Vuggestuen Kornbakken er verdens bedste vuggestue! Det er i hvert fald den helt rigtige vuggestue til Liv. Hvorfor? tænker du nok. Jeg skal prøver at svarer på det.

Lad mig starte fra starten. Vi ønskede 8 forskellige institutioner, da Liv skulle have en plads. Vi fik tildelt et helt niende sted, som vi ikke vidste noget om. Så vi gik op for at kigge på det, samme dag som vi fik pladsen tildelt. Vi tastede adressen ind på telefonen, som viste at vi skulle gå i modsatte retning, i forhold til alle de andre institutioner vi havde søgt. Da gps’en sagde at vi var fremme, stod vi et meget lidt charmerende område, som mest af alt mindede om en ghetto. Vi kunne umiddelbart ikke finde vuggestuen, så vi gik først forbi den og vendte om, for gps’en sagde jo at vi lige var gået forbi. Da vi kom modsatte vej fra, kunne vi pludselig se den. Inde bag et stakit af kæmpe “farveblyanter” ligger Livs vuggestue. Vi havde ingen aftale om at komme på besøg, så vi forventede ikke det store. Bag stakittet var legepladsen, som er lille og ikke prangende, men passer til en vuggestue. Vi går ind i institutionen og bliver mødt af en, som viser sig at være lederen. Hun tager sig tid til at vise os rundt, i hele huset. Ind på hver stue og fortæller og forklare. Fornemmelsen i maven gik fra, med omgivelserne i betragtning, rigtig dårlig. Til, efter modtagelse, rundvisning og stemningen i huset, rigtig god. Vi gik derfra og havde en rigtig god følelse omkring Vuggestuen Kornbakken.

Indkøringen gik godt. Det første stykke tid gik godt, med op- og nedture, men personalet på Livs stue er super kompetente og nogle skønne mennesker, som har formået at gøre Mulla og jeg fuldstændig trygge, helt fra starten. Vi har og er helt trygge ved at aflevere Liv også de dage hvor hun ikke syntes det er en vildt god ide at hun skal “efterlades” der.

En af de primære grunde til at vi føler os helt trygge ved at Liv er i Kornbakken er at vi bliver super godt informeret om hvad der foregår. Information er nøglen til godt forældresamarbejde. Jo mere vi ved om hvad de (læs Liv 😉 ) laver, desto mere føler vi at vi er en del af det.
Det er både den daglige snak, når vi aflevere og henter, men Kornbakken generelt er rigtig gode til at bruge BørneIntra. Dagligt bliver der lagt billeder op, med beskrivelse, af hvad de laver. Og der står ikke bare “vi har lavet…” De skriver også hvorfor de har lavet det.
En anden væsentlig grund til at vi er trygge ved at aflevere Liv er at personalet har humor. Liv er det vigtigste i vores liv, og at overlade hende til “fremmede” er bestemt ikke for sjov! Men når man bliver mødt med et smil og en sjov bemærkning når vi kommer ind af døren og når beretninger fra dagen er krydret med sjove observationer, så er det hele bare meget bedre. Vi kan lade fis med hinanden og så bliver det hele bare meget bedre.

Liv er på husets bedste stue (det er i hvert fald den bedste stue til Liv), men stemningen i hele huset bære præg af at folk har lyst til at være der og lyst til at arbejde med børnene. Der er altid gang i nogle projekter. Projekter der går på tværs af stuerne og projekter som er tydelige både i huset og på intra. De er på ture, de maler kostumer, de spiller musik, de planter blomster, de laver mad, de øver motorik og de krammer mit barn. De har tid til børnene.

Hvorfor skriver jeg først det her nu, det er jo over et år siden Liv startede i vuggestue. Det er fordi vi lige er kommet hjem fra SommerUdflugt. En tur som vuggestuen har planlagt. Turen gik til Mariendal, en spejderlejer der ligger lige ned til Mariendal Strand. Kl. 09.00 kørte bussen fra vuggestuen og ud til lejeren og kl. 15.45 kørte den fra lejeren og hjem til vuggestuen.

