Alle der har været i nærheden af Liv, ved at hun er svært glad for søde sager. Ja æblet falder ikke langt fra stammen. Så der er ikke noget overraskende i det. Siden hun blev introduceret til sukker-syndens verden har hun ALDRIG sagt nej når der er blevet tilbudt noget. Hvorfor skulle hun også det? Det smager jo fårking godt det møj!

Om få dage har Liv fødselsdag og det skal fejres, på dagen, med hendes bedsteforældre. Planlægningen af denne dag har stået på rigtig længe og der har været planer om alt fra Kattegatcentret til bål i haven. Men lige gyldigt hvad det endte på, var en ting helt og fuldstændig sikker, der skulle være kage. Med chokoladeBunde og alle de slags bær vi har i haven. Det er jo så’n set helt perfekt.

For nylig er vi begyndt at planlægge hvordan det så skal fejres i børnehaven.  Og her går det så op for os at vi har fejlet i vores rolle som forældre.

For spørger vi den kageGlade, hvad hun gerne vil dele ud, med en klar forventning om at hun svare kage/is/flødeboller, så svare hun, fuldstændig uden tøven, grøntsager.

OG det er jo ikke fordi at det er forkert at hun gerne vil dele grøntsager ud, det er jo ligefrem nærmest smukt, set med en helse-speltFar-brille. MEN nu kender vi, eller det troede vi da, vores datter og hun spiser ikke grøntsager frivilligt. Da slet ikke hvis hun helt selv kan vælge imellem kage og gulerod. Liv holder fast i at hun vil dele grøntsager ud og det skal være gulerod, agurk og peberfrugt.

Det handler simpelthen om at hun ikke vil dele kage med hendes “venner” i børnehaven. Hun vil hellere tilsidesætte sin egen lyst til kage, end at hun vil give de andre børn en dejlig oplevelse med kage. Hvad fanden er det for et super træls egoTrip. Hun er så meget enebarn at det gør helt ondt.

Men hvordan hulan skal man lære at dele når der ikke er nogen at dele med. Det skulle vi i hvert fald ha’ haft mere fokus på. Fokus på hvor godt det er at gøre andre mennesker glade.

Undskyld verden. Der er dog håb endnu. Vi lover at have fokus på det fremover. Det er, om ikke andet, da fint at hun får spredt noget sund kost…….

Allerede fra den første gang vi så vores hus, syntes jeg at det, på flere måder, mindede om det hus min farmor og farfar boede i. Allerede her må jeg komme med en rettelse for det var farmor og bedstefar Niels. Jeg ved ikke hvorfor, men farfar har altid hedder bedstefar Niels, og ja det blev altid sagt med Niels. De var, for de er døde, nogle skønne mennesker. Jeg har en ok dårlig hukommelse, så det er ikke meget jeg kan huske, men lige med de to står minderne rimelig klare. Stemningen i deres hus, duften i deres hus, ting man spiste og drak i deres hus. Bedstefar Niels røg pibe, så duften af pibetobak og røg er virkelig nostalgisk for mig (og derfor har jeg en pibe, med røg, printet i armen). Når vi var hjemme hos farmor og bedstefar Niels fik vi tyggegummi, fra den lille træ-æske med låg. Fryseren var altid fyldt med is fra hjem-is, husker specielt isbåden. Farmor lavede millionbøf og hun lavede de bedste syltede rødbeder, jeg hidtil har smagt! Engang spiste jeg så mange at jeg tissede rødt….

De havde en, så vidt jeg husker, en stor samling af de små smølfefigurer. De ægte fra Schleich, ikke så’n noget billig kopi (derfor har jeg en gammelSmølf printet i armen). 

Bedstefar Niels, manglede det halve af sin fod, så han havde avis i træskoen. Foden havde han mistet i en arbejdsulykke, på sit job, på Ceres bryggeriet (nærmest det sted hvor jeg læste til pædagog). Han havde tatoveringer. På hånden havde han i stjerne (den har jeg printet i armen).

Nåh det jeg egentlig ville sige var, at vi jo så nu bor i et hus, som minder om deres hus og det er ikke bare mig der syntes det, det er blevet bekræftet af andre i familien. At vi bor i det hus er i sig selv fuldstændig fantastisk! 

