterne (fin reference ik 😉 ). En prinsesse skal befries/reddes/hjælpes og har ikke meget medbestemmelse, måske sket ingen. Det er derfor, i mine øjne, et kælenavn der er forbundet med skrøbelighed og usikkerhed. Det er ikke noget jeg ønsker skal smitte af på Liv.

Det er da muligvis lige lovlig meget at ligge i det ord og det er da måske også mere et princip end det er en påstand der holder, men det er jo det fede ved at blive forældre. Så kan jeg nemlig selv bestemme hvad jeg syntes der er rigtigt og forkert for mit barn.

Liv er ikke blevet klædt i lyserødt. Liv er blevet klædt i alle farver. For lyserød er, både for Mulla og jeg, en del af prinsesseHistorien. Så det har vi helt bevidst undgået. Det kan så, til tider, være en udfordring når der skal købes tøj. Hvis man, som os, gerne vil undgå sarte lyse farver og samtidig gerne vil købe billig tøj. Så er det som om at man tit ender i drengeafdelingen i H&M. Og ja, kønsdebat eller ej, så er børnetøj delt enorm meget op i dreng og pige. Det samme gælder legetøj. Fx LEGO, der er lyserøde hylder og der er blå hylder. Der er kønsaktivisterne ikke lige kommet til endnu.

MEN lige meget hvor meget vi har gjort for at påvirke Liv i en retning der peger væk fra lyserød og prinsesser, så skal hun i morgen til fastelavn være prinssese med stor rød (heldigvis) kjole og lyserøde sko. Fordi hun selv har valgt den kjole nede i MødreHjælpen. Fordi det vigtigste er at hun selv får lov til at vælge. Og hvis hun bliver sat overfor to stykker tøj hvor det ene af dem er lyserødt, ja så vælger hun det lyserøde. Og igen, hun vælger det selv. For nu har hun selv en holdning til det og det er fuldstændig fantastisk. Det skal lige siges at det kostume hun først havde udset sig i butikken, var et dragekostume, men det røg for næsen af hende.

Jeg ønsker bare for alt i verden at Liv bliver  stærk og tror på sig selv. Jeg ønsker at hun skal blive sin helt egen og det skal ikke påvirkes af at hun bliver sat i en boks som det ene eller det andet. Det skal hun, med vores støtte og hjælp selvfølgelig, selv finde ud af. Så hun selv, engang, kan definere hvem hun er.

Så i morgen rykker vores lille prinsesse Liv ud i rød kjole og kinderrødt, for det har hun selv valgt!

– for jeg var i den heldige situation at jeg havde sommerferie de første halvanden måned af Livs liv.

Jeg er så utrolig glad for at jeg kunne være med, helt tæt på, hele tiden, i så lang tid af Livs første levetid.
Det var absolut det vildeste der skete i mit liv da vi blev forældre, så jeg ville bare gerne være der hele tiden og aldrig forlade vores lille babyBoble. For ja vi levede i vores egen lille boble og det var fantastisk. Jeg var den der skiftede ble og Mulla var den der gav mad. Sådan var det alle døgnets timer. Hvis jeg kunne så havde jeg også giver hende mad, men selvom der er lidt manBoob at spore, så giver de ikke meget næring.

Mulla kæmpede med at få amningen til at køre og det var ikke nemt, faktisk decideret træls. Så alt hvad jeg kunne aflaste, det gjorde jeg.

Som skrevet, så havde kom Liv til verden i min første og eneste lange sommerferie på pædagogstudiet. Ja det havde vi jo planlagt, så ingen overraskelse der (eller var der noget med at det tog os næsten et år, før Mulla blev gravid? Det husker jeg ikke).
Men jeg havde ferie halvanden måned efter fødslen og det var absolut det bedste. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle ha’ kunne nøjes med 2 uger (2 UGER!!!) som mange fædre har. Der havde vi jo dårligt fundet ud af hvordan det var at være hjemme i lejligheden som familie. De første to uger handler kun om at have besøg. Der var ingen tid til at være alene i vores lille, nye, helt egen familie.

