“Du er jo ikke helt ung, så hvad har du egentlig lavet før?” spurgte min vejleder mig. Så det kommer lige her til jer alle.

For 10 år siden blev jeg student fra HF på Aarhus Akademi. Det bedste der kom ud af to år på HF var at det var her jeg mødte Mulla. Så det har ført til barn og ægteskab. Den havde jeg sgu ikke set komme da jeg for 10 år siden, sendte en tegning over til hende i en psykologi time, hvorpå der stod. Når du nu alligevel ikke skal noget på fredag, så kom til ned og hør det her musik (kan ikke huske sted og musik). Men det virkede sgu!

Efter HF, i 2007, tog jeg i Beredskabsstyrelsen for at aftjene min værnepligt. Det gjorde jeg helt frivilligt, med tanke om at blive brandmand og på den måde gøre en forskel. Det var helt vildt godt at være der. Fantastisk at blive udfordret i brandende huse og et vanvittig godt sammenhold man blev en del af. Det var faktisk så godt at jeg meldte mig til at blive videreuddannet til befalingsmand og blev udvalgt til det. Så min værnepligtstid stoppede en måned før resten af holdet, for så at starte på uddannelse. Dette resulterede i at jeg kom til kasernen i Thisted og skulle arbejde her i 6 måneder som underviser af værnepligtige. Der var ikke, slet ikke, det samme sammenhold blandt befalingsmændene og det var nok det der betød mest for mig. Jeg faldt aldrig rigtig til, ikke i rollen som underviser og heller ikke i flokken af befalingsmænd. Det var et halvt år med spændende oplevelser og udfordringer, men det var slet ikke mig.

Men jeg kom hjem med et stort kørekort. Som gav mig job ved Falck Hjælpemiddel. For dem kørte jeg rundt med hjælpemidler til institutioner og private, i lastbil, i Aarhus Kommune, i to år.

Efter to år i lastbil skulle jeg finde på noget andet. Jeg søgte ind som falckredder, to gange, uden held. Så hvad gør man så. Jeg ville gerne lave noget kreativt, så i 2011 startede jeg på Multimediedesign og 2 år efter afsluttede jeg den. Hvad man ikke lige får at vide inden man starter er at den som sådan ikke regnes for en dyt i den virkelige verden, og der er utrolig meget hjemmesidekodning i den. Det lærte jeg aldrig. Så der var ikke meget fremtid i det. Ærlig talt kunne jeg heller ikke se mig selv siddende ved en computer resten af livet. Men jeg kom derfra med kendskab til nogle computerprogrammer (photoshop/illustrator) som jeg har brugt en dele efterfølgende.

Hvad gør man så…?

Jeg fik job som pædagogmedhjælper og var, henover de to efterfølgende år, i en børnehave, SFO, vuggestue og en anden børnehave. Her gik det lige så langsomt op for mig at jeg skulle læse til pædagog. Jeg har nok, i virkeligheden, altid vist at jeg var god til at arbejde med børn, og jeg har det rigtig godt i daginstitution. Problemet har bare været at både min mor og min bonusmor er pædagoger, så jeg skulle satme ikke også være det. Men det er bare lige præcis det jeg skal være.

Så februar 2015 startede jeg på pædagogseminariet. Det var på Peter Sabroe, det sted jeg helst ville hen. Her ville jeg helst være fordi at eg havde hørt at det var et rigtig godt sted. Peter Sabroe er et mere kreativt sted hvor der arbejdes meget i grupper og ikke har så mange forelæsninger, hvor Jydsk Pædagogseminarium er mere teoretisk. Så det var helt perfekt. Det var også et rigtig godt halvt år vi fik der. Inden vi blev flyttet ned på VIA University College, Campus C. Der kan skrives meget om det, men det vil jeg ikke gøre.

2,5 år inde i uddannelsen og nu er vi på en uges indkald, fra vores praktik. For at stable en dimissionsfest på benene for de pædagoger der lige er dimitteret. Tænk en gang, om et år så er det os der er færdige.
Jeg glæder mig helt vildt til at det bliver mit tur og jeg kan komme ud og få et rigtigt arbejde og tjene nogle rigtige penge.

Hvis du stadig læser med, så kan du, i tilfælde af at jeg engang bliver kendt og de ringer fra Her Er Dit Liv, bare henvise dem til dette indlæg. Det sparer dem da for en del research.

Hvad skal der til for at skabe en dansefest?

Det skal jeg sige dig. Du skal bruge en smartPhone, en Bluetooth højtaler og sidst men ikke mindst en lyst til at danse fjollet!
Alle de tre ting havde jeg tilfældigvis pakket i rygsækken i fredags.
Så da vi havde spist frokost var der dømt dansefest. Jeg fandt højtaler og mobilos frem og samlede en ti børn, til at starte med. Jeg spurgte hvad vi skulle høre, hvad høre I derhjemme når I skal danse? Rasmus Seebach var første bud og jeg måtte desværre meddele at min mobil ikke kan spille Rasmus Seebach. Underligt, men sandt.
Der var et par dansePiger imellem som kunne en dans til Marcus og Martinus (to norske drenge på 10 som laver super fed pop). Så det fandt jeg og så var der dans. DansePiger kunne koreografi og tekst til kæmpe hittet Girls (tror jeg). Så pigerne og jeg dansede. Der samledes et større publikum rundt om os, som sad og kiggede, mest drenge.
Jeg spurgte hvad de syntes vi skulle høre, ingen svar.
Vi var lige inde og runde Gulddreng, men der vurderede jeg rimelig hurtigt at det var en dårlig ide.
En af drengene spurgte hvad jeg høre der hjemme. Jeg tænkte først Suspekt, men endte dog på Åh Abe.
Det var ikke til at få de drenge op og danse. Selvom jeg dansede som en tosse.
Så endte musikken til sidst på Onkel Reje, med PrutteSangen og så skal jeg lige love for at se kom op af “stolene”. Både hvad angår dans og sang! Så vi hørte hele hans repertoire med fuld dans på og nyKlassikerne som “jeg kan ikke li’ at gå bad”, “prutte prutte prutte” og “Piger der er ude på ballade.”
DanseFæst på legern er et koncept jeg helt klart kan anbefale, så I bruger den bare!
#MerDans

