Det er to måneder siden at jeg skrev om putning sidst. Den gang sov Liv i smørhullet, putning tog halvanden til to timer og der var fødder/hænder/hoved/røv i hovedet mor mor og far natten lang.

Vi fik taget os sammen til at forsøge at putte hende i sin egen seng. Ritualet var nu at hun fik læst en historie og så skulle hun sove. Det var den lille dame ikke helt tilfreds med, hun blev ulykkelig, så vi holdte hende i hånden (med ‘vi’ mener jeg på skift, vi puttede ikke begge to samtidig, bare lige for en ordens skyld)
Så vi holdt i hånd, hvilket er super træls når hun ligger i en tremmeseng og ens arm kun lige akkurat kan nå derned. Men hvad gør man ikke for sin eget kød og blod…..

Det gik fint, hun faldt forholdsvis hurtigt i søvn, når det var mig der puttede. Af en eller anden grund tog/tager det vanvittig lang tid når Mulla putter og kun semi-lang tid når jeg putter. Så den tjans fik jeg.

Næste kapitel i denne putteFortælling skulle være at vi ikke skulle holde i hånden mere. Hvilket, ikke så overraskende, var enormt upopulært. Selvom jeg sad præcis det samme sted som før, på den skønne, grønne IKEA-klapstol, som jo heldigvis er helt perfekt at sidde på i timevis. Det tog et par omgange at vende sig af med hånden og så var vi klar til næste kapitel.

Jeg skulle nu bevæge mig langsom længere væk efter godnathistorien. Det blev til at jeg lagde mig i vores seng, klods op at hovedenden af Livs seng. Det gik fint, bortset fra at det til tider også tog to timer for mig at få hende til at sove. Hvilket er forholdsvis frustrerende og udmattende, når man ligger stille i et halvmørkt rum (vores mørklægningsgardiner er fine, bortset fra de 10 cm. mellemrum der er imellem dem) og bare ikke vil sove, men helst ind i stuen og bare få lidt ud af min aften. Det så også krydret med at der ligger en lille trold og kigger op bag sengerenden hvert 3 minut. Det tester da lige min tolerance, det gør det da.

Så der skulle ske noget nyt, efter at vi i alt for lang tid har brugt ca. to timer på at sidde/ligge i soveværelset, hver aften.
Det har hele tiden været planen at vi ritualet skulle være læsning, så godnat og så går vi bare ud af soveværelset. Det har bare været så svært at tage sig sammen til, for vi var begge overbeviste om at det kom til at kræve skrig og skrål! Hvilket jo er det sidste vi har lyst til at udsætte bette Liv for.

I tirsdag, tog Mulla mod til sig og prøvede at starte et nyt kapitel i den uendelige PutteFortælling. Der blev læst, sagt godnat og så gik Mulla lidt rundt i soveværelset og lagde tøj sammen. Inden hun til sidst gik ud… Begge stod vi der, helt spændte og ventede på skriget….. der var helt stille. Når vi kiggede ind, kigge Liv op fra sengen, hun fik at vide hun skulle ligge sig ned, ikke et ord.

Begynderheld, tænkte vi. Det kommer ikke til at gå så fint i morgen. Det gjorde det. Jeg læste, sagde godnat og gik. Det tager stadig lang tid for hende at falde i søvn, men hun ligger stille, siger ikke et ord og falder så til sidst i søvn.

Så står vi her og tænker: “Hvorfor fanden er vi ikke begyndt på det noget før?” Men fedt det er det.
Hun putter sig selv, sover i sin egen seng hele natten og vågner kl. 0600, hver morgen, plus minus 5 minutter. Vækkeuret bliver i slidt op her i hytten.

Putning – bare prøv det!