Hvor kom vi fra? 

Første afsnit af historien om vores fertilitetsbehandling sluttede af med at Camilla fik sat et befrugtet æg op i livmoderen. Så skulle det gå ti dage og så skulle det være muligt at måle en eventuel graviditet i blodet. Altså Camillas blod. Så det var venteFase nr. 1. 

Altså der er jo faktisk ikke andet end ventetid i det graviditets show. Ventetid og usikkerhed. Med en historik der byder på to mislykkedes graviditeter, hvor den ene nærmest havde taget livet af Camilla, så er den usikkerheden så absolut også krydret med en vis nervøsitet. 

10 dage gik der. Blodprøven viste lige præcis det vi gerne ville ha’. Første delmål var veloverstået. 

Så skulle vi vente til uge 7, indtil første scanning. VenteFase nr. 2. Pisse træls ventetid. Igen. Så for at gøre det ekstra fed for Camilla, blev der lige smidt en voldsom kvalme oven i hatten. 

Scanning der bare så gerne skal vise hjerteblink! Og fandeme om den ikke gjorde det. Andet delmål overstået på bedste vis! Og med dette mål nået skulle vi også hjem og fortælle Liv at hun skulle være storesøster. Det var vi eddermame spændte på! Hun reagerede fuldstændig som forventet. Med et vin og jubel. Og dagen efter vidste hele børnehaven det! Det var så dejligt at dele det med hende og ikke holde det skjult længere. 

Nu var vi sådan set færdige hos klinikken, men som det sidste jordemoderen sagde til scanningen, hvis nu der opstår en tvivl, så bestiller I bare en tid til en ekstra scanning. Ellers var næste skridt nakkefoldscanning i Randers. 

Der gik så ikke meget mere end 14 dage, stadig med mega kvalme, lidt bræk og meget lidt mad, til  Camilla altså. Jeg stod jo bare der på sidelinjen og kan ikke gøre en skid. Selvom jeg så inderligt gerne ville ha’ holdt den kvalme for hende! Men små 2 uger gik der og så kom der en blødning. Midt i Djurs sommerland. Det skal jeg lige love for tog toppen af den gode halloweenStemning. 

Så søndag skriver Camilla til klinikken og sørme om der ikke bliver svaret samme dag. Der er en tid allerede mandag formiddag. Se det er fordelen ved at betale 45.000 kroner for et barn. For ja vi havde jo betalt for 3 forsøg og de arbejder ikke lige med tilbagebetaling af ubrugte skud. 

Men pisse nervøse drager vi atter til Skejby mandag formiddag. Alt er fuldstændig perfekt. Endda kan man se en kæmpe udvikling fra første scanning, hvor det jo faktisk bare var en bønne med noget blink i, til nu hvor man kunne se både arme, ben og hovede. Vanvittigt. 

Så nu var vi, forhåbentlig, færdige med den klinik. 

Vente, vente, vente. Kvalme, kvalme, en lille blødning, kvalme og en lille blødning igen. Fed tid, god stemning. Så endelig kom dagen!

I går, mandag den. 9. november var vi i Randers, til nakkefoldsscanning. Alt så fuldstændig perfekt ud. Der lå en lille skid og sprællede og 10. maj kommer der et laboratorieBarn ud til os.
Det er simpelthen bare pisse fedt!

NaturTur Guide nr. 1

Min datter på 4 og jeg har nu været på 21 naturTure, i 2020. Derfor har jeg valgt at samle vores bedste ture og tips i denne lille “TurGuide”. 

Vores første tur gik ud i skoven for at finde spor efter dyr. Der er nærmest garanti for at finde hjorteLorte. Tager man ud i en skov med nåletræer er der også mulighed for at finde grankogler der er blevet spist af egern.

Ellers er alle små huller i jorden, potentielle musehuller og alle større huller kunne jo være rævegrave. Det handler om at se muligheder og ikke begrænsninger. Bare man ikke lyver 😉

Når nu man er på sporJagt er det jo oplagt at kigge efter fodspor. Da der er garanti for hjorteLorte er det nok ikke så underligt at fodspor fra hjorte også er rimelig nemme at finde. Det kræver selvfølgelig at man ved hvordan de ser ud. Der findes bøger med dyrespor (god til turTasken). 

For at gøre sporJagten mere visuel og for at kunne tage noget med hjem fra jagten, har jeg købt noget modelGips. Det er en pulver, som skal blandes op med vand, og et nip salt (så størkner det hurtigere). Blandingen kan så hældes ned i en fodaftryk, eller lign. Og bum så har man et bevis man kan tage med hjem.