Det skal jeg give et bud på.
Jeg vil gerne være en pædagog der arbejder med børn i alderen 0-6 år.
Jeg vil gerne være en pædagog der leger. Det handler ikke om at sidde og tegne, lave perler, men jeg vil være den der leger fysiske lege. Fangeleg, gemmeleg, fodbold (i mod børnehavebørn er jeg ret god), troldeleg (er allerede blevet en efterspurgt leg i praktikken. En fangeleg med mig som trold). Jeg vil ud og lege, tumle og mosle med børn.
Jeg vil gerne være en pædagog der laver sjov, der er sjov at være sammen med og som griner meget, hver dag.
Jeg vil gerne være en pædagog børnene har respekt for.
Jeg vil gerne være en pædagog der ikke råber. Det har jeg meget fokus på lige nu. Det er nemt at råbe og på den måde sætte sig i respekt, men den pædagog vil jeg ikke være.
Jeg vil gerne være en pædagog man kommer til og får trøst. En pædagog der krammer.
Jeg vil rigtig gerne være en pædagog der har et godt og afslappet forhold til forældrene.
Sidst men ikke mindst så vil jeg gerne være en pædagog der kan spille guitar og det gør jeg noget ved fra september, hvor jeg starter til undervisning for absolut begyndere👍🏼

Liv på Rosenholm Festival.

Hvert år er der festival i Hornslet, byen hvor jeg er vokset op. Årets udgave kan jeg stadig mærke i kroppen. Den sluttede i går, med et spil dart og en slutter, gange to, på den lokale.

Liv har været med i Hornslet hele weekenden og hun var med til festival både lørdag og søndag. Lørdag var Mek Pek første navn på programmet og jeg havde glædet mig helt vildt til at komme til koncert sammen med Liv. Jeg har glædet mig så meget, at jeg var bange for at blive skuffet, tænk nu hvis Liv syntes det var super nederen at have ørebøffer på og været til koncert. Hendes første koncert!

Hvorfor betyder det lige så meget for mig? Det gør det fordi jeg har været med til den festival hvert år siden jeg selv var lige så gammel. Jeg har, hvad jeg kan huske, altid elsket at være til Rosenholm Festival og har i mange år været hjælper, så jeg har et stærkt tilhørsforhold til det arrangement. Grunden til at jeg har været så engageret i det, er fordi min far har været, og stadig er en stor del af festivalen. Han er konferencier og er for mange mennesker indbegrebet af den festival! Så jeg er vokset op med den og syntes det er fedt at komme tilbage til og møde alle de gamle venner igen.

Så derfor er det vigtigt for mig at Liv kan lide at være til denne festival og se sin farfar stå og råbe oppe på scenen.

Vi kommer ned på pladsen i god tid inden Mek Pek skal spille. Så vi går lidt rundt og kigger, vi spiser gratis rundstykker, som Livs farmor har smurt, for ja hun er også en aktiv del af festivalen, det er en familiesvaghed!
Liv hygger sig, og får hjulpet farmor med at ryddet lidt op og tørre borde og bænke af. (Årets yngste hjælper😉)
Liv har helt styr på hvad vi skal høre, “åh abe” går hun og synger (læs; siger). Så hun er klar og jeg er klar.

Vi går i det store telt, tiden er inde. Liv får ørebøffer på, som vi har snakket meget op i dagene op til. Når vi skal til festival, så skal vi høre høj musik og så skal Liv ha’ dem på ørene.
Vi stiller os klar og farfar går på scenen. Liv sidder som forstenet, hun siger ikke noget. Kigger bare måbende op på sin farfar. Folk klapper og Liv klapper, så kommer Mek Pek (lille Pekkemand som han blev kaldt af sin mor) og så ligger han ud med Åh Abe og Liv bryder ud i vildt dans. Hun disker op med de hurtigste fødder i teltet og der er fuld gas på!

(Beklager den vender forkert)

Jeg står foran scenen og danser med min datter, i det store telt, på Rosenholm Festival, hvor jeg selv har danset hele mit liv. Det var stort! Resten af koncerten (næsten) står Liv og danser på en højtaler lige ved siden af scenen. Altså når hun ikke bare står og stirre på Mek Pek og på de “store” piger der danser foran scenen. Jeg bliver simpelthen helt rørt af at stå der, med min datter i hånden og se hvor meget hun elsker at være lige præcis der!

Koncerten lå lidt sent i forhold til middagslur, så der var ikke meget energi tilbage i den lille danseSmølf det sidste kvarter af koncerten så den blev oplevet fra bagerste række, på skødet af farmor. Mulla var der, farfar stod på scenen, Liv var vild med det! Det var en decideret perfekt koncertdebut. Jeg var så glad, helt høj.