Da Liv og jeg stod op i morges, kl. 0630, besluttede jeg at lade min lille iPhone ligge ved siden af sengen. Der skulle den ligge hele dagen, uden at blive brugt.
Vi gik ud af soveværelset, for “mor sov mere”, som Liv siger det. Så vi gik i stuen og legede.

Jeg er, i forhold til Liv, ret skærmforskrækket. Jeg syntes ikke hun skal spille særlig meget iPad, iPhone og heller ikke se særlig meget fjernsyn. Jeg har ikke sat tid på, hvornår det er for meget, men jeg er af den overbevisning at det er meget bedre at lege, synge og læse. Det er ikke fordi det er forbudt, men det er med skærm, som med så meget andet, det er helt i orden, så længe det er ikke erstatter noget andet. Det er for det meste når far og mor ikke har fuld knald på overskudskontoen, at skærme er helt i orden. For der er da ikke noget federe at stå tidligt op og så ligge sig ind på sofaen og se fjerner med Liv. Tror jeg, det er ikke rigtig sket endnu. Fjernsyn er spændende i ca. 15 min. Ipaden er spændende i 10 og i hvert tilfælde ender det oftest med at hun bliver sur. Fjernsynet viser ikke det rigtige (og ingen, heller ikke Liv, ved hvad det rigtige er). Ipaden (læs; hendes fingre) gør ikke det hun gerne vil ha’. Man kan sige at hun selv har formået at regulere hendes skærmtid.
Det er egentlig underligt at hun ikke syntes at vores telefoner er mere spændende, for vi kigger meget i dem. Det eneste hun gør, hvis hun får fat i en af dem er at tage den op til øret, og “ringe” til dardar, darmor, bedte, mormor eller hvem der nu er den heldige. Hvis der er noget vi ikke bruger telefonen særlig meget til, så er det at snakke i den.

Tilbage til eksperimentet.
En hel dag med telefonen liggende i soveværelset, jeg har i skrivende stund (kl. 20.20) stadig ikke set på den og jeg er stadig i live. Om hele min omgangskreds faldet som fluer, det er jeg total uvidende om.

Hvordan har det været Jonas? Jeg er glad for at du spørger. Det har været fint. I dag har vores leg kun været forstyrret af Livs egne forstyrrelser, ikke også af mine. Jeg har altid tænkt at jeg var nærværende som far og det er jeg også. I dag har jeg bare været nærværende uden afbrydelser.
Er det lidt træls at opdage nu, så sent? Ja det er det da egentlig. Men bedre sent end aldrig ik’.
Har jeg altid godt vist det? Ja det har jeg vel nok.

Så fra nu er jeg mobilfri når jeg er sammen med Liv. Selvfølgelig bortset fra at jeg skal bruge kameraet. For det har været det sværeste i løbet af i dag. Ikke at kunne tage billeder af Liv. Fx da vi var i skoven i dag og hun går igennem skoven i sit lilla termosæt og sin rødehue, med begge hænder solidt plantet i hver sin lomme på jakken. Hun lignede en der ejede hele skoven, eller i det mindste en der burde bo på en gård.

Er du afhængig af din telefon Jonas?
– Hej jeg hedder Jonas og jeg er mobilafhængig….. Indtil i dag. Eller når de værste abstinenser har lagt sig….

Undervisningen på pædagoguddannelsen er aflyst i dag pga. kapsejlads, så Liv og jeg har holdt fri.

Liv startede dagen på fuld smadder, med krammere til både Mulla og jeg. Så kravler hun ud af sengen og trækker klæd-ud-kufferten ud, fra under sengen og så var dagen i gang.

Mad skal der til, for at opretholde den gode morgenstemning, så jeg bikser en portion havregrød sammen. Liv har spist havregrød, hver morgen, siden hun startede på mad. Og hun lapper det stadig bare i sig, selvom hun har mødt ostemad. Vildt nok.

Morgenmaden blev spist og vi fik sagt godt farvel til MullaMor, og så var det tid til lidt mere rolig morgenhygge. Først i form af Ramasjang, som nogle gange fanger hende totalt og andre gange gør hende decideret sur. I dag fangede det ikke rigtig, så hun fandt hurtigt en bog frem.

Men nok med det morgenhygge, dagens store udflugt blev luftet overfor Liv, “vil du med på Dokk1 og lege?” Liv siger ja. “Vi skal køre i bus der ned.” “JA, bub (læs, bus), ja bub, leg, dar og Liv”.
Her er det så at jeg, stadig, ikke har lært at være klar inden jeg fremlægger så vanvittig en tur. For der står jeg i underbukser, jeg har ikke pakket taske og jeg ingen af os har børstet tænder. Liv går straks ud og tager gummistøvler på. Så jeg får travlt og den første bus jeg tænker vi når, når vi på ingen måde, så der er jo perfekt at de køre ofte.