Efter et par ture i skoven. Tog vi en tur på stranden. Fandt muslinger, kastede sten i vandet og undersøgte hvad stranden ellers kunne byde på. 

En kæmpe anbefaling skal lyde til at tage på regnvejrsTur. Ude i skoven er der mange vandpytter. Ta’ ud og hop i dem. De voksne skal også gøre det!

Her kommer jeg så lige med et par anbefalinger til mulige destinationer:

Sletterhage Fyr: området byder på et græsareal, hvor vi fandt et kranie fra et rådyr og mange harelorte. Og så er der selfølgelig stranden. Den er fyldt med sten (sjovt nok, men her er der kun sten), som er rigtig gode at tage med hjem og male på. Derudover er der, et lille stykke fra fyret, et kæmpe betonRør, helt nede ved vandet, som man kan gå igennem og man kan kravle op på. Det er også muligt af sove i dette rør, hvis man ikke vil hjem igen.

TingHulen, Mols Bjerge: et fedt område med et varieret terræn. Der er flere muligheder i forhold til at parkere mere eller mindre tæt på. Første gang vi var der var jeg nød til at bruges Google Maps for at finde det, men gåturen der hen var så flot. Vi så skovfirben og det skulle være et godt sted at spotte en hugorm, det er dog ikke lykkedes for os. Vi havde en naturBankoPlade med. Det er en rigtig god motivation for at gå og for at undersøge, for at finde de rigtige ting.

Bonusinfo: Tinghulen blev i gamle dage brugt som samlingspunkt for 3 sogne. Hvor taleren stod i bunden og snakkede og hulens udformning gjorde det muligt for alle tilskuere at høre hvad vedkommende sagde. 

Den Italienske Sti, Mols Bjerge: en afmærket rute på 3,4 km i skiftende natur. Det er en gåtur i blandt vilde heste og køer, samt en masse enebærbuske. Ruten er afmærket med røde prikker som kan være en god motivationsfaktor, hvis man overlader opgaven med at finde dem til ungerne. Vi sluttede vores tur af med at rode i ko- og hestelort (med pinde) for at undersøge hvad der gemmer sig af insekter i sådan noget lort. Der var rigtig mange fluer, men og en del røde møgbiller, de er flotte!

Jernhatten: Er et område der byder på en sti igennem en skov fyldt med helt specielle træer. Jeg ved ikke hvad der er for nogle, men stammerne snor sig på mystisk vis ud over det hele. Udover det gemmer skoven på en del huler. Et perfekt sted af søge læ til madPakkeSpisningen. Stien fører op på toppen af Jernhatten, som er en meget høj bakke. På toppen kan man se ud over havet, for lige ved foden af “bjerget” ligger stranden. Via en trappe, på 225 trin, kan man gå fra toppen og ned på stranden. Det er ikke en lang gåtur, men en tur der rummer flere forskellige ting. 

Afslutningsvis kommer der et tip. I vores turTaske ligger der altid, udover snacks, plaster, vådservietter og en kniv, altid 3 bøger. To gange Lademanns Naturfører (købt på den blå avis). Den ene er et fugleatlas og den anden hedder dyr og vækster. Den sidste bog hedder SANK og er om spiselige planter. På den måde kan vi altid finde viden om og navne på det vi ser. Jeg er nemlig slet ingen haj til det med natur, men jeg vil rigtig gerne lære en masse om den.

Det vigtigste, overhovedet, hvis du gerne vil ud i naturen med dine unger er at du selv har lysten til være ude og være undersøgende sammen med dem. Så ta’ noget tøj på som må blive beskidt, så du kan komme helt ned i børnehøjde!

Jeg håber, hvis du har læst så langt, at det kunne give lidt inspitation til at komme ud på tur med ungerne. For det er vanvittig hyggeligt!

Min 2020 naturMission

Havde du snakket med mig for 5 år siden syntes jeg at natur og udeliv var en anelse opreklameret. Jeg anede ikke en skid om den natur vi har lige uden for vinduerne. Jeg grinede nok faktisk af dem der gik i fjällräv og vidste noget om fugle og planter. For hvad skulle jeg dog bruge det til? Jeg vidste jo godt hvor kød og grøntsager kom fra og det var da fint nok at gå en tur i skoven i ny og næ. 

Men så skete der det at jeg fik et job på Mosegården. Hvilket gjorde at jeg mærkede, på egen krop, hvor godt det er med frisk luft. Altså ungerne vinder vanvittig meget ved at være ude hele tiden. De bliver så rå, men de får også et kendskab til naturen og med dette kendskab får de også lysten til at passe på vores natur. Det gælder også mig. Min blomstrende (sjovt ik’) interesse for udelivet er udgangspunktet for min mission i 2020. Jeg skal have Liv med ud på tur, så meget som muligt.

