Der er sket noget vildt! Noget jeg ikke troede jeg skulle opleve. Ikke noget jeg havde tænkt over. Ikke noget jeg vidste ville gøre så stort indtryk på mig.

I lørdags fejrede jeg min 30 års fødselsdag med et brag af en fest. Inden festen går i gang, kommer, ud af det blå et spørgsmål. Spørgsmålet kommer fra mine to ynglingsmennekser, uden for denne lejlighed, og spørgsmålet lyder. “Vil du bære vores barn til dåben?” Gudfar? Om jeg vil være gudfar!?

Jeg blev og er stadig ret paf over det. Som sagt vidste jeg ikke at det var så stor en ting for mig, men da spørgsmålet kom, blev jeg total blæst bagover. Jeg blev så glad, så beæret, så rørt, så stolt og en lille smule bange.
Jeg har tænkt rigtig meget over det siden og der er så mange ting i det, som gør det helt fantastisk.
1. Hvorfor vil de ikke selv bære deres lille smukke datter?
2. Hvorfor har de overhovedet tænkt tanken at de ikke selv skulle bære?
3. Hvorfor skal det lige være mig?
4. Hvad har jeg, lille Jonas, gjort for at gøre mig fortjent til det?

Det må jo som udgangspunkt betyde, at de gerne vil have at jeg og mine tøser bliver en stor del af deres liv. Men jo mere jeg tænker over det, desto mere bliver det, den største tillidserklæring. I teorien skal jeg, det sker selvfølgelig aldrig!!! tage mig af deres datter hvis de, ja… det sker ikke. Men hold nu op det er et vildt spørgsmål at stille og et vildt ansvar, som jeg er lykkelig over at ha’ fået.

Ydermere er det en kæmpe ros af den måde Mulla og jeg er forældre på. Hvis ikke de syntes om vores forældreGøren, ville de ikke ha’ spurgt mig. At få ros for at gøre det godt som forældre, er den dejligste ros man kan få!

Tusind tak Stine og Jeppe og Wilma!
Det bliver verdens største JA herfra!