Der var lagt en fint program for hele dagen, som indeholdte en tur til stranden, et stjerneløb for børn og voksne og tid til fri leg. Alt personale var med, vuggestuen var lukket og forældre og søskende var inviteret. Jeg tror ikke der var nogle børn som ikke havde endten far og/eller mor med. Fantastisk vuggestue, giver fantastisk forældreopbakning.
Da det blev middagslurstid sendte vi Liv med en voksen, som tog hende med ned i køjesengsværelse og puttede hende. Da hun vågnede blev hun leveret ude på græsset hvor forældrene sad og spiste kage og drak kaffe. Liv havde sovet ved siden af en flot fyr fra sin stue og de havde bare sovet godt.
Hvis det ikke signalere overskud fra vuggestuens side, så ved jeg ikke hvad det signalere. Det er rigtig dejligt at møde de andre forældre på en anden måde end et hurtigt “hej” i døren. Dette gælder også personalet, det er sådan en dag som i dag at jeg får snakket om dem og komme til at kende dem på en anden måde, som ikke kun handler om deres forhold til Liv. Der er tid til at snakke og det er skønt.

En kæmpe bonus der følger med denne skønne pakke, er en madordning det får alle andre madordninger til at ligne gamle folkeskole-taske-madpakker! Der er ansat en madDame i huset som laver lækker varieret kost til børnene. Det er økologisk og det er velsmagende. Os forældre har været så heldige at smage en platte af den dejlige mad, til et forældremøde. Så ikke nok med at ungerne bliver fyldt med oplevelser og omsorg, så bliver maverne også fyldt med det lækreste sunde mad. Whats not to like?

Så hvis du bor i Aarhus N og står og skal vælge en vuggestuePlads, så kan jeg kun anbefale Vuggestuen Kornbakken.

Dette opslag er ikke sponsoreret af Kornbakken, det er simpelthen  skrevet fordi jeg mener det!

Flere ofte-stillede-spørgsmål.

Så fik vi et barn (altså for små 2 år siden, bevares) og så regnede vi med, at der blev lagt låg på alle spørgsmålene der lyder “skal-I-ikke-snart-ha-børn?” For de kom mange gange. Så mange gange at det blev liiiidt træls (fun fact: Liv har træls i sit ordforråd😂).
Så for at slippe for alle de spørgsmål måtte vi hellere lave et barn (måske var der også andre grunde). For så var vi ude over det problem. Troede vi. Det først års tid var vi da også fri for det. Men så begynder det at vende tilbage. Mange gange.
“Nu skal I vel snart ha’ nr. 2”
Nej, det skal vi ikke snart. Det er der flere grunde til og den første er, at vi nyder at have fuld fokus på Liv. Vi elsker vores tre-kløver som den ser ud nu. Liv skal smadres end i kærlighed, simpelthen!
En anden og mere praktisk grund er at vi simpelthen ikke kunne tænke os at være 4 mennesker på vores 67 kvadratmeter. Siden Liv er flyttet ind er lejligheden bare blevet mindre og mindre. Så inden der kommer en (bare en tak) lillebror/lillesøster, så skal vi have er hus.

Det leder meget godt op til det næste ofte-stillede-spørgsmål. “Hvordan går det med at bo i lejlighed?” Gerne stillet med et lettere trist-er-du-okay-blik i øjnene. Men dertil kan jeg svare. Det går pisse godt! Trøjborg er et fantastisk sted at bo. Vi har en legeplads, nærmest i baghaven. Går vi lidt længere, kommer vi til skoven og lige lidt længere får vi våde fødder (fordi vi ender på stranden). Så vi har det hele meget tæt på, og så er der ikke langt ind til byen.
Lejligheden er blevet mindre ja, men den er dejlig. Vi kan være her, der er Liv over det hele😉 Vi bor tæt, men det er okay, så længe Liv er lille.
Det er løgn at sige at det ikke trækker i os, for at få et hus. Det gør det nemlig helt vildt meget! Vi har, her i den dejligt lange weekend, været i Hornslet (min hjemby) i et par dage. At se hvor meget Liv elsker at være i en have, at hun bare kan gå ind og ud og bare det at være udenfor, så er det lige før det er synd for hende at vi bor i lejlighed.
Vi drømmer om at flytte i hus og der behøver ikke at gå 100 år før det sker. Så hvis du lige har et hus til overs så siger du bare til👍🏼 TAK!

Nu vil jeg gerne lige komme med en holdning! Ja det er rigtig nok.

Er det til krig? Niks.

Er det til hævelse af pensionsalder? Absolut ikke.

Det handler om nybagte forældre og forældre i det hele taget der undskylder for at de deler billeder af deres børn. #babyspam – spam er noget negativt. Der er da intet negativt over at være forelsket i sit barn. De sociale medier handler om at man skal dele sit liv. De folk der deler billeder fra træningscenteret, af deres mad, af deres lagkage, er da ikke en stor undskyldning omkring det. Og hvis man må dele billeder af veganerMad, så må man dæleme også dele billeder af børn!

Ja jeg gør det selv, hver dag! Det er fordi jeg er fuldstændig vild med Liv og jeg syntes hun er pisse sjov! Hvis det nu får bare en derude til at smile/grine så er det da berettiget det billede!