Minimum 1 gang om ugen skal vi ud på tur. Det eneste krav er at vi kommer ud i naturen.

Jeg har pakket en turTaske med Lademanns Fugle atlas, Lademanns Dyr og vækster, gips til afstøbning, plastisposer til skrald og sidst, men absolut ikke mindst er der pakket snacks. Tasken er altid pakket og klar til at rykke ud.

Vi har, indtil nu, været på 6 naturTurer, og det bedste er at Liv gerne vil med. En dag hvor jeg hentede hende, en dag med heldagsRegn, var hun alligevel total klar på at komme afsted. 

Ikke nok med at hun gerne vil med på tur, så er hun begyndt at syntes det er spændende at kigge på fuglene i vores have, så for at gribe den interesse har jeg, idag, bygget et fodrebræt som kan stå ude på terrassen så det kan ses fra vores spisebord.

Mit fugleKendskab rækker ikke meget længere end til og med solsort, så her starter vi begge fra bunden og kan, sammen, opbygge et kendskab til fuglene. Eller det gælder så’n set det meste af det der er ude i naturen. Jeg har ikke meget viden omkring naturen, jeg har bare en kæmpe lyst til at være ude og til at lære mere om det. Så det er fantastisk at Liv og jeg kan lære sammen!

For jo mere vi kender vores natur desto mere har vi lyst til at passe på den!

Og jeg elsker! når Liv fortæller om noget vi har set, snakket om eller lært på én af vores turer. Eller når hun sidder og kigger ud af vinduet og pludselig “se far, der er en fugl” og rent faktisk også kan benævne hvilken fugl det er.

Sjovt ik’. At jeg kan gå fra ikke at gi’ en fjer for den natur vi har. Til at komme til at elske den og nu gøre alt for at jeg kan få videreført den begejstring over til Liv. Det er vist noget med at finde sin rette hylde. Min hylde var bare blevet gemt uden for.

#LiviNaturen

“Hvornår har du sidst grædt far?”

Ja nu kan jeg nemt svarer på det. Jeg græd i går da jeg så Cirkus Summarum. 

“Men Jonas er det ikke et show for børn, lavet af børneværter fra børneFjernsyn og er du ikke 32 år gammel?”

Øh jo det er det! 

Alligevel fremkaldte det, af flere (mange) omgange, store klumper i halsen og tårer i øjnene, hos både MullaMor og jeg. 

Hvordan kan det lige være at to voksne mennesker tager i børneCirkus med deres barn og ender med at sidde og småTude?

Måske er det fordi Cirkus Summarum formår at tryllebinde Liv, fuldstændig i tæt på 2 timer. Hun var helt opslugt. Hun var deltagende. Hun klappede, hun sang, hun dansede og råbte så højt hun kunne. At se hende være så glad og så fortryllet er noget der går lige i farHjertet. 

Måske er det fordi Cirkus Summarum har de mest fantastiske artister, som trods en million shows og et ualmindeligt varmt telt, viste et kæmpe overskud og formåede at rumme alle børn, være indlevende og være rundt og hilse på en masse børn. Vi sad helt bagerst, lige ved en trappe. Her på trappen kom en af dem forbi. Trods at Liv var helt opslugt af forestillingen tog hun sig tid til at stå og vente til at Liv var klar til at vinke til hende. Kæmpe overskud!

Måske er det fordi det hele emmer af glæde, mangfoldighed og store talenter. Der var flot akrobatik, der var trylleri, der var fantastisk gaggede numre og der var en bunke af skønne sange. Da de diskede op med en sang af Alberte (I mit æbletræ) som er en min absolut ynglings børneSangsSanger, fremført af Motor Mille, Livs ynglings RamasjangPerson, var jeg ganske enkelt ikke i stand til at synge med, uden af begynde at græde. 

Det kan også være fordi de har skabt en skøn og simpel historie der handler om familie, mangfoldighed, om at øve sig, om at høre til trods forskellighed og om kærlighed. 

Eller måske er det fordi at hver enkelt RamasjangArtist er absolut fantastisk. De har skabt en række figurer der på hver deres måde er så fine rollemodeller som børn kan spejle sig i. 

Motor Mille der er en drengePige (undskylder mit kønsdiskriminerende udtryk) der selvom hun er vild med biler og fart også har en fin, feminin og stille side. Ja og så er hun en vanvittig dygtig akrobat. 