Lige siden vi flyttede ind hat jeg ønsket af vores hus skulle have et navn. I går blev det så døbt, ikke at der var en større begivenhed forbundet med det, desværre. Det skulle der da ha’ været….. men nu hedder det HYTTEN. Det gør det pga. #LiviHytten, som jo på en eller anden måde er blevet vores online identitet og der hvor Liv spreder smil og god stemning (det har jeg fået tilbagemeldinger på, også fra folk der ikke er i familien og som derfor ikke skal sige det!)

Da jeg var ved at sætte skiltet fast på huset, igår, kom min far forbi og syntes jo det var fint at det skulle hedde det samme som farmor og bedstefars Niels’ hus og han gik ud fra at jeg vidste at deres hus havde heddet det. Situationen er den at det anede jeg ikke. Deres HYTTEN, brændte nemlig ned en nytårsaften inden jeg kom til verden. Så det er helt tilfældigt og af helt andre og mere socialMedieAgtige årsager at vores hus hedder HYTTEN. Men det er jo fuldstændig magisk, på grænsen til rørende og absolut ment-to-be!

Jeg mangler lige piben…

Jeg bliver i hvertfald helt glad og varm inden i.

Jeg er ikke religiøs…

Det har jeg altid tænkt. Ja jeg er konfirmeret, men nu skal jeg fortælle en hemmelighed, som jeg har holdt for mig selv i alle disse år, selvom jeg måske bliver udstødt af nogle i min omgangskreds nu, for så vanvittig en tanke. Jeg blev konfirmeret pga. gaver og en dag med mig i centrum. Undskyld hvis jeg skuffer nogle her. Det har været dejligt at kende jer!

Men jeg har aldrig troet på at der er en gud som har skabt alt og nu sidder og kigger på os og passer på os. Der er så meget der tyder på at der ikke er nogle der passer på os. Det er muligvis en alt for uhåndgribelig tanke. Min lille snævertsynede hjerne kan ikke rigtig forholde sig til andet end det jeg kan se og røre ved. Det ved jeg og det tror jeg på at det findes. Så snakken om gud bliver alt for abstrakt.

Det er dog som om at der er sket noget de sidste to et halvt år. Ja den skarpe læser vil nok tænke, det er der omkring du blev far. Og der må jeg bare sige, det er rigtigt.
Jeg kan da enormt godt li’ tanken om at der er en der passer på Liv. Mulla og jeg gør alt hvad vi overhovedet kan for at passe på hende. Men vi kan desværre ikke være sammen med hende hele tiden.

Der kan også argumenteres for at der var noget, andet end os, der passede på hende i den første uge hun levede. Det var nok der, da hun blev “taget fra os” og røg på børneafdelingen at jeg første gang, virkelig havde brug for at der var et eller andet, et sted, som kunne passe på hende. Meget kan man sige, men hun klarede den jo og nu sover hun middagslur. Der var selvfølgelig noget yderst kompetent personale som tog sig af hende, men det var som om at det ikke var nok. Det var ikke tryghed nok, at vide at de gjorde hvad de kunne. Så der prøvede jeg at snakke med noget andet et sted, jeg bad om hjælp.

Den hjælp, den beskyttelse må da gerne fortsætte. Gerne resten af hendes liv. Selvfølgelig arbejde vi, Mulla og jeg, på at give hende en sund fornuft der gør at hun ikke gør åndsvage ting og smadre sig selv. Det er bare en virkelig rar tanke at der, måske, var noget der passede på hende når vi ikke kan gøre det.

Betyder det at jeg er religiøs? Det ved jeg ikke. Om jeg tror på gud? Ved jeg heller ikke. Hvis det kræver at jeg syntes det er spændende og inspirerende at gå i kirke, så er jeg ikke religiøs, for der må jeg bare sige. Det syntes jeg er kedeligt.

Lige meget hvad, hvem, hvordan, hvor, så er jeg ovenud taknemlig for at vi har Liv i Hytten!

DrilleLiv
Liv har i hendes 2,5+ årige liv været meget observerende, lyttende og ja nok mest medløbende. Det er det vi har oplevet herhjemme og det er i mere udpræget grad det de har oplevet i vuggestuen. Liv har ikke gjort noget specielt stor væsen af sig selv, ikke stillet de store krav og altid været god til at gøre hvad der bliver sagt. Hvilket jo er dejligt. Alt hendes observation og opmærksomhed på hvad andre gør, har givet hende et veludviklet sprog. Hvilket er fantastisk.