Da jeg lige var blevet far, var det eneste jeg havde lyst til, at råbe det ud til hele verden! Det tætteste man kommer på det er da de sociale medier. At der så bare blive ved med at komme fantastiske ting, som hele verden skal se, er jo bare herligt!

Del ALLE de billeder du vil og LAD VÆR med at undskylde!!!! Folk kan bare køre forbi hvis de er trætte af det.

Ud med #babyspam og ind over med flere billeder, lagt op af forældre der står ved at de bare elsker deres børn helt vild meget og syntes at de er de mest vidunderlige skabninger på denne jord!

Inden jeg blev far havde jeg et klart billede af hvordan det skulle gå:

Vi havde snakket en masse om fødslen inden, så den havde vi styr på. Mulla er pisse sej, så den fødsel klarer hun bare i stiv arm. Til fødselsforberedelserne sagde de godt nok at ingen fødsler er ens, og det var vi helt indforståede med, men det gælder jo ikke os. Det er de andre.

Så da vi nærmede os terminen og Mulla var til en undersøgelse, igen, pga. for højt blodtryk. Fik hun at vide at hun skulle blive på Skejby og hun skulle have sæt-fødslen-igang-piller. Da hun fik de første piller, tænkte vi “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.”
Det blev vi ikke lige.
Der blev spist flere piller og flere piller og hver gang tænkte vi “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.”

4 dage med piller og ventetid på en lille stue på Skejby skulle der gå, før der skete noget nyt. “YES!!” Der kunne lige præcis prikkes hul, så vandet gik, eller det gjorde det ikke rigtig. Hvilket jeg også havde et klart billede af. Pludselig en dag skulle Mulla stå og råbe efter mig, “Jonas! Vandet er gået! Vi skal afsted!” Fuldstændig som på film. Den gemmer vi også lige til næste gang.
Men der blev prikket hul og vi tænkte “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.” Denne gang var det så faktisk rigtig nok, MEN. Vi lagde os til at sove søndag aften, alt var godt. Kl. 04.00 vågner vi ved at Mulla fryser helt vildt. Jeg ligger mig op til hende for at varme hende, men det hjælper ikke, hun ryster. Jeg går ud efter en sygeplejerske, som ret hurtigt konstatere at hun skal op på fødegangen, for der skal snart ske noget. Mulla har høj feber og de er bekymrede for Liv. Vi får en fødestue og Mulla har det ikke godt. Der kommer en jordmoder og siger hej. Den næste tid kommer og går folk, for de skal lige finde ud af hvad der skal ske. Jordmoderen fortæller os om kejsersnit, som kunne blive aktuelt. Mulla har hele vejen igennem haft lyst til at føde selv, men i den tilstand hun var i på dette tidspunkt, var det bare et spørgsmål om at komme ovenpå. Så huhej og vi får at vide at Liv skal ud med kejsersnit. Det var sådan set rart at de tog beslutningen for os. Så var der ligsom ikke noget at rafle om.

Vi køre over til en operationsstue, som minder om noget fra et rumskib og hvor jeg følte mig SÅ malplaceret. Og så skete der noget magisk på den anden side af det grønne gardin og så kom der et vræl og der kom Liv flyvende.

Efter Mulla var kommet sig over det værste bedøvelse og vi fik en stue for os selv, så tænkte vi at alt var godt. Så vi fik besøg og Liv blev vist frem og det kør’ bare dagen igennem. Som det nu kan køre med et spædbarn. Jeg ville væge den påstand at jeg har rimelig godt styr på små børn. Det er jo bare noget fuldstændig andet når det er ens eget og når det er så lille. For nyfødte børn er godt nok små!

Men under alle omstændigheder syntes vi at det gik godt. Om aftenen, på Livs fødselsdag, kommer en sygeplejerske ind og ser til os. Hun konstatere, til vores store overraskelse, at Liv trækker vejret for hurtigt. Det havde vi da aldrig selv kunne ha’ set. Der bliver taget en blodprøve som skal måle Livs infektionstal, så venter vi lige til næste morgen med svar  på det. Vores første vat med Liv i vores liv var fantastisk!

