DrilleLiv

DrilleLiv
Liv har i hendes 2,5+ årige liv været meget observerende, lyttende og ja nok mest medløbende. Det er det vi har oplevet herhjemme og det er i mere udpræget grad det de har oplevet i vuggestuen. Liv har ikke gjort noget specielt stor væsen af sig selv, ikke stillet de store krav og altid været god til at gøre hvad der bliver sagt. Hvilket jo er dejligt. Alt hendes observation og opmærksomhed på hvad andre gør, har givet hende et veludviklet sprog. Hvilket er fantastisk.

Der hvor hun har sat sig mest på tværs er i overgange til noget nyt. Fra leg til tandbørstning bl.a. For når Liv leger, så leger hun intensivt og det er ikke populært når det bliver afbrudt. Vi prøver alt hvad vi kan med at forberede hende på overgangen, men nogle gange knækker filmen.

MEN inden for de sidste par måneder er der begyndt at komme lidt kant på. Jeg tror hendes udviklingsproces er kommet til det punkt der hedder ‘Kvalifikation af drilleEvner’. Hvilket bl.a. indebærer at række tunge. Hvilket er et svært punkt, ikke for hende med for hendes mor og far. Vi har jo tusind gange øvet at række tunge og leget lege hvor vi alle rækker tunge. Der er dog en væsentlig forskel fra de gange hvor vi har fjollet med det og til Livs nye måde at række tunge på. Forskellen er blikket i hendes øjne. Der var ingen tvivl om hvad de øjne betød. De betød “jeg skal lige se hvad mor og far gør når jeg gør sådan her”. Det var en ret underlig oplevelse, for det var noget helt nyt.

Så vi er begyndt at snakke om at drille og hvad det gør ved andre at blive drillet.

Egne holdninger
Udover at hendes drilleGen er under udvikling arbejder hun også kraftigt på at danne sine egne meninger og ikke mindst at stå ved de holdninger. Det er i særdeleshed noget der udfordre os, for det kræver at vi bliver skarpe i vores holdninger. Holdninger til ALT. Det er jo som sådan fint nok. Men når vi lige pludselig skal tage stilling på et splitsekund bliver det ret udfordrende. For det handler om at holde fast i den holdning, for der er absolut ingen grund til at Liv får den opfattelse at det virker at spille ulykkelig eller bare stille sig modsat os. For det er decideret skide irriterende. Altså det er irriterende når hun går i mod os bare for at teste/udfordre os. Vi er kæmpe fans af at hun arbejder på at danne egne holdninger og meninger. Disse meninger må meget gerne være anderledes end vores, for hun begynder jo helt klart at kunne mærke/tyde/tolke hvad hun selv har brug for og lyst til. Det irriterrende kommer, som sagt, når det handler om at teste os og ja det jeg ved da godt at det er fordi hun undersøger rigtigt og forkert og der er en masse læring om følelser i det. Det gør det dog ikke mindre udfordrende (læs: irriternede).

Når det så er sagt (skrevet) så er det rigtig godt at der begynder at komme lidt kant på, for det er vigtigt at hun udvikler evnen til at mærke efter hvad hun selv vil og kunne sige fra.
Det mest udfordrende er nok egentlig at vi ikke har været vant til det.
Det er simpelthen kommet bag på os at vi er ved at få et til selvstændigt menneske i hytten.