Hr. Skæg som, udover hans fokus på tal og bogstaver, bare er smækFyldt med kærlighed og den fineste ambassadør for næsteKærlighed.

Onkel Reje som jo bare er så fårking sej! En repræsentant for fanden-i-voldsk-hed der er så dejlig forkert og som er et skønt alternativ til sukkerSød, poleret børneUnderholding. 

Silja har skabt et skønt børneKonkurrenceUnivers med Mini MGP. Som gør børn kreative og som på en musikalsk og festlig måde lærer børn om demokrati. Nårh ja og så synger hun pisse godt. 

Christian har fået alle børn til at lede efter spor og samtidig lære vigtigheden af samarbejde. 

Og Rosa fra Rouladegade der har fået Liv til at bage kage til alle hun kender. Altså et bageUnivers der lære børn om glæden ved at gøre noget godt for andre. 

Denne skønne, brogede flok udgør tilsammen et absolut magisk show der er sjovt og underholdende folk i alle aldre, i hvert fald fra 4-32 år. 

Kæmpe kærlighedsErklæring fra os 3 til Cirkus Summarum!

Vi skal være rollemodeller for vores børn

De ser hvad vi gør og de ser på os hele tiden. 

Alt hvad de skal lære, skal de lære fra folk omkring dem og de har mange mennesker omkring dem hver dag. Det er dog os forældre, vores børn, spejler sig mest i. Selvom der er nær familie, dygtige pædagoger og andre tætte omsorgspersoner i tæt relation til børnene er det os som forældre der bliver kopieret mest, for ikke at sige fuldstændig. Barnets grundlæggende udstyrspakke kommer i hvert fald hjemmefra, så kan det godt være at der bliver fyldt noget ekstraudstyr på i daginstitutionen, som fx en vanvittig fascination af Elsa, et enormt kendskab til MGP eller nogle meget fine “forbudte” ord. Dette er dog alt sammen ligegyldigt fyld som ikke ændre og ikke kan ændre på, det fundament der er dannet hjemme fra. 

Med et stærkt fundament kommer en evne til at kunne navigere i alle de indtryk der smasker ind i hovedet på barnet hver dag. Samtidig med en evne til at kunne stole nok på sig selv til at kunne sige nej. Måden barnet indgår i en relation på afhænger af de personlige karaktertræk de har fået med hjemmefra. Det er klart at det er nemmere at øve relationsdannelsen i en daginstitution, for der er flere jævnaldrende. Men den vil altid falde tilbage på os som forældre, i forhold til hvordan vores barn formår at træde ind i et nyt bekendtskab. Det er som sådan lige meget hvad det handler om, så vil barnets adfærd altid bygge på hvad vi som forældre har givet dem med i rygsækken (her snakker jeg i metaforer).

Så derfor…. eller det jeg egentlig vil skrive…. det kommer sig af…. 

Det vi forældre gør, det gør vores børn. Det vi giver dem, det tager de med sig. Det vi siger det tror de på. Værst af alt, de ser og forstår mere end vi tror de gør, 

“det er jo bare er barn”. 

Det kan godt være at de ikke forstår ordene, men de aflæser og afkoder stemninger lynhurtig.

Altså, hvis vi er positive, så er barnet det også. Det er fandeme vigtigt at vi ikke får sendt nogle forkerte signaler og følelser over i vores børn. 

Aflevere vi vores barn i institution og vi selv er usikre på om det er en god ide, ja så bliver det med stor sandsynlighed en svær aflevering. Går vi derimod ind i institutionen med en klar overbevisning om at det er perfekt, så opsnapper barnet denne klarhed og bliver derfor klar over at alt er lige som det skal være. 

Syntes man det er synd for sit barn når der er skiftedag i skilsmisseFamilien og måske endda får det sagt højt, så kommer der højst sandsynligt en reaktion fra barnet. Er man derimod helt afklaret med det, så kan denne klarhed helt sikkert hjælpe barnet til en lettere overgang. 

Og selvfølgelig er man presset over skilsmisse-skifte-dag og det er da nogen gange rigtig træls at aflevere barnet i institution, men så er det vi må være voksen og i det mindste fremstå stærk, fattet og sikker, indtil vi er kommet ud i bilen. Så må der tudes. Jeg har også gjort det, tudet i bilen efter at have afleveret Liv i børnehave. Men overfor vores børn skal vi stå ved!

Lad os stræbe efter, altid, at aflevere vores barn med den overbevisning om at det er perfekt og at det bliver en god dag.

Det vi “smider” i institutionen, “samler” vores barn op og tager med til resten af dagen.