Næste morgen, kommer svaret på blodprøven, som viser at Livs infektionstal er tårnhøjt, så hun bliver “taget fra os” (sådan føles det) og indlagt på børneafdelingen. Her må vi opholde os så meget vi vil, men vi kan ikke sove der. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg græd og græd og græd. Jeg var pisse bange og det føltes som om at Liv blev taget fra os, efter ikke engang 24 timer.
Så Liv lå i sin krybbe i den ene ende af Skejby og vi havde værelse i den anden ende (igen sådan føles det). Mulla kunne ikke gå så langt efter snittet i maven så hun fik en kørestol og så racede vi ellers frem og tilbage når vi skulle over og ha’ noget at spise og så hurtigt tilbage igen. I kan stadig se hjulspinsmærkerne på gangene. Der var fart på.

Hvor den første nat med Liv var skøn, var nat nummer to FRYGTELIG!

Ikke nok med at hun lå på børneafdelingen, væk fra os. Så havde hun en slange i næsen og et permanent drop i hånden, som resulterede i en boksehandske. Så hun så virkelig syg og indlagt ud. (Det lille pus)

HELDIGVIS! blev det kun til en nat og så var hun testet igennem og hendes små hæle var gennemhullet af blodprøver. Rygmarvsprøve skulle hun også ha’ taget. Der blev vi opfordret til at gå. SKRÆKKELIGT, men helt sikkert godt at vi ikke var der (lykkelig uvidende!)

Liv skulle have antibiotika i en uge herefter, så vi fik os en uges sommerferie på hotel Skejby Hospital. Det er som sådan ikke et sted jeg vil anbefale som sommerdestination.

Efter 14 dage på hospitalet, glædede vi os til at komme hjem. Men det var godt nok også skræmmende, for så var der ingen rød snor man kunne trække for at få hjælp. Alligevel var det fantastisk da Liv fik sidste sprøjte og vi var fri.

Jeg har ALDRIG kørt så forsigtigt og aldrig har det taget så lang tid at køre fra Skejby til Trøjborg. Men hjem kom vi og det var virkelig specielt. Det var dejligt endelig at være hjemme og det var skræmmende at være alene med et nyt lille menneske. Ved I godt at man bare bliver lukket ud fra hospitalet, uden nogen form for kontrol af ens evner til at tage vare på et andet menneske. Det er vanvittigt! Men heldigvis er der stadig liv i Liv.

Så en ting (og kun en ting) er helt sikkert:

• INTET ER/GÅR/BLIVER SOM MAN FORVENTER!

Til aller sidst skal jeg lige sige, at det kan godt være at personalet på fødegangen og på Skejby Hospital generelt, er presset helt i bund pga. besparelser, men det var virkelig ikke noget vi mærkede til. Vi var som sagt på hospitalet i 14 dage, på 5 forskellige afdelinger, og alle vi mødte var smilende, glade og havde overskud til os og til lidt sjov. Vi følte os virkelig taget godt af og det var, trods alt det helt rigtige sted for os at være, på det tidspunkt. Vi skulle være der hvor der var de mest kompetente mennesker til at passe på Mulla og Liv og det føltes sådan!

Så en meget forsinket men MEGET dybfølt tak til alle de mennesker, på Skejby Sygehus, der passede på mine to tøser. Det kan godt være at de var ved at smelte sammen af stress, men det var absolut ikke noget vi mærkede til. TAK!

Der er ugler i mosen.
Putning! Hvad er nu det for noget fis. Hvorfor har ingen fortalt at det er her man for alvor kan blive testet på tålmodigheden og overskuddet?
Vi er godt nok ikke særlig gode til det her i hytten.
Putning af Liv tager to, ja TO timer hver dag!!
Liv sover i smørhullet, hver nat. Hun har sin egen seng, klods op af vores, men pga. mangel på lyst til at rejse sig op flere gange om natten for at finde en sut, kom hun over til os. Det er sgu også hyggeligt. Bare ikke i putteSituationen.
Vi starter kl. 1900, læser en bog og så starter tålmodighedsTesten over dem alle. Sådan som det fungere her så bliver vi liggende hos hende til hun sover.
Her til aften gik de to timer med at hun ville ligge ovenpå mig, det fik hun lov til, så plejer hun ofte at falde til ro. Ikke i aften, eller hun blev i hvert fald ked af det hver gang jeg prøvede at lægge hende ved siden af.

TålmodighedsTesten bliver i forvejen forstærket af det faktum at der er mange ting der er federe at lave end at bruge to timer i en seng hvor man ikke skal falde i søvn, for at stå op i et par timer, for så at gå i seng for at sove selv. Det kunne faktisk også være dejligt at været lidt sammen med min kone….
I aften blev testen voldsom forstærket, da jeg virkelig skulle tisse og vi har koldskål i køleskabet. Så er tålmodigheden ikke ligefrem større.
Den første halve time er hyggelig, men så stopper det også der.

Hvad kan vi lige gøre ved det? Har du en god ide?