Noget om Liv og putning (igen)

Børn kopierer sine forældre!

Vi skal være rollemodeller for vores børn

De ser hvad vi gør og de ser på os hele tiden. 

Alt hvad de skal lære, skal de lære fra folk omkring dem og de har mange mennesker omkring dem hver dag. Det er dog os forældre, vores børn, spejler sig mest i. Selvom der er nær familie, dygtige pædagoger og andre tætte omsorgspersoner i tæt relation til børnene er det os som forældre der bliver kopieret mest, for ikke at sige fuldstændig. Barnets grundlæggende udstyrspakke kommer i hvert fald hjemmefra, så kan det godt være at der bliver fyldt noget ekstraudstyr på i daginstitutionen, som fx en vanvittig fascination af Elsa, et enormt kendskab til MGP eller nogle meget fine “forbudte” ord. Dette er dog alt sammen ligegyldigt fyld som ikke ændre og ikke kan ændre på, det fundament der er dannet hjemme fra. 

Med et stærkt fundament kommer en evne til at kunne navigere i alle de indtryk der smasker ind i hovedet på barnet hver dag. Samtidig med en evne til at kunne stole nok på sig selv til at kunne sige nej. Måden barnet indgår i en relation på afhænger af de personlige karaktertræk de har fået med hjemmefra. Det er klart at det er nemmere at øve relationsdannelsen i en daginstitution, for der er flere jævnaldrende. Men den vil altid falde tilbage på os som forældre, i forhold til hvordan vores barn formår at træde ind i et nyt bekendtskab. Det er som sådan lige meget hvad det handler om, så vil barnets adfærd altid bygge på hvad vi som forældre har givet dem med i rygsækken (her snakker jeg i metaforer).

Så derfor…. eller det jeg egentlig vil skrive…. det kommer sig af…. 

Det vi forældre gør, det gør vores børn. Det vi giver dem, det tager de med sig. Det vi siger det tror de på. Værst af alt, de ser og forstår mere end vi tror de gør, 

det er jo bare er barn”. 

Det kan godt være at de ikke forstår ordene, men de aflæser og afkoder stemninger lynhurtig.

Altså, hvis vi er positive, så er barnet det også. Det er fandeme vigtigt at vi ikke får sendt nogle forkerte signaler og følelser over i vores børn. 

Aflevere vi vores barn i institution og vi selv er usikre på om det er en god ide, ja så bliver det med stor sandsynlighed en svær aflevering. Går vi derimod ind i institutionen med en klar overbevisning om at det er perfekt, så opsnapper barnet denne klarhed og bliver derfor klar over at alt er lige som det skal være. 

Syntes man det er synd for sit barn når der er skiftedag i skilsmisseFamilien og måske endda får det sagt højt, så kommer der højst sandsynligt en reaktion fra barnet. Er man derimod helt afklaret med det, så kan denne klarhed helt sikkert hjælpe barnet til en lettere overgang. 

Og selvfølgelig er man presset over skilsmisse-skifte-dag og det er da nogen gange rigtig træls at aflevere barnet i institution, men så er det vi må være voksen og i det mindste fremstå stærk, fattet og sikker, indtil vi er kommet ud i bilen. Så må der tudes. Jeg har også gjort det, tudet i bilen efter at have afleveret Liv i børnehave. Men overfor vores børn skal vi stå ved!

Lad os stræbe efter, altid, at aflevere vores barn med den overbevisning om at det er perfekt og at det bliver en god dag.

Det vi “smider” i institutionen, “samler” vores barn op og tager med til resten af dagen.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om Liv og putning (igen)