Jeg har prøvet at tænke over en form for afslutning/afrunding på år 2017.

Men i går skete der noget, som må betegnes som den hyggeligste og bedste afslutning på det herrens år 2017. Liv og jeg gik i seng kl 19. Ja jeg var simpelthen skide træt.

Liv havde været i et virkelig dejligt og hyggeligt humør hele dagen (ja det svinger en del op og ned for tiden). Hende og jeg havde leget en hel masse, alt fra gymnastik til “køretur” til skoven, med elefantbabyen Ditte i autostol.

Efter godnathistorien, Fest i Zoo, fik vi os en snak om dagen der var gået og ikke mindst om, hvordan vores nytårsaften skal forløbe.

Nu var det sovetid og efter lyset blev slukket, krøb Liv helt tæt ind til mig. Jeg elsker når jeg kan ligge og holde om hende og nusse hende på ryggen. Det kunne jeg i går, men hun formåede at toppe denne hygge. Hun kvitterede med at vende sig mod mig og ligge sin lille, varme hånd på min kind. Nu lå vi der, ansigt til ansigt og holdte om hinanden. Selvom vi lå tæt, forsøgte Liv at krybe tættere på. Jeg havde følelsen af at, hvis hun kunne, så var hun kravlet helt ind i mig.

Den lille, varme hånd på min kind og ansigterne så tæt på hinanden at når hun blikkede, så kildede det i panden på mig. Liv endte med at ligge højere oppe på puden end mig og kombineret med den omsorgsfulde hånd på kinden, så virkede det nærmest som om at det var hende der puttede mig og passede på mig. Det var den dejligste måde at falde i søvn på.

I år 2017 har det fyldt rigtig meget, for mig, at Liv er har været meget morSyg. Jeg forstår hende godt, for hun har den dejligste mor. Men det gør det ikke mindre frustrerende når jeg ikke kan bruges til noget.

Derfor var det helt igennem fantastisk at slutte af med at falde i søvn så tæt på Liv, som overhovedet muligt.

Hvis du stadig læser med, så tusind TAK og rigtig godt nytår!

PS. Hvis du har ideer til blogEmner til år 2018, så kom bare med dem.

MorgenBlogning

Det her indlæg er lidt atypisk, for mig. Underligt, vil nogen nok mene. Grænseoverskridende er det i hvert fald for mig at skrive. Hvorfor så gøre det, ja det er et godt spørgsmål. Måske er det lige det tanken om at, hvis jeg skriver det så alle kan læse det, så er det væsentlig mere forpligtende.

Det starter med en julegave. En julegave jeg har fået af Mulla. Når hun har spurgt andre, om det er en god gave eller en fornærmelse, har folk sagt fornærmelse. Det er jeg heldigvis fuldstændig uenig i. Hvad kan det dog være for en gave, tænker du nok, det kommer her;

Jeg har fået et gavekort til AJ Bootcamp. Hvilket dækker over 8 ugers træning, to gange om ugen, med start og slut måling af vægt, bodyaged og så’n. Jeg er meget glad for den gave og det er jeg fordi, ja det er der faktisk mange grunde til.

Under Mullas graviditet spiste jeg for to ligsom hende, jeg glemte bare at stoppe igen. Samtidig med det, så har jeg ikke lavet noget aktivt i samme periode. Hvilket åbenbart ikke er en vildt god kombination, med mindre man gerne vil være tyk.

Jeg mangler simpelthen motivationen til at lave noget aktivt. Det er bare meget nemmere og hyggeligere at være hjemme i lejligheden med de to damer. Hvis de så ikke er hjemme er det meget mere komfortabelt at tegne eller se fjerner.

Det værste er at jeg tænker det nok vil gøre noget godt for min træthed og mit overskud, hvis jeg lettede røven i ny og næ.

Det er så populært i tiden at acceptere sin krop, ligemeget hvordan den ser ud. Jeg har så sandelig også prøvet at overbevise mig selv om at det er fint at være tyk, for det er da klart det nemmeste. Men det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er sgu træt af det. Både fysisk og psykisk træt af det 😉 Jeg håber virkelig at det her gavekort er det der skal til og at jeg nu kan få nosset mig sammen til at lette røven. Det er ikke fordi at jeg skal være både tynd og stærk. Jeg vil bare gerne være mere aktiv. Så ved I det.

Så fra den 7. januar er jeg igang og kan findes, i hvert fald, to gange om ugen i Risskov, for alt træning foregår udenfor.