En anden ting omkring besøg, som jeg da ikke syntes er særlig fed. Er at jeg, som troede at jeg var sej, åben og ja-kom-endelig-på-besøg-og-se-vores-skønne-unge-overskuds-agtig, mere var så’n, skrid-og-lad-os-være-alene-beskytter-agtig. Der havde jeg det virkelig svært med. Men det er en anden historie.

Det var skønt at have god tid. Jeg havde mulighed for at være der for Mulla og være der for Liv. Så vi sammen kunne finde ud af, hvad i alverden det vil sige at få et barn. For selvom at jeg syntes jeg havde godt styr på børn, efter flere år som pædagogmedhjælper, så kunne det stikkes skrådt op, for det kan ikke sammenlignes. Jeg var mega hård til at skifte ble, for det havde jeg gjort masser af gange….. på 9 måneder gamle børn (som det yngste). Et nyfødt barn er jo lige så skrøbelig som glas. Det var der ingen der havde sagt. De tynde ben, som er lige ved at blive trukket fra hinanden (sådan føltes det i hvert fald, Liv gik ikke i stykker). Det var godt nok en vildt oplevelse.

Vi havde god tid. Nogle dage havde vi slet ikke besøg.
God tid til at sidde/ligge og kigge på Liv. Det var uden tvivl det vi brugte mest tid på i de første par måneder. Kigge på det barn som Mulla havde lavet inde i maven. Det barn som er en blanding af Mulla og jeg. Det barn som vi, resten af vores liv, skal passe på og lære alt.
Igen en skræmmende tanke, som der nok kunne skrives et helt andet indlæg omkring. Alle de ting som Liv skal lære. Alle de ting som vi, som mor og far, skal lære hende for at hun kan begå sig som menneske. Det er jo vanvittigt. Men det er en anden historie.

Halvanden måned havde vi i vore boble, inden jeg startede i skole. Jeg siger ikke at halvanden måned var nok, slet ikke. Jeg havde på ingen tænkelig måde lyst til at tage i skole og vide at mine to tøser var derhjemme, uden mig. For det var det eneste sted jeg ville være. Tilbage i babyboblen. Hvor alt handlede om at lære at være familie, overøse Liv med kærlighed og ikke mindst hjælpe/aflaste Mulla. Ja det manglede da bare. Mulla skabte et barn i kroppen. Skabte samtidig et vanddepot på godt 15 kg. Slæbte rundt på det. Fik flået maven op. Kæmpede med amningen for at gøre det bedste for Liv. Alt dette i mens jeg stod på sidelinjen og klappede. Så halvanden måneds far-støtte på fuld tid, var kun på sin plads.

Anbefaling herfra til kommende fædre. Hold fri/barsel så længe som du overhovedet kan!

En god tid gået kommer aldrig skidt tilbage. (Har nogen vist sagt engang, men det er passer.)

– når hun har spist makrel. For jeg kan ikke udstå lugten af det. Efter flere år i daginstitution med makrel i madpakker, som fører til makrel på, total ukontrollerbare, fingre, som fører til makrel på deres og mit tøj, som resulterer i dårlig lugt resten af dagen! Er jeg ret presset over at Liv er vild med det.

Men udover det, så kan jeg love jer for at jeg kysser på Liv og jeg kysser hende lige midt på munden. Jeg kysser hende også alle mulige andre steder, over hele hendes lille skønne, bløde krop! Jeg kysser hende fordi det er dejligt! Fordi jeg elsker hende! Fordi det er et tegn på omsorg, kærlighed, hygge, tryghed, nærvær, tosomhed og fordi det bare er dejligt!
Jeg kan faktisk ikke se hvorfor man ikke skulle gøre det.
Jeg er 30 år gammel og jeg kysser stadigvæk min egen mor på munden engang imellem, for sådan har vi altid gjort og det hun er stadigvæk min mor.
Jeg kysser selvfølgelig også på min Mulla. Det er heldigvis de kys jeg får flest af. For det er kærestekys. Det er på en måde stadig et kys, men der ligger meget og noget andet bag de kærestekys.

