Liv i religionen

Jeg er ikke religiøs…

 

Det har jeg altid tænkt. Ja jeg er konfirmeret, men nu skal jeg fortælle en hemmelighed, som jeg har holdt for mig selv i alle disse år, selvom jeg måske bliver udstødt af nogle i min omgangskreds nu, for så vanvittig en tanke. Jeg blev konfirmeret pga. gaver og en dag med mig i centrum. Undskyld hvis jeg skuffer nogle her. Det har været dejligt at kende jer!

Men jeg har aldrig troet på at der er en gud som har skabt alt og nu sidder og kigger på os og passer på os. Der er så meget der tyder på at der ikke er nogle der passer på os. Det er muligvis en alt for uhåndgribelig tanke. Min lille snævertsynede hjerne kan ikke rigtig forholde sig til andet end det jeg kan se og røre ved. Det ved jeg og det tror jeg på at det findes. Så snakken om gud bliver alt for abstrakt.

Det er dog som om at der er sket noget de sidste to et halvt år. Ja den skarpe læser vil nok tænke, det er der omkring du blev far. Og der må jeg bare sige, det er rigtigt.
Jeg kan da enormt godt li’ tanken om at der er en der passer på Liv. Mulla og jeg gør alt hvad vi overhovedet kan for at passe på hende. Men vi kan desværre ikke være sammen med hende hele tiden.

Der kan også argumenteres for at der var noget, andet end os, der passede på hende i den første uge hun levede. Det var nok der, da hun blev “taget fra os” og røg på børneafdelingen at jeg første gang, virkelig havde brug for at der var et eller andet, et sted, som kunne passe på hende. Meget kan man sige, men hun klarede den jo og nu sover hun middagslur. Der var selvfølgelig noget yderst kompetent personale som tog sig af hende, men det var som om at det ikke var nok. Det var ikke tryghed nok, at vide at de gjorde hvad de kunne. Så der prøvede jeg at snakke med noget andet et sted, jeg bad om hjælp.

Den hjælp, den beskyttelse må da gerne fortsætte. Gerne resten af hendes liv. Selvfølgelig arbejde vi, Mulla og jeg, på at give hende en sund fornuft der gør at hun ikke gør åndsvage ting og smadre sig selv. Det er bare en virkelig rar tanke at der, måske, var noget der passede på hende når vi ikke kan gøre det.

Betyder det at jeg er religiøs? Det ved jeg ikke. Om jeg tror på gud? Ved jeg heller ikke. Hvis det kræver at jeg syntes det er spændende og inspirerende at gå i kirke, så er jeg ikke religiøs, for der må jeg bare sige. Det syntes jeg er kedeligt.

Lige meget hvad, hvem, hvordan, hvor, så er jeg ovenud taknemlig for at vi har Liv i Hytten!