Vi kommer i ind og sidde i bus 13 og stemningen er god.

Vi sidder lige ved midterdøren så vi kan se alle der skal ud og Liv spørger hver gang “det?” og jeg forklare, det er en dreng/mand, han skal ud af bussen, eller det er en pige/kvinde, hun skal ud af bussen. Jeg er ofte i tvivl om betegnelsen dreng/mand, pige/dame når Liv spørger, specielt hvis dem hun spørger om, kan høre hvad jeg siger. Hvor skiller det?
Men det er pisse fedt at køre bus.

Ca. klokken 9 rammer vi Dokk1 og jeg skal simpelthen tisse inden jeg kan koncentrere mig om at lege, så vi parkere barnevognen og jeg siger at jeg lige skal på toilet og Liv går total i baglås. Hun bliver fuldstændig ulykkelig og lige meget hvor pædagogisk jeg fortæller hende at jeg bare lige skal tisse og så skal vi ud og lege, så står hun bare og kigger på mig og skriger. Om jeg var presset, nej da…..
Vi overlevede heldigvis begge to og lige så snart vi træder ud af toilettet er alt godt. Vi kommer ud og jeg ser straks at Æsken (puderummet) er ledigt, så vi kunne ha’ det helt for os selv! Det syntes Liv ikke er en god ide. Hun er mere klar på bøger, altså at tage dem om af kassen og lægge dem på gulvet (STOR ros til personalet i børne-delen af det bibliotek).
Vi kigger bøger, vi går over til det lille hus med køkkenet, går tilbage og kigger bøger, går lige over og spiser en croissant i huset og smutte så lige over og hiver Find Holger, på kurdisk op af kassen.

Liv fik sig en ny ven, Svend, en lille flot fyr med røde krøller. Han fulgte efter os i flere omgange. Eller ven og ven, er måske lige frisk nok. Svend var vild med Liv. Liv var mere sådan, nej gå væk….

To timer senere er der dømt frokost og middagslur. Liv falder i søvn inden vi forlade Dokk1.
I vuggern sover Liv et sted i mellem 2 og 3 timer, så da vi kommer hjem efter 40 minutter, jeg gik hjem, så er det dømt afslapning til mig. Halvanden times søvn var da rigeligt til hende i dag, hun skulle op og hygge med sin far. Var det træls, nej det var det ikke. Var jeg blevet sur, hvis hun havde sovet mere, Nej det var jeg ikke!

Eftermiddagsmad, tjek.

Så skulle vi på legern. Liv står klar i hele regnsættet og så kommer hun lige i tanke om noget. “Baller”, selvfølgelig skal du ha’ briller på, så dem finder jeg.

Liv har aldrig haft solbriller på i mere end højst 3 minutter, før i dag. Godt halvanden time på legern med solbriller, og ikke et eneste solstrejf. Få gange vendte de også rigtigt.
Vi legede med sand, Liv gyngede og løb på ramperne, det tætteste jeg kommer på at være skater…

Så var der dømt afslapningen på sofaen. Liv havde fundet en dvd, som ikke før har været set. I Drømmehaven hedder den og det viste sig at være fuldstændig lige så forfærdeligt som Teletubbies, men Liv elsker det, og Teletubbies.

Der var rester i køleskabet, så vi fik også aftensmad. Det har været en skøn dag, men vi har savnet MullaMor.

PS. Havde jeg forestillet mig at jeg skulle sidde indendørs, kigge ud i regnen og tænke, “godt jeg ikke er til kapsejlads”?
“Ja det er helt 100, jeg havde det.”
Er jeg misundelig på dem der er afsted, når nu det har været godt vejr hele dagen?
“Det må blive et ja herfra.”

Når folk spørger hvad jeg laver og jeg siger, “jeg læser til pædagog”. Er den respons jeg oftest får; “nårh, så du vil gerne arbejde med unge kriminelle?”

“Øh, nej det vil jeg ikke”

“Okay, så du skal være i SFO?”

“Øh nej, jeg vil gerne arbejde i en vuggestue” 

“Haha, så du vil gerne skifte lortebleer hele dagen?”

“Ja”

Det er i hvert fald en del af jobbet, men lur mig om der ikke er lorteogaver på alle jobs. I vuggestuen er lorteopgaverne bare forbundet med en god mulighed for kvalitetstid med hver enkelt barn. Ja, gu’ fanden lugter det af lort, men det vænner man sig til. Det er det eneste tidspunkt man har alene med det barn og det eneste tidspunkt man har den fulde opmærksomhed. Det er her der kan dannes en stærk relation, når der er ro på og nærkontakt. Men bleskift er ikke grundet til at jeg gerne vil arbejde i vuggestue, det er bare en del, som man skal huske at udnytte og få det bedste ud af, for der er potentiale i lortet. 