Der hvor hun har sat sig mest på tværs er i overgange til noget nyt. Fra leg til tandbørstning bl.a. For når Liv leger, så leger hun intensivt og det er ikke populært når det bliver afbrudt. Vi prøver alt hvad vi kan med at forberede hende på overgangen, men nogle gange knækker filmen.

MEN inden for de sidste par måneder er der begyndt at komme lidt kant på. Jeg tror hendes udviklingsproces er kommet til det punkt der hedder ‘Kvalifikation af drilleEvner’. Hvilket bl.a. indebærer at række tunge. Hvilket er et svært punkt, ikke for hende med for hendes mor og far. Vi har jo tusind gange øvet at række tunge og leget lege hvor vi alle rækker tunge. Der er dog en væsentlig forskel fra de gange hvor vi har fjollet med det og til Livs nye måde at række tunge på. Forskellen er blikket i hendes øjne. Der var ingen tvivl om hvad de øjne betød. De betød “jeg skal lige se hvad mor og far gør når jeg gør sådan her”. Det var en ret underlig oplevelse, for det var noget helt nyt.

Så vi er begyndt at snakke om at drille og hvad det gør ved andre at blive drillet.

Egne holdninger
Udover at hendes drilleGen er under udvikling arbejder hun også kraftigt på at danne sine egne meninger og ikke mindst at stå ved de holdninger. Det er i særdeleshed noget der udfordre os, for det kræver at vi bliver skarpe i vores holdninger. Holdninger til ALT. Det er jo som sådan fint nok. Men når vi lige pludselig skal tage stilling på et splitsekund bliver det ret udfordrende. For det handler om at holde fast i den holdning, for der er absolut ingen grund til at Liv får den opfattelse at det virker at spille ulykkelig eller bare stille sig modsat os. For det er decideret skide irriterende. Altså det er irriterende når hun går i mod os bare for at teste/udfordre os. Vi er kæmpe fans af at hun arbejder på at danne egne holdninger og meninger. Disse meninger må meget gerne være anderledes end vores, for hun begynder jo helt klart at kunne mærke/tyde/tolke hvad hun selv har brug for og lyst til. Det irriterrende kommer, som sagt, når det handler om at teste os og ja det jeg ved da godt at det er fordi hun undersøger rigtigt og forkert og der er en masse læring om følelser i det. Det gør det dog ikke mindre udfordrende (læs: irriternede).

Når det så er sagt (skrevet) så er det rigtig godt at der begynder at komme lidt kant på, for det er vigtigt at hun udvikler evnen til at mærke efter hvad hun selv vil og kunne sige fra.
Det mest udfordrende er nok egentlig at vi ikke har været vant til det.
Det er simpelthen kommet bag på os at vi er ved at få et til selvstændigt menneske i hytten.

Hvorfor kunne nogle nok tænke. Hvorfor spamer han nu endnu mere med det barn….???

Jeg har bare sådan på fornemmelsen at Liv skaber glæde igennem alle billederne og videoerne. Hvis det er tilfældet så er det jo fantastisk. Jeg/vi syntes jo, sjovt nok, at hun er skide sjov og dejlig, og jeg kan derfor ikke lade være med at dokumentere det. Og hvorfor så ikke dele det med dem der gerne vil kigge med.

Liv har ret godt styr på det der med at snakke, men der er enkelte bogstaver som hun ikke har overvundet endnu. Det første der drillede var ‘F’, så jeg hed dar i laaang tid. Nu har hun knækket den kode, nu er det så ‘S’ hun ikke kan klare og det er svært ikke at udnytte engang imellem. Som det kan ses i den seneste video på facebook og instagram.

Men hvorfor en facebookside, jo det er fordi at så kan selv vælge om man vil følge med i alle billederne og videoerne. Så skal man aktivt gå ind og vælge det til med et ‘syntes godt om’. Så rammer det ikke alle mine venner, men kun dem der er interesserede i det.

Så hvis du gerne vil følge med i hvad vi går og laver så find ‘Liv i Hytten’ på facebook og @livihytten på instagram. Der er daglige opdateringer om den lille dame. Som nu er ved at være så vant til, at hendes åndsvage far altid tager billeder af hende, at hun poserer for kameraet.

Det går sådan set bare ud på at få jer til at smile…..