Jeg er heldigvis i den priviligerede situation at jeg er i stand til at veksle imellem flere forskellige kysseSituationer. Jeg kysser simpelthen også min bedste ven engang imellem, når vi er fulde, bevares. Men det er stadig en kærlighedserklæring, bare på et andet niveau.
Kys er forskellige, men dejlige. Nogle betyder hele verden og andre ikke så meget.
Men jeg har tænkt mig at kysse Liv så længe hun syntes det er hyggeligt.

Men Hey. Det er ikke kun Mulla og jeg der kysser på Liv. Hele familien kysser på Liv og jeg bliver så glad hver gang hun kysser andre, for det er et tegn på tryghed. Det er nemlig ikke fordi at hun kysser på alle. Hun kan godt sige fra. Så hun kysser dem hun gerne vil kysse på og det er familien og det er vennerne oppe i vuggern. Hun skal bare gi’ den gas!

Når nu vi snakker om kys (ja ja, det er mig selv der skriver) så – kys i daginstitutionerne derude – pædagoger og børn imellem.
Kram alt hvad du kan komme til! Kys er ikke som sådan nødvendigt syntes jeg, men det skal da ikke forbydes. Nogle gange kan det være et kys på panden der skal til for at få barnet til at falde til ro. Jeg har ikke selv praktiseret det, men jeg vil absolut syntes det var i orden hvis der var en der kyssede Liv på panden, på kinden, hvis hun var ulykkelig. Men et kys på munden er ikke noget der høre hjemme imellem pædagoger og børn.

Men kys dine børn – smadder dem ind i kærlighed! Kys på børn bliver først forkert, når det bliver fejltolket i et voksenhoved der er skruet forkert sammen.

img_5506

Hej. Jeg hedder Jonas. Jeg er 30 år gammel og jeg pjækker fra skole.

Jeg er på indkald, på skolen, fra min praktik og i dag skulle der laves gruppearbejde om vores kommende praktikOpgave.

Så ja jeg dropper en af de få skoledage der er. Men jeg har aldrig været den der har råbt højt om at vi har for lidt undervisning. Hvad i alverden kan være mere vigtigt end uddannelsen? Det skal jeg fortælle dig! Det er Liv.

Liv og jeg er blevet hjemme i dag for at ha’ Liv-og-far-hygge.
I sidste uge var jeg til foredrag med Lola Jensen (kendt fra TV) og hun snakkede i to timer om at børn i dag har overophedede pandelapper. Det har de fordi at børn i dag bliver bombarderede med indtryk konstant. Tv, iPad, ture ud af huset og institutioner med 40 andre børn plus 15 voksne. Alle de indtryk ryger ind igennem pandelapperne og bearbejdes derfra, så derfor hendes argumentation for overophedning.
Så i dag, hvor mit fravær kun går ud over mig selv (der var ikke laver grupper i skolen, så der er ingen der mangler mig) har jeg simpelthen valgt at blive hjemme med min datter.

Så vi køre skærmFri dag (jaja jeg tager billeder) og laver alt i langsomt tempo.
Starter med at læse bøger i sengen til Liv siger at hun vil spise morgen.

Efter morgenmaden går vi i et langt bad og leger med dyr til Liv ikke vil længere.

Vi hoppede igen i nattøjet, for det er hygge.

Vi havde, allerede i går, aftalt at vi skulle male hinanden i ansigterne. Jeg skulle som udgangspunkt være en tomat, men endte, som du kan se, som løve.

“mig gern’ se fjernsyn” siger Liv. Hvortil jeg svare. Nej det skal vi ikke i dag. “Nå okay”. Så læste vi bøger i stedet for.
På en eller anden måde endte vi ude ved køkkenvasken og stod i, i hvert fald, en halv time og legede med vand og kiggede på det plaskede ned i håndvasken.

