Jeg køre nu træningsBootCamp på tredje uge. Det er mega fedt og mega hårdt. Jeg spiser sundt og ikke særlig meget! Jeg springer alt usundt over. Jeg syntes faktisk det går pisse godt.

MEN i fredags, var der fest. Det havde jeg set frem til og besluttet at det skulle jeg simpelthen ikke have dårlig samvittighed over. Det var også en fantastisk aften/nat! Jeg var godt gammeldags skideFuld og det var dejligt! Så det har jeg som sådan heller ikke dårlig samvittighed over. Det var så til gengæld lørdag og søndag hvor det hele ramlede. Lørdag var egentlig godkendt. Jeg klarede mig igennem uden at råæde et eller andet klamt, bortset fra en fastelavnsbolle 😉 Så det var jeg egentlig også ganske godt tilfreds med. Så kom søndag. Med andendagstømmermænd. Eller i det her tilfælde, havde mine tømmermænd sprunget en dag over. Så søndag var led. Jeg havde en konstant trang til at spise. Og der ramte sulten lige på det rette tidspunkt i forhold til min svage regnorms-lignende-ryggrad. Man kan sige jeg spiste mine 5 måltider, meeeen de havde ikke gået igennem sundhedsKontrollen.

Og hvad så tænker du måske. Og ja, PYT, kunne man sige. Min samvittighed sagde noget andet. Jeg var simpelthen træt af at jeg lige satte min, ellers nedadgående, vægtkurve i stå. Så mandag var ikke særlig god, men jeg glædede mig til træning! Og det var pisse god træning. Afsluttende med spurt op og ned af en bakke. Jeg tænkte hver gang jeg løb op, at nu må den weekend snart være løbet ud af kroppen. Jeg pressede simpelthen mig selv så meget at jeg var ved at kaste op på cykelturen hjem. Det var faktisk ret fedt!

Nu er jeg back on track og har besluttet mig at være alkoholfri resten af min BootCampTid. Det kan jeg fandeme godt! Jeg har, hvis jeg lige tænker bare lidt over det, efterhånden prøvet det der med at være fuld et par gange i mit liv. Så pause med det. Lige som at jeg springer over det der snolder, for jeg har virkelig også fået min del af den slags igennem mit liv.

Nu er mit største problem bare at jeg skal ha’ skaffet penge til at fortsætte på bootcamp efter de her 8 uger. Men på den anden side, hvad skal jeg bruge penge på når jeg ikke skal købe sprut og snolder….

Hvis du stadig læser, så er jeg helt vild med dig! TAK! fordi du læser med!

Jeg er, som nogen nok ved, igang med et rimeligt unikt projekt. Jeg vil prøve at være mere aktiv og sund i det nye år. Det har jeg heldigvis fået hjælp til. Mulla har givet mig et godt gammeldags los i røven.

8 ugers træning ved AJ Bootcamp.

Det startede i søndags med starttest. En ydmygende oplevelse som resulterede i, udover en træls aha-oplevelse, vanvittigt ømme smerter. Jeg har før været øm i kroppen, for ja jeg har faktisk trænet før i mit liv. Det her var dog helt frygteligt og ynkeligt! Det kom snigende i løbet af søndagen og da jeg skulle i seng kunne jeg ikke finde en stilling, hvor jeg kunne slappe af. Det endte simpelthen med at jeg måtte ligge mig ind på sofaen og “klodse” op under mine arme. Så kunne jeg finde ro nok til at sove.

Mandag, det gjorde ondt at lave morgenmad, jeg frygtede om jeg kunne få Liv op i hendes sæde på hendes cykel. Det sværeste var dog at få tøj på. Når armene ikke kan komme højere op brystet, så er det op at bakke at få trøje og jakke på. Jeg var nød til at stå foroverbøjet for at sætte hår.
Ja det skal jo lige siges at den egentlige træning starter mandag eftermiddag. Jeg føler mig ikke sej, overhovedet, på det her tidspunkt.

Træning 1 – mandag

Det skal lige siges her at jeg HADER at komme for sent til noget som helst!

På vej ud af døren overvejer jeg lige kort at tage telefon med, men nej den skal jeg jo ikke bruge til noget….
Jeg cykler ned i skoven. Helt overbevist om at jeg har styr på hvor vi skal mødes. Triller ind på Ferdinands Plads, i Risskov, kl. 1630. Helt tomt. Griber i lommen efter telefonen. Argh! Hvad så, skal jeg køre hjem? Nej jeg finder dem. Suser mod udsigten, heller ingen folk. Tjekker de andre pladser i skoven, ingen grupper af træningsTosser. Ned til Kroen ved den Permanente. Heller ingen. Op af bakken igen. Der, på en sti på vej op af bakken, var de. 10 minutter for sent på den, men til gengæld absolut varmet op finder jeg dem.

En times træning i mørket. Ned og kravle på jorden, Rock Climbers, Sprællemænd, Jump Squats, Wall sit, våde hænder og våde knæ. Det var fedt. God træning. Godt for sådan en nybegynder som mig bare at skulle gøre, så godt som muligt, hvad der bliver sagt. Det føles sgu ret sejt at komme hjem og være beskidt og træt!

Tirsdag. Armene er stadig lige til at smide ud. Men det er lidt mere okay, når det rent faktisk er efter en træning.

Onsdag, træningsdag. Armene er stadig lårt. Til gengæld overskygger det de andre ømme muskler der dugger op og siger “Hej DovenLars”.

Træning 2 – onsdag. 

Tung krop er vist det der beskriver den træning bedst. Der var intet sejt over den.

Så ja, billedet snyder totalt!!

Torsdag. Triceps, ja dem har jeg sgu, kigger frem og siger “Fuck dig!”