Og på den node, vil jeg nu tage til julefrokost og spise en masse mad.

Hvad savner du mest fra tiden før Liv?

Sjovt du spørger, for det sad jeg lige og tænkte på.

Det jeg savner mest er ikke at sove længe, det er ikke festerne, det er ikke smøgerne og det er ikke hverdagens spontanitet. Bevares, de ting kan jeg da godt savne i ny og næ. Nej det jeg savner mest er at have god tid om morgenen. God tid til at spise morgenmad, god tid til at sidde og vågne og god tid til at se Go’ morgen Danmark. Inden Liv gjorde jeg det hver dag. Morgenmad, morgenkaffe og morgenTV = morgenritualet.

Det er jo ikke fordi at jeg ikke elsker morgenLiv, for det gør jeg. Det er bare utrolig dejligt at vågne langsomt og ha’ fjernsynet kørende med folk der snakker om mere eller mindre spændende ting. Weekenderne starter som udgangspunkt på samme måde. Der er det bare Ramasjang der køre i fjerneren i stedet for og det er bare ikke helt det samme, syntes jeg.

Endnu en ting der var lækkert ved morgenritualet, var at jeg kun skulle koncentrere mig om mig selv. Sørge for at jeg selv kom i tøjet og blev klar og det var heldigvis rimelig ubesværet i forhold til samme procedure med den lille dame. Hun er så sandelig begyndt at få sine egne meninger og de kommer ofte til kende om morgenen. Hvis hun ikke lige er klar til at få tøj på, så er hun bare IKKE KLAR! “lige om lidt”.

Så det er simpelthen bare så dejligt at jeg i dag, fredag morgen, kan sidde og se/høre Go’ morgen Danmark, spise morgenmad, drikke morgenkaffe og skrive det hersens indlæg. Og hvad har I så gjort af Liv tænker du nok. Hun blev simpelthen afhentet i går, af farmor, for at komme på juleophold på “landet”. Så vi har haft en aften, nat og morgen uden Liv i hytten. Det resulterede i tapas, vin, biograf og ja god tid til det savnede morgenritual.

God weekend!

ps. jeg savner nu alligevel hende Liv.

Jeg er i dag blevet interviewet og i den forbindelse blev jeg spurgt om jeg kunne definere en typisk dreng og en typisk pige.

Det kan jeg sagtens gøre. Drenge er vilde, elsker fodbold og at banke hinanden. Piger er helt tosset med at lave perler, sidde stille og alt i lyserødt. Nemt.

Men lad os, fra nu af, glemme de to billeder. De gavner ikke nogen at se verden så sort/hvid. Det er da rigtig nok at de billeder passer på nogle børn, men der er så sandelig og heldigvis også børn der ikke passer ind i disse to kasser.

Jeg har været i praktik i et halvt år i en børnehave og jeg har ikke spillet fodbold en eneste gang, af den simple grund at jeg ikke gider. Det er dog heller ikke blevet efterspurgt, andet end et par gange. For en ordens skyld, må jeg her lige meddele at der faktisk var drenge i den børnehave. Jeg har gjort hvad jeg kunne, i løbet af det halve år, for at nedbryde det stereotype billede på en dreng/mand. Jeg er meget bevidst om at jeg er forbillede for de børn jeg har været sammen med det sidste halve år og derfor at jeg både slåsset og lavet perlekæder. Men det er også fordi at jeg har lyst til det. Jeg vil gerne tegne, jeg vil gerne lave perlekæder, men jeg vil også gerne lege fangeleg og “banke” dem alle sammen.

Jeg slår ikke et slag for at vi skal udviske kønnene og gå over til intetkøn og kalde folk for “hen”. Fordi der er forskel på drenge og piger, som vi ikke kan gøre noget ved. Jeg syntes bare at snakken om køn er blevet et eksempel på endnu en ting der bliver gjort “farlig”. Jeg syntes ikke vi skal være bange for at sige “hej drenge” og “hej tøser”, jeg gør det. Ellers begrænser vi os selv og tvinger os selv til, hele tiden, at skulle være varsom med hvad vi siger og hele tiden skulle passe på. Så fjerner vi naturligheden i omgangen med børnene. Det ville i hvert fald være svært for mig at navigere i.

Det jeg syntes vi skal bruge alt vores energi på er at møde børnene som de er, der hvor de er. Altså at alle skal have den samme omsorg, tilbydes de samme aktiviteter og snakkes til på samme måde.