“Mig gern’ se noget på min iPad”. Nej det skal vi ikke i dag. “Nå okay” og så læste vi nogle flere bøger og sang og spillede guitar, for ja, jeg kan nu spille ‘Se Min Kjole’ på guitar. Så den synger vi meget!

Vi har lavet en indianerHat til mig. Så vi var klar til at spise indianerFrokost.

MiddagsLur til Liv
Rengøring til mig.

Eftermiddagen er gået med læsning, spisning af knækbrød og ansigtsmaling igen.

Denne gang blev jeg en lille sommerfugl og Liv malede sig selv som en stor sommerfugl.

Så kom MullaMor hjem og nu laver vi indianerHat til hende, så hun kunne være med i hulen.

Vi har holdt pjækkedag og hygget os på Livs initiativ, på nær hendes forslag om skærm.
Det har været fantastisk! Jeg har ikke fortrudt det!

Hvad vil jeg så sige med det? Husk at holde fri med børn. Husk at følge børns initiativ. Husk at nedkøle dit barns pandelapper.

Og det værste ved at være far er, at jeg er blevet en dårligere studerende!

PS. Lola Jensen var virkelig spændende at høre på. Væsentlig bedre i virkeligheden, i forhold til hende rolle på tv.

Jeg har da godt hørt at børn kan være morSyge, det har jeg da. Men jeg har da også tænkt st det kun er engang i mellem, i korte perioder. Der var ingen der havde fortalt at perioderne (perioden) vare, ja hele tiden…
Jeg kan, sjovt nok, sagtens bruges kl. 0600 om morgenen og to-tre timer frem, mens mor sover mere (piger-mod-drengene de største rivaler i verdenshistorien). Lige så snart mor kommer op er det ikke meget der er brug for mig, eller jow det passer ikke. Jeg kan lave mad og rydde op. Det er blevet sagt flere gange af min datter på 2. “Mor leg, dar (far) ryd op”. Så helt overflødig er dog ikke.
Jeg må også godt være alene med hende, men sidst jeg var der, det var i lørdags. Måtte jeg ikke engang trøste hende, da hun slog hovedet. Hun gik væk og kaldte på mor. Det er eddermame ondt i hjertet. Jeg prøvede at forklare hende at min eneste opgave her i verden er at passe på hende og sørge for at hun er glad. Det prallede fuldstændig af på hende. Heldigvis kunne et par bøger få hende i godt humør.
Hvis selv hun får lov at vælge, så er det mor der skal alt, putte, skifte, hjælpe med tøj, børste tænder, ja alt praktisk som involvere hende selv og så alt det sjove og hyggelige også. Så vi spørger ikke så meget. Vi bestemmer og hun er som regel ret utilfreds når jeg skal hjælpe hende.
Så ja jeg elsker at stå op kl. 0600 hvor morgen, og spise morgenmad med hende, lege, putte, hygge, skifte og alt mulig for det er min time to shine!
Efter kl. 1800 er det som hovedregel kun mor der dur. Så hvis hun er pyldret om aftenen og jeps, det er hun i ny og næ😧 så er det KUN mor der holder!
Det kommer også til udtryk om natten. Hvis hun kommer over i vores seng så kravler hun STRAKS helt over til mor. Hvis det var muligt, så var hun kravlet ind i kroppen på hende. Så jeg kan hygge med med Livs røv og fødder. Ikke at det er særlig fedt for Mulla, for Liv erobre hendes hovedpude og fylder generelt nærmest hele hendes side, men der ville en udligning af favorit-forældre-rollen jo være ret så nyttig (også der).

Så Liv, hvis du læser det her. Jeg, din far, har også følelser. Det gør ondt at blive valgt fra, hver gang! Som sagt så er min altoverskyggende mission på denne jord, at passe på dig og sørge for at du har det godt og hvis du ikke giver mig lov til det, så bliver jeg simpelthen ked af det😢