Vi skal være rollemodeller for vores børn

De ser hvad vi gør og de ser på os hele tiden. 

Alt hvad de skal lære, skal de lære fra folk omkring dem og de har mange mennesker omkring dem hver dag. Det er dog os forældre, vores børn, spejler sig mest i. Selvom der er nær familie, dygtige pædagoger og andre tætte omsorgspersoner i tæt relation til børnene er det os som forældre der bliver kopieret mest, for ikke at sige fuldstændig. Barnets grundlæggende udstyrspakke kommer i hvert fald hjemmefra, så kan det godt være at der bliver fyldt noget ekstraudstyr på i daginstitutionen, som fx en vanvittig fascination af Elsa, et enormt kendskab til MGP eller nogle meget fine “forbudte” ord. Dette er dog alt sammen ligegyldigt fyld som ikke ændre og ikke kan ændre på, det fundament der er dannet hjemme fra. 

Med et stærkt fundament kommer en evne til at kunne navigere i alle de indtryk der smasker ind i hovedet på barnet hver dag. Samtidig med en evne til at kunne stole nok på sig selv til at kunne sige nej. Måden barnet indgår i en relation på afhænger af de personlige karaktertræk de har fået med hjemmefra. Det er klart at det er nemmere at øve relationsdannelsen i en daginstitution, for der er flere jævnaldrende. Men den vil altid falde tilbage på os som forældre, i forhold til hvordan vores barn formår at træde ind i et nyt bekendtskab. Det er som sådan lige meget hvad det handler om, så vil barnets adfærd altid bygge på hvad vi som forældre har givet dem med i rygsækken (her snakker jeg i metaforer).

Så derfor…. eller det jeg egentlig vil skrive…. det kommer sig af…. 

Det vi forældre gør, det gør vores børn. Det vi giver dem, det tager de med sig. Det vi siger det tror de på. Værst af alt, de ser og forstår mere end vi tror de gør, 

“det er jo bare er barn”. 

Det kan godt være at de ikke forstår ordene, men de aflæser og afkoder stemninger lynhurtig.

Altså, hvis vi er positive, så er barnet det også. Det er fandeme vigtigt at vi ikke får sendt nogle forkerte signaler og følelser over i vores børn. 

Aflevere vi vores barn i institution og vi selv er usikre på om det er en god ide, ja så bliver det med stor sandsynlighed en svær aflevering. Går vi derimod ind i institutionen med en klar overbevisning om at det er perfekt, så opsnapper barnet denne klarhed og bliver derfor klar over at alt er lige som det skal være. 

Syntes man det er synd for sit barn når der er skiftedag i skilsmisseFamilien og måske endda får det sagt højt, så kommer der højst sandsynligt en reaktion fra barnet. Er man derimod helt afklaret med det, så kan denne klarhed helt sikkert hjælpe barnet til en lettere overgang. 

Og selvfølgelig er man presset over skilsmisse-skifte-dag og det er da nogen gange rigtig træls at aflevere barnet i institution, men så er det vi må være voksen og i det mindste fremstå stærk, fattet og sikker, indtil vi er kommet ud i bilen. Så må der tudes. Jeg har også gjort det, tudet i bilen efter at have afleveret Liv i børnehave. Men overfor vores børn skal vi stå ved!

Lad os stræbe efter, altid, at aflevere vores barn med den overbevisning om at det er perfekt og at det bliver en god dag.

Det vi “smider” i institutionen, “samler” vores barn op og tager med til resten af dagen.

De sværer roller som far og mor

Generelt er jeg konstant bagude på point i forhold til MullaMor. Når vi er sammen alle tre er jeg sjældent til meget nytte. Hvis Liv selv må vælge er det i hvert fald ikke mig der skal hjælpe, lege, hygge eller noget andet. Tilgengæld må jeg rigtig gerne lave mad og rydde op. 

Liv er mest bare super skøn at være sammen med! Hun er bare ret ekstrem i sine udmeldinger, så enten er alt godt eller også er alt noget rigtig lorte-tis! Derfor er det ret tydeligt når der er noget hun ikke har lyst til. Så hun udfordre sine forældre på daglig basis i at stå fast ved vores egne meninger. Den sværeste kunst som forældre er at tage hurtige beslutninger og stå ved dem. Selvom det nogen gange er små ting, som man ikke nødvendigvis har en skarp holdning til, så er det bare med at få sig en mening, hurtigt og holde fast i den. Liv tester os, hun ser lige igennem os og hun udnytter alle åbninger hun kan se. Så for at hun ikke skal styrer hele showet, her i Hytten, må vi være mere stædige end hende. 

“Er du fuld far?”

Når det kommer til putning er det altid mig der putter Liv. Engang skiftedes MullaMor og jeg til at putte hende, men eftersom at det tog en krig når Mulla gjorde det, blev det til at det er mig der gør hver aften. Og jeg er vild med det! For så slutter vi lige dagen af med en hyggelig stund kun hende og mig. Vi læser en godnathistorie og så sidder jeg og nusser hende på maven til hun sover.

Der er enkelte gange hvor Mulla har puttet Liv. Når jeg ikke er hjemme selvfølgelig, men der har også været FÅ gange hvor jeg, af andre grunde, ikke har været i stand til at putte. Fx. efter julefrokost, nytårsaften eller andre festligheder. 

Derfor spørger Liv ofte, når vi nærmer os sengetid, “far, er du fuld idag?” I håb om at det er MullaMor der skal putte. 

Forvirringen er total

I går da Liv lå og sov, vågnede hun op, var ked af det og jeg gik op for at trøste hende. Jeg går ind og sætter mig på hendes seng og ligger en hånd på hende. Liv kigger på mig, drejer demonstrativt rundt med ryggen til mig. “GÅÅÅÅ!!” Skriger hun. “HEEEENT MOR!” Det kan man da kalde klar besked. 

Her til morgen vågner Liv, inde i vores seng, vender sig mod mig og smiler stort. Hun ligger armen rundt om mig og der ligger vi lidt og nusser næser og vågner stille op. Det er sgu da fra den ene yderlighed til den anden.