Fredag. Muttis 60 fødselsdag. Ingen alkohol og snolder til mig. Det er dælme også en bedrift, syntes jeg, efter to år uden madfilter.

Skrivende stund er lørdag eftermiddag.
Der er, inkl. i BootCampen, frivillig lørdagstræning. Første lørdagstræning er ved Ørnereden, Marselisborg Skov, kl. 0900.

Oven på to dages fri, var det virkelig en fed omgang! Jeg følte der var overskud på kontoen denne gang. Det skyldes muligvis også at jeg havde medbragt eget, formidabelt, heppekor. Mens jeg oksede rundt, sammen med de 35 andre camperer, sad Liv på en gynge og råbte ” KOM SÅ KOM SÅ KOM SÅ!”

I tænker måske, nu trænger den jakke da til at blive vasket. Jeg kan kun give jer ret. Men så er der ingen strøm på vores vaskemaskiner. Så den holder nok en uge mere.

Tre træninger på en uge, det er ikke sket i, ja det tør jeg slet ikke give et bud på. Men det er egentlig ret lækkert! Følelsen jeg har i kroppen og hovedet efter endt træning er skide fed! Det værste er at det har jeg jo hele tiden vidst, men bare ikke haft rygrad nok til at gøre noget for at opnå den følelse. Nu gør jeg!

Hvis du stadig læser, så tak!

Der kommer mere BootCamp på bloggen…. engang.

#iFormFedeFar

Liv går i verdens bedste vuggestue, ingen tvivl om det. Vi er fuldstændig trygge ved at aflevere hende og Liv er helt vild med at være der.
Så det er skønt at vide at Liv har det dejligt i vuggestuen mens vi andre render rundt og leger voksne.

Der er dog en ting jeg er mega meget mere vild med! Det er når Liv ikke er i vuggestue og får lov til at slappe af i hovedet og komme tættere på de mennesker der er i hendes nærmeste omgangskreds. Der er ingen tvivl om at hun nok skal få opbrugt hendes institutionsTid i løbet af de næste mange år.
Så jeg ELSKER de dage hvor Liv ikke er i vuggestue. Jeg elsker når jeg selv kan holde fri med hende og lave ingenting.

Jeg elsker, endnu mere, at Liv er så priviligeret at hun har en familie som prioriterer at være sammen med hende. Som tager en fridag, eller bruger sin fridag på at være sammen med Liv. Det er da fantastisk, ikke mindst fordi at så må der være andre der syntes at Liv er dejlig at være sammen med og det er vores største ønske. At ha’ et barn som er god til at være sammen med andre.

Det er meget vigtigt at hun trives med de mennesker der er i hendes vuggestue, det gør hun og dem ser hun, flere gange, hver uge, i lang tid. Det er endnu mere vigtigt at hun får bygget gode relationer til folk i hendes tætteste omgangskreds og det sker kun ved samværd.
Så fridag og relationsdannelse på en gang, så bliver pædagogFar simpelthen så glad.

Denne uge har Liv 3 “arbejdsdage” og 4 fridage. Det kan vi andre jo kun drømme om.

TAK!

Jeg spurgte igår på min instagram profil (@livihytten) om folk var interesserede i at læse om min nu opstartede træningsforløb ved AJ Bootcamp (nej jeg er ikke sponsoreret). 90 % svarede JA, så det starter her:

Jeg har i dag været til opstartsfest. Ja de kalder det en fest! Var det festligt, nej ikke rigtigt. Det er, i så fald, den mest ydmygende fest jeg har været til.

Første punkt på programmet var at blive målt og vejet. Det har jeg da ikke set frem, det er helt sikkert. Jeg ved jo godt at jeg ikke står kniv skarpt, meeeen jeg havde nok….. ja jeg ved sgu ikke hvad jeg havde forventet. Men målt og vejet blev jeg. Jeg fik en masse tal og ikke et var godt, eller jo min højde og alder er faktisk helt gode.

Det værste tal var min bodyage. Som jeg ikke ved om jeg skal dele med jer, for sæt nu at jeg ikke tog mig sammen og der ikke skete en skid. Men igen, så er det nok mere motiverende, for mig, at skrive det, så her kommer den. Døm mig ikke. Jeg er 30 år gammel, min krop er 45. Fy for satan! Det er jo helt forfærdeligt! Bare for at gøre det værre, så fortalte trænerne at det måleapparat de bruger, arbejder med en margen på +- 15 år. Så i virkeligheden kan det godt være værre.

Med det los i løgene, kunne jeg gå ud til fysisk test. Som bestod af, 30 burbees på tid, planke så længe som muligt, wall sit så længe som muligt, så mange sit ups som muligt på 1 min. og så mange armbøjninger som muligt på 1 min. Det var, efter to år på sofaen, ikke udpræget lækkert. Det værste hak i min, ellers rimelig nedpillede, selvtilliden kom i sidste øvelse, armbøjninger. 4 blev det til på 1 min. Havde det været i militæret var der ikke nogle af dem der var blevet godkendt, men op og ned det kom jeg.

Det er simpelthen ikke særlig rart at få det sort på hvidt, hvor lad jeg er. Men en ting er helt, HELT sikkert. Det er virkelig godt at jeg er blevet meldt til.

Nu sidder jeg så her og har så ulidelig ondt i mine skuldre. Det gør så ondt at jeg dårlig nok kan tage min jakke af og på. Ja det gør faktisk ondt at skrive på computer. Så tanken om at den egentlige træning først starter i morgen 1630, er bare helt kanon.

Jeg håber på forbedringer. Udgangspunktet er i hvert fald helt frygteligt og ynkeligt.

Følg med hvis du vil.