En ting er sikkert omkring fødsler!

Inden jeg blev far havde jeg et klart billede af hvordan det skulle gå:

Vi havde snakket en masse om fødslen inden, så den havde vi styr på. Mulla er pisse sej, så den fødsel klarer hun bare i stiv arm. Til fødselsforberedelserne sagde de godt nok at ingen fødsler er ens, og det var vi helt indforståede med, men det gælder jo ikke os. Det er de andre.

Så da vi nærmede os terminen og Mulla var til en undersøgelse, igen, pga. for højt blodtryk. Fik hun at vide at hun skulle blive på Skejby og hun skulle have sæt-fødslen-igang-piller. Da hun fik de første piller, tænkte vi “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.”
Det blev vi ikke lige.
Der blev spist flere piller og flere piller og hver gang tænkte vi “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.”

4 dage med piller og ventetid på en lille stue på Skejby skulle der gå, før der skete noget nyt. “YES!!” Der kunne lige præcis prikkes hul, så vandet gik, eller det gjorde det ikke rigtig. Hvilket jeg også havde et klart billede af. Pludselig en dag skulle Mulla stå og råbe efter mig, “Jonas! Vandet er gået! Vi skal afsted!” Fuldstændig som på film. Den gemmer vi også lige til næste gang.
Men der blev prikket hul og vi tænkte “shit manner, nu er vi nok blevet forældre inden i morgen.” Denne gang var det så faktisk rigtig nok, MEN. Vi lagde os til at sove søndag aften, alt var godt. Kl. 04.00 vågner vi ved at Mulla fryser helt vildt. Jeg ligger mig op til hende for at varme hende, men det hjælper ikke, hun ryster. Jeg går ud efter en sygeplejerske, som ret hurtigt konstatere at hun skal op på fødegangen, for der skal snart ske noget. Mulla har høj feber og de er bekymrede for Liv. Vi får en fødestue og Mulla har det ikke godt. Der kommer en jordmoder og siger hej. Den næste tid kommer og går folk, for de skal lige finde ud af hvad der skal ske. Jordmoderen fortæller os om kejsersnit, som kunne blive aktuelt. Mulla har hele vejen igennem haft lyst til at føde selv, men i den tilstand hun var i på dette tidspunkt, var det bare et spørgsmål om at komme ovenpå. Så huhej og vi får at vide at Liv skal ud med kejsersnit. Det var sådan set rart at de tog beslutningen for os. Så var der ligsom ikke noget at rafle om.

Vi køre over til en operationsstue, som minder om noget fra et rumskib og hvor jeg følte mig SÅ malplaceret. Og så skete der noget magisk på den anden side af det grønne gardin og så kom der et vræl og der kom Liv flyvende.

Efter Mulla var kommet sig over det værste bedøvelse og vi fik en stue for os selv, så tænkte vi at alt var godt. Så vi fik besøg og Liv blev vist frem og det kør’ bare dagen igennem. Som det nu kan køre med et spædbarn. Jeg ville væge den påstand at jeg har rimelig godt styr på små børn. Det er jo bare noget fuldstændig andet når det er ens eget og når det er så lille. For nyfødte børn er godt nok små!

Men under alle omstændigheder syntes vi at det gik godt. Om aftenen, på Livs fødselsdag, kommer en sygeplejerske ind og ser til os. Hun konstatere, til vores store overraskelse, at Liv trækker vejret for hurtigt. Det havde vi da aldrig selv kunne ha’ set. Der bliver taget en blodprøve som skal måle Livs infektionstal, så venter vi lige til næste morgen med svar  på det. Vores første vat med Liv i vores liv var fantastisk!

Næste morgen, kommer svaret på blodprøven, som viser at Livs infektionstal er tårnhøjt, så hun bliver “taget fra os” (sådan føles det) og indlagt på børneafdelingen. Her må vi opholde os så meget vi vil, men vi kan ikke sove der. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg græd og græd og græd. Jeg var pisse bange og det føltes som om at Liv blev taget fra os, efter ikke engang 24 timer.
Så Liv lå i sin krybbe i den ene ende af Skejby og vi havde værelse i den anden ende (igen sådan føles det). Mulla kunne ikke gå så langt efter snittet i maven så hun fik en kørestol og så racede vi ellers frem og tilbage når vi skulle over og ha’ noget at spise og så hurtigt tilbage igen. I kan stadig se hjulspinsmærkerne på gangene. Der var fart på.

Hvor den første nat med Liv var skøn, var nat nummer to FRYGTELIG!

Ikke nok med at hun lå på børneafdelingen, væk fra os. Så havde hun en slange i næsen og et permanent drop i hånden, som resulterede i en boksehandske. Så hun så virkelig syg og indlagt ud. (Det lille pus)

HELDIGVIS! blev det kun til en nat og så var hun testet igennem og hendes små hæle var gennemhullet af blodprøver. Rygmarvsprøve skulle hun også ha’ taget. Der blev vi opfordret til at gå. SKRÆKKELIGT, men helt sikkert godt at vi ikke var der (lykkelig uvidende!)

Liv skulle have antibiotika i en uge herefter, så vi fik os en uges sommerferie på hotel Skejby Hospital. Det er som sådan ikke et sted jeg vil anbefale som sommerdestination.

Efter 14 dage på hospitalet, glædede vi os til at komme hjem. Men det var godt nok også skræmmende, for så var der ingen rød snor man kunne trække for at få hjælp. Alligevel var det fantastisk da Liv fik sidste sprøjte og vi var fri.

Jeg har ALDRIG kørt så forsigtigt og aldrig har det taget så lang tid at køre fra Skejby til Trøjborg. Men hjem kom vi og det var virkelig specielt. Det var dejligt endelig at være hjemme og det var skræmmende at være alene med et nyt lille menneske. Ved I godt at man bare bliver lukket ud fra hospitalet, uden nogen form for kontrol af ens evner til at tage vare på et andet menneske. Det er vanvittigt! Men heldigvis er der stadig liv i Liv.

Så en ting (og kun en ting) er helt sikkert:

• INTET ER/GÅR/BLIVER SOM MAN FORVENTER!

Til aller sidst skal jeg lige sige, at det kan godt være at personalet på fødegangen og på Skejby Hospital generelt, er presset helt i bund pga. besparelser, men det var virkelig ikke noget vi mærkede til. Vi var som sagt på hospitalet i 14 dage, på 5 forskellige afdelinger, og alle vi mødte var smilende, glade og havde overskud til os og til lidt sjov. Vi følte os virkelig taget godt af og det var, trods alt det helt rigtige sted for os at være, på det tidspunkt. Vi skulle være der hvor der var de mest kompetente mennesker til at passe på Mulla og Liv og det føltes sådan!

Så en meget forsinket men MEGET dybfølt tak til alle de mennesker, på Skejby Sygehus, der passede på mine to tøser. Det kan godt være at de var ved at smelte sammen af stress, men det var absolut ikke noget vi mærkede til. TAK!