Børn er i vuggestue i en periode på ca. 2 år. I de 2 år sker der en vanvittig udvikling med dem. Når barnet startet kan det måske lige akkurat side selv og når det stopper kan det gå, løbe, hoppe, tale, måske bruger de ikke ble længere, måske sover de ikke til middag længere. Det er vildt imponerende så hurtigt det går og så meget der sker. 

Tænk sig at jeg kan være med til at hjælpe børnene i den udvikling. Være med når de tager deres første skridt, være med til at lære dem at tale (lære dem nye ord😜) og vigtigst af alt være med til at give dem en sjov og hyggelig dag. 

Det er mange timer de skal tilbringe i vuggestuen og det bliver min fornemmeste opgave at prøve at give dem tryghed, omsorg, de bedste forudsætninger for læring og sidst men absolut ikke mindst, grineflip! 

De skal grine, vi skal grine! Det handler om at have det sjovt, for hvis man har der sjovt, så er alting bare nemmere!

Og til sidst vil jeg bare lige sige, børn skal krammes og det skal krammes meget, de skal sidde på skødet og de skal ha’ et kys på panden hvis de er kede af det.

Der er sket noget vildt! Noget jeg ikke troede jeg skulle opleve. Ikke noget jeg havde tænkt over. Ikke noget jeg vidste ville gøre så stort indtryk på mig.

I lørdags fejrede jeg min 30 års fødselsdag med et brag af en fest. Inden festen går i gang, kommer, ud af det blå et spørgsmål. Spørgsmålet kommer fra mine to ynglingsmennekser, uden for denne lejlighed, og spørgsmålet lyder. “Vil du bære vores barn til dåben?” Gudfar? Om jeg vil være gudfar!?

Jeg blev og er stadig ret paf over det. Som sagt vidste jeg ikke at det var så stor en ting for mig, men da spørgsmålet kom, blev jeg total blæst bagover. Jeg blev så glad, så beæret, så rørt, så stolt og en lille smule bange.
Jeg har tænkt rigtig meget over det siden og der er så mange ting i det, som gør det helt fantastisk.
1. Hvorfor vil de ikke selv bære deres lille smukke datter?
2. Hvorfor har de overhovedet tænkt tanken at de ikke selv skulle bære?
3. Hvorfor skal det lige være mig?
4. Hvad har jeg, lille Jonas, gjort for at gøre mig fortjent til det?

Det må jo som udgangspunkt betyde, at de gerne vil have at jeg og mine tøser bliver en stor del af deres liv. Men jo mere jeg tænker over det, desto mere bliver det, den største tillidserklæring. I teorien skal jeg, det sker selvfølgelig aldrig!!! tage mig af deres datter hvis de, ja… det sker ikke. Men hold nu op det er et vildt spørgsmål at stille og et vildt ansvar, som jeg er lykkelig over at ha’ fået.

Ydermere er det en kæmpe ros af den måde Mulla og jeg er forældre på. Hvis ikke de syntes om vores forældreGøren, ville de ikke ha’ spurgt mig. At få ros for at gøre det godt som forældre, er den dejligste ros man kan få!

Tusind tak Stine og Jeppe og Wilma!
Det bliver verdens største JA herfra!

Liv skal sove og jeg skal putte hende. Efter MullaMor har fået kys og kram kommer Liv op i sengen til mig. Vi læser bogen “Okker Gokker” som er forskellige børnerim. Jeg elsker at læse rim op for hende, og Liv kan dem og er glad for dem.
Efter vi har læst er det tid til at sove, syntes jeg. Liv er ikke helt af samme opfattelse. Så hun roder rundt og kan ikke finde ro. Jeg siger til hende flere gange at hun skal ligge stille og tie stille og det er hun så i 45 sekundet ca. Før hun lige skal fortælle noget. Igen og igen siger “Liv du skal sove, så du skal ligge stille og være stille”. Der går længere og længere imellem hun siger noget.
Vi ligger helt tæt og pludselig løfter hun hovedet, kigger på mig (med et kækt blik), smiler og siger “kram”. Det kan jeg jo ikke sige nej til. Hun ligger armen om min hals, vi krammer. Når jeg prøver at trække hovedet væk, holder hun fast om min hals. “Kram, kram, kram” siger hun og smiler over hele hovedet.
Efter mange kram må jeg sige “det er så dejligt at kramme, men du skal sove og ligge stille”. Hun ligger sig ned, der går et minut, så kigger hun op igen, tager sutten ud og siger “kys”. Igen kan jeg da ikke sige nej til sådan et tilbud.
“Kys, kys, kys, kys.” Vi kysser mange gange og meget mod min vilje må jeg stoppe det og igen sige hun skal sove. Hun prøver til med “kram” igen, men der må jeg sige nej og holde fast i den sovetid, nu har jeg trods alt fortalt hende det ca